Spaniens nye golfperle | Golf.dk

Spaniens nye golfperle

18/05 - 2016 | Claus Rødgaard Thomsen

Tæt på den spanske østkyst er Las Colinas ved at udvikle sig til én af de fineste baner i Spanien.

Hvis det da det ikke er den bedste allerede.

I hvert fald har offentligheden stemt den ind som den bedste bane i Spanien i en afstemning under World Golf Awards.

Direktør ved Las Colinas, Sean Corte-Real, indrømmer med det samme over for Dansk Golf, at resultatet af en netafstemning ikke er nogen endegyldig sandhed. Men han vurderer, at banen hører til blandt de tre bedste i Spanien.

At det er en ypperlig bane er i hvert fald hævet over enhver tvivl.

Det er i det hele taget svært at komme med kritikpunkter, når man spiller de 18 huller. Cabell B. Robinson har præsteret et varieret design, der tester alle lige fra den garvede pro til nybegynderen.

Bolden ruller fantastisk på greens, som ikke er specielt kuperede. Fairways er generøse. Alligevel opdager man gradvist, at det er svært at lave en god score på banen.

Banen forsvarer sig med forskellige og underfundige midler.

På en håndfuld huller er der vand lige foran green. Nogle steder spiller vinden ind, og især denne modstander kan være svær at greje. Da vi spiller banen er der helt vindstille nogle steder og temmeligt blæsende andre.

Og så er der bunkers en masse langs fairways og omkring greens. Omkring 120 af dem, og mange af dem er store. En helt runde uden sand under sålerne er en bedrift af de store.

Endelig er der flere greens, hvor selv små fejl i approach-slaget betyder ballade. Kun helt rigtigt ramte jernslag stopper hurtigt på greens. Mange steder er der små lavninger omkring greens, som nemt sluger bolden og giver dig et svært indspil, når man ellers lige troede, man skulle have putteren frem.

På 9. hul var jeg på green i regulation men langt fra hullet, som lå i bagkant af green. Mit første putt var alt for hårdt. Det trillede akkurat udover bagkanten på green og videre ti meter ned ad en bakke.

Alligevel er der tale om en yderst fair bane, hvor det præcise slag bliver belønnet. Kan man undgå at slå bolden i vandet, er der faktisk en god chance for at putte samme bold i hul på 18. green, som man drivede ud på 1. tee.

At det ikke lykkedes mig skyldes kun, at en spiller fra en anden gruppe tog min bold med sig. Et langt og pilskævt drive på 13. hul lagde sig midt på 15. fairway. Her slog en anden golfspiller frejdigt til den (hans egen lå formentlig i søen på 15. hul) og gik videre. Jeg orkede ikke at storke 200 meter op til den anden gruppe og kræve min bold tilbage. Med mine spillepartneres velsignelse lagde jeg en ny.

Las Colinas er et eksempel på en genvunden tro i Spanien på, at det atter kan lade sig gøre at bygge. Omkring banen skyder der boliger op, men slet ikke et omfang, der er generende. Og slet ikke så tæt på banen, som man ser andre steder i Spanien, hvor man ofte bliver bange for at slå bolden ind i nogens patio.

Følelsen af rum omkring banen er én af de store styrker ved Las Colinas. Der er udsigt til bjerge og hav, og området er hjem for adskillige rovfugle. Det er almindeligt at se ørne, høge eller falke fra banen.

Der er stor variation på banen, som har fire par 5-huller og fem par 3-huller. Et par huller er så korte, at du skal slå wedge fra tee, mens andre er så lange, så driveren synes den eneste mulighed.

Det er ikke en bane, der lefler for den førstegangsbesøgende. De første to huller er muligvis de sværeste to huller på banen. Tredje hul er et par fem hul, hvor vand er i spil på såvel andet som tredje slag.

Et egentligt signaturhul er svært at udpege, men strækningen 14., 15., og 16 er virkelig stærk. Vand skal forceres på de to førstnævnte, mens 16. hul doglegger skarpt til venstre, og tvinger spilleren til at overveje, hvor aggressivt han vil gå til værks. Et godt drive på en for defensiv linje vil blive samlet op af en hel stribe bunkers i fairwayens bagkant.

Bjergene sikrer motion og wow-faktor med mange spektakulære udsigter - tag kamera med op til 8. teested. Det kan anbefales at gå banen, men så er appetitten efter runden også sikret.

 

Dansk Golf var inviteret til Spanien af Las Colinas