Tvekamp på middelhavets grønne perle | Golf.dk

Tvekamp på middelhavets grønne perle

16/03 - 2014 |

Taxachaufføren ryster på hovedet. RCD Mallorca, øens stolte fodboldhold, skraber bunden i den spanske La Liga, og der er intet, som tyder på, det vil ændre sig, inden fælden klapper og holdet rykker ned. ”Fire hold – alle kan rykke ud – ved ikke – tror ikke.” Chaufføren griner og vinker afværgende. Det er bare sådan, det er. Lad falde, hvad ikke kan stå.

Men vejret er da godt, konstaterer jeg opmuntrende, for at sende samtalen i en mere optimistisk retning. Uden for passerer vi den imponerende katedral i Palma, La Seu, der ligger og skyder ryg i solen med sine mange gotiske spir og krummelurer. Himlen er blå, og temperaturen har lagt sig tilrette på et behageligt sted lige over 20 grader. Folk spadserer rundt i deres sommertøj, og derhenne foran isbaren har køen måttet slå et sving for ikke at ende midt ude på Avenida Gabriel Roca, havnefrontens centrale færdselsåre, der løber som en hestesko rundt om Palmas fashionable marina.

”I sidste uge 25 grader – denne uge lavere”, kommer det nærmest undskyldende fra forsædet. Igen kommer armen op, afværgende, og jeg gentager bevægelsen som for at anerkende chaufførens tunge erkendelse, nemlig at én ulykke sjældent kommer alene. Først svigter fodboldholdet, nu vejret. Hvad bliver det næste?

For mit vedkommende er den nærmeste fremtidsudsigt nu ikke helt så tosset. Jeg er ankommet til Mallorca for at teste øens højest rangerede golfbaner, to luksuriøse anlæg, der ifølge rygterne skulle kunne måle sig med nogle af de mere berømte konkurrenter på det spanske fastland. Til det formål er lidt over 20 grader helt perfekt. Og så er jeg mere til FC Barcelona …

Mallorca version 2.0

Det tager cirka tre timer at flyve fra Danmark til Mallorca, middelhavets grønne perle, som det så smukt hed i 1980’erne, hvor rejsekataloget fra Spies hvert forår dumpede ind ad brevsprækken hos mine forældre. Den gang var Mallorca allerede faldet ned gennem rækkerne, deklasseret og fravalgt som et af charterturismens oversuttede bolsjer. Familien tog til Kreta, for Grækenland var nu en gang lidt mere tjekket. I dag har tonen fået en anden lyd, ikke mindst takket være øens egen administration, der i erkendelse af fortidens synder har brugt de senere år på at få ryddet gevaldigt op i antallet af hotelkomplekser. I stedet er der dukket grønne oaser op i byerne, og der er bygget dyre lejligheder til øens i høj grad velhavende befolkning.

Mallorca version 2.0 er noget helt andet sammenlignet med den gang, Conair skovlede danskere med hang til tyrolerhatte ind gennem gaten i Palma lufthavn. I dag er øen blevet et trækplaster for det europæiske jetset, og vil man være med på noderne, giver det bonuspoint at have adresse i havnebyer som Port Andratx og Portals Nous.

Jeg selv er blevet indlogeret på Hotel Feliz, et svenskejet foretagende, der overrasker med en meget laid back, low-tech, personlig-beach-hotel-agtig atmosfære. Det er første gang i lang tid, jeg har fået udleveret en rigtig gammeldags nøgle til mit hotelværelse, og første gang overhovedet, der har siddet en teddybamse og holdt vagt over værelsets telefon. Fra balkonen kan jeg se ned på marinaen og færgen fra selskabet Acciona, der sejler til naboøerne Ibiza og Menorca og til det spanske fastland. Nede i bunden, klemt inde mellem hotellet og nabobygningen, råder Feliz over et udendørs loungeområde med verdens mindste swimmingpool. Et udpræget voksenetablissement, men superhyggeligt ser det ud.

Det tager 20 minutter at gå ind til Palma centrum fra receptionen – eller ”velkomstområdet”, som Mats, hotellets chef ønsker at kalde det. Hvilket er fair nok. Der står et gammelt skrivebord, en espressomaskine og nogle plysbeklædte lænestole i cool farver. Jeg ville heller ikke selv kalde det en reception. Baren hedder vist også noget særligt, men jeg lægger nu mest mærke til bartenderen Samuel, fordi han afslører sig som gammel Ecco-tour-spiller. Han nikker ankerkendende, da jeg fortæller, hvor vi skal hen. Son Gual og Alcanada, jätte bra …

Himmel til forskel

Dagen efter sidder vi på terrassen på Son Gual og betragter udsigten, et imponerende skue, der rækker mere end 10 kilometer ned mod Palma og Palma bugten. Lige til højre kan vi følge flyene lægge an til landing i Palma lufthavn. Andreas, der er vores vært, fortæller, at lufthavnen blandt andet er hub for Air Berlin, hvilket betyder, de må flyve halvtomme fly ind for at opfylde deres tildelte slots. Dyrt for dem, men godt for flyrejsende.

Andreas forklarer også, at banen på Son Gual er designet af den forholdsvis ukendte tyske banearkitekt Thomas Himmel, der indtil videre har netop Son Gual som sit claim to faim. En større berømmelse blev frarøvet ham, da Tyskland tabte kampen om at afholde Ryder Cup i 2018 til Frankrig. Himmel skulle have designet en spritny Ryder Cup-bane til dysten, men det blev der ikke noget af. Det var åbenbart kun tyskerne, der ikke kunne se problemet ved at have Audi som finansiel partner, selv om BMW er en af Europa Tourens hovedsponsorer.

Himmels evner som banearkitekt er dog synlige for enhver, da vi endelig begiver os ud på anlægget. Fra 1. hul slynger banen sig ubesværet gennem landskabet, et åbent terræn med små forskydninger og ikke så få søer til at holde én beskæftiget. Træer og buske er der kun få af, men roughen er overraskende høj og sej og ender med at fortære indtil flere af vores bolde på vejen rundt.

Der er utrolig mange gode huller på Son Gual, mest fordi de formår at stille én over for nogle valg, som alle virker tillokkende. Når fairwaybunkeren lige akkurat kan passeres med et godt drive, så er det ens forfængelighed, banen trækker rundt i manegen. Når flaget står gemt væk på det øverst plateau, og man kun har 100 meter i andetslaget, så er det talentet, der bliver sat på prøve. Son Gual er som et bord fyldt med lækre tapas, og man får lyst til at prøvesmage det hele igen og igen.

Himmels kreation er en fryd for øjet med talrige bunkers, der enten ligger som reelle hazarder eller spiller rollen som visuel ramasjang. Også greenområderne er smukt formet, og vil man give sig selv chancen for et to-putt, bør man studere kortet med pin-placeringer. Flaget kan stå i hele seks områder, og et slag til midten af green er langt fra altid det bedste sted at ligge.

Betingelserne bliver ikke lettere af, at vi fra 5. hul må se vores runde indhyllet i let regn, ifølge vores vært et aldeles usædvanligt fænomen her i midten af april måned, hvor det ikke har regnet i flere uger. På 19. hul, et i øvrigt særdeles hyggeligt et af slagsen, bliver vi dog hurtigt enige om, at det ikke var vejret, men banen, der besejrede os i dag. Son Gual er en strategisk delikatesse, og har man taget det gode spil med på dagen, vil den få én til at føle sig som en pro.

Banen, bugten og fyrtårnet

Næste dag tager det os cirka 45 minutter at tilbagelægge turen fra Palma til havnebyen Puerto de Alcudia, den sidste lille flække inden Club de Golf Alcanada. På vejen op mod øens nordlige hjørne passerer vi de talrige rester af små vindmøller, der i århundreder har pumpet vand op til markerne, hvorfra bønderne traditionelt har høstet mandler, oliven, ferskner og abrikoser. Nogle er blot små ruiner, åbne tårne, som naturen har indtaget sammen med et gammel vognhjul eller andre tiloversblevne reservedele. I forhold til det spanske fastland er landskabet overraskende grønt og frodigt, men Mallorca nyder også gavn af en større mængde årlig nedbør, især i efterårsmånederne.

Alcanada ligger gemt på sydsiden af en lille halvø med en mageløs udsigt ud over Alcudia-bugten og Middelhavet. Nede ved kysten, blot et langt drive ude i vandet, står banens emblematiske landemærke i form af et gammelt fyrtårn, som også pryder klubbens logo. Mens vi nyder vores velkomstkaffe på terrassen, kan vi se ned over banen, bugten og det gamle fyr. Det er et fantastisk skue, ikke nødvendigvis bedre end på Son Gual, men bare anderledes og betagende.

Anderledes er også klubbens bygninger, der i modsætning til Son Gual er ejendommens oprindelige. Vores vært, Kristoff, fortæller, hvilke udfordringer det gav at renovere de gamle huse, men resultatet er ganske overvældende. Især omklædningsrummet, der nærmest minder om en topdesignet krypt, høster mange anerkendende ord fra vores lille rejseselskab.

Vi begiver os ned mod første tee, og når på vejen lige at teste hastigheden på putting green. Ifølge Kristoff ruller den cirka 11 på stimpmeteren, det samme som banens øvrige greens, men jeg tvivler på, at det kan gøre det. I hvert fald må jeg efter de første spillede huller konstatere, at både tre- og fireputt bestemt er inden for rækkevidde. Det føles som at putte på et slidt billardbord.

Macho greens

Alcanada er endnu et produkt af den foretagsomme Robert Trent Jones II, og det betyder oftest en bane i harmoni med den eksisterende natur, hvor spillere på alle niveauer kan føle sig hjemme. Alcanada er ingen undtagelse, for selv om greens ærlig talt virker lidt for macho til min smag, så er forudsætningerne til stede for en mindeværdig golfrunde på allerhøjeste niveau.

Efter en smuttur ind i landet med nogle let kuperede parkhuller, vender banen snuden tilbage mod bugten og kroner for første gang spillerens anstrengelser med en forrygende udsigt fra 7. teested. Hullet, som er imponerende 561 meter fra klubtee, viser med alt tydelighed banens absolutte force, nemlig den majestætiske scenografi, der omgiver langt de fleste af hullerne. Er man ankommet med en kold putter, kan man i hvert fald varme sig på naturens grandiose show, der varer hele vejen til 14. hul. Derefter er banen igen overladt til sine egne talenter, og selv om det egentlig går meget godt, så ender 18. hul med at være lidt af en fuser. Væk er de store vidder og storslåede hulforløb. Ind kommer vi på en flad strækning med seks uambitiøse bunkere og en green uden de store armbevægelser. Ingen fanfare. Ingen trommehvirvel.

Kristoff smiler, da han hører om vores oplevelse med 18 hul, for det er ikke første gang, han hører den kritik. ”Det er noget, vi arbejder på”, siger han, og afslører dermed også, at Alcanada lytter til sine kunder. Måske har det noget med konkurrencen at gøre. Når Alcanada bliver nævnt, er det ofte som Mallorcas andenbedste bane efter netop Son Gual, og det er tydeligvis en placering, som Kristoff ikke er helt tilfreds med. ”Det er to forskellige dyr”, lyder hans forklaring igen og igen, og det har han sådan set ret i. Selv om Son Gual rent spillemæssigt virker som den mest interessante udfordring, så er Alcanada en sansemæssig oplevelse til absolut topkarakter. Son Gual springer højest og Alcanada løber hurtigst – det er svært at udpege en vinder.

Dansk Golf var inviteret til Mallorca af The Azalea Group.

Denne artikel blev bragt i Dansk Golf 6, 2013

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer