SKOTSK LINKS-KLASSIKER | Golf.dk
Murcar-banen ligger ved Aberdeen-forstaden  Bridge of Don bogstaveligt talt på kanten af Nordsøen.

Foto: Foto: Per Pedersen.

SKOTSK LINKS-KLASSIKER

16/05 - 2019 | Thomas Aaris Liltorp

Sponsoreret Indhold

Skotland formelig vrimler med links-golfbaner, idet der findes over 300 af denne slags i klitterne langs de skotske kyster. De   ældste af dem er også de mest originale med utallige humps and  hollows på fairways - pukler og lavninger - som gør disse gammeldags links betydeligt sværere at spille end nyere links, som byder på mere flade fairways.

Klassiske links kalder golfnostalgikere denne oprindelige form for golf i Skotland, og til disse hører en 110 år gammel bane, Murcar Golf Links, ud til Nordsøen i Aberdeen-forstaden Bridge of Don.

Stort set alle de gamle skotske links har en spændende historie, og Murcar Golf er absolut ingen undtagelse i den retning. Dét gør den til et must at spille for links-fanatikere, der kommer tilbage til den gang på gang, selvom de måske aldrig spiller den fuldt  tilfredsstillende rent scoringsmæssigt. Det forhindres som regel af de puklede fairways, de grydeformede bunkers med lodrette forsider og de altid uberegnelige vindforhold - tre faktorer, der gør linksgolf fascinerende, hvis man mestrer dem alle, men som til gengæld gør linksgolf ubarmhjertig, hvis man ikke magter dem.

 

Greenkeeper-arkitekt

Historien om Murcar Golf Links begyndte helt nøjagtigt den 4. december 1908 med et velbesøgt møde i Imperial Hotel i Aberdeen, hvor en foreslået golfbane på jord tilhørende godserne Seaton og Parkhill blev diskuteret - en ægte seaside links i åbent og kuperet klitterræn, der kunne blive én af de bedste i Storbritannien. Det kom til at holde stik på 150 hektar land mellem Aberdeen Harbour i syd og Girdleness Lighthouse i nord.

Det var faktisk chefgreenkeeper Archie Simpson fra den i allerede 1780 etablerede nabobane Royal Aberdeen, der designede Murcar Golf Links, hvor det skinnede tydeligt igennem, at han havde været en god spiller, som to gange var blevet runner-up i The Open Championship. Han hørte til en gruppe af skotske professionelle, der dominerede britisk golf i 1880'erne og 1890'erne.

Da Murcar Links blev åbnet den 5. juni 1909, blev Archie Simpson énstemmigt rost til skyerne af åbningsmatchens 100 spillere, der syntes, at han havde designet en vidunderlig variation af golfhuller, en opfattelse, der stadig deles af nutidens spillere - amatører som professionelle. 15 pund blev Archie Simpson betalt for at designe Murcar Golf Links. Efterfølgende designede han andre links-klassikere som Cruden Bay og Nairn, der ligesom Murcar stadig nyder stor anerkendelse.

 

Protest mod søndagsgolf

Det kostede 2000 pund - en formue på den tid - at bygge Murcar-banen med tilhørende klubhus, men da Royal Aberdeen ikke tog flere medlemmer ind, viste det sig at være en forholdsvis let sag for den nystiftede Murcar Golf Links at skaffe en startkapital på 1000 pund til projektet blandt klubbens 335 medlemmer fra stiftelsesdagen. Klubhuset, med faciliteter til 500 medlemmer, stod dog først færdig i december 1909. Det er siden udbygget flere gange og spænder i dag over 1000 kvadratmeter - med udsigt til Nordsøen fra klubrestauranten og -terrassen.

Klubbens første problem opstod allerede i januar 1910, da den tillod golfspil om søndagen - imod protestantiske traditioner, der fremfor alt dikterede kirkegang om søndagen. Flere medlemmer truede med at forlade klubben i protest mod søndagsgolfen, der dog fortsatte, fordi en afstemning blandt medlemmerne gav klart flertal for det. Baren i klubhuset forblev dog lukket indtil sommeren 2012, så søndagsgolferne ikke skulle blive fristet dér!

Klubhuset og banen blev lukket i tre måneder i slutningen af  1. verdenskrig, hvor klubbens økonomi skrantede, fordi mange af dens medlemmer var indkaldt til hæren. I stedet opstillede det britiske admiralitet master på banen og rykkede ind i klubhuset med trådløst udstyr til at spore tyske krigsskibe, ubåde og luftskibe. Golfbanen blev brugt til landbrug. Både klubhuset og banen blev åbnet igen i december marts 1918. Under 2. verdenskrig forblev banen delvis åben - men kun for mænd og kvinder, som var stationeret i militæret omking Aberdeen.

 

Gorsen - den gule fare

Det er ikke mindst en iøjnefaldende gul farve mellem de grønne fairways, der i sommerhalvåret gør Murcar Golf Links til en speciel, farverig golfoplevelse, en farve, der skyldes gorsen - en  modstandsdygtig tornbladsbusk, som trives bedst i et fugtigt, tempereret klima på sandede, kystnære arealer og derfor findes i rigt mål langs de skotske kyster.

Busken ser  godt ud med sine knaldgule, fembladede blomster, der tilmed også dufter godt - af karamel, men både udseendet og duften bedrager, for blomsterne er faktisk giftige, fordi de indeholder én procent af alkaloidet cytisin, der er i familie med bl.a. stryknin.

Dertil kommer, at buskens mange, tætte og tykke grene har tornede pigge, der  gør buskene ufremkommelige, hvorfor en golfbold, der havner i gorsen, som regel kan betragtes som mistet. End ikke de mest påholdende skotske golfspillere vover sig dybt ind i gorsen, men leder kun efter deres golfbolde i den yderste kant af gorsen!

 

Punch-slag i lav højde

På samtlige 18 Murcar-huller er gorsen i spil, og dét betyder, at man skal tænke sig grundigt over hvert slag, der skal undgå den gule fare.  Spiller man en runde uden at miste en bold i gorsen, føles det nærmest som en mirakel, fordi man så godt som altid  kæmper hårdt mod vinden. Det hævdes nemlig, at man kun oplever to vindstille dage om året på disse kanter! Resten af året blæser det - mere eller mindre. Da de fleste huller løber nord-syd og syd-nord, og det som regel blæser fra Nordsøen skal man skiftevis tage hensyn til sidevind fra højre og venstre. Det tager sin tid at blive god til disse nødvendige punch-slag i lav højde, når man ikke er vant til det - som skotterne er det.

Archie Simpsons oprindelige bane havde kun en totallængde fra herrebacktee på 5935 yards, der imidlertid var sværere end nutidens bane på 6516 yards, fordi den var uden par 3-huller og dermed havde par 80. I dag har banen tre par 3-huller og par 71. Den skotske spillerlegende, James Braid, der vandt The Open Championship hele fem gange, besøgte Murcar Links i både 1922 og 1931, og begge gange foreslog han baneændringer, som blev gennemført. Først i 2005 og 2006 blev banen ændret igen af den tidligere juniormester i Murcar, Graeme J. Webster, som var blevet uddannet som golfbanearkitekt under den tidligere Ryder Cup-spiller Dave Thomas. Siden er banen ikke ændret.

 

Fra kliptop til klittop

Der findes naturligvis nogle mindeværdige, originale huller på en så historisk bane som Murcar. Det gælder først og fremmest banens signaturhul, 7. hul, par 4, hvis smalle fairway doglegger to gange fra teestedet på én klittop til greenen på en anden klittop. Meget passende hedder hullet »Serpentine.« Et langt, blindt andet slag skal flyve over en gorsebegroet klit.

3. hul, par 4, lyder det pudsige navn »Ice House,« som hentyder til, at de lokale laksefiskere i sin tid havde et kølehus med is ved 3. green. Tyk, tæt rough i højre side og knolde med langhåret græs i venstre side gør det nordgående drive svært i blæsevejr, og det er heller ikke let at ramme greenen, der ligger som lille skål i klitterne.

Fremhæves skal også 5. hul, par 3, med navnet »Plateau« - et klassisk, kort linkshul uden fairway mellem teestedet og den lange,  smalle green. Plateau-navnes skyldes, at greenoverfladen ligger på et højere plateau end omgivelserne, så et for skævt eller for langt teeslag betyder, at bolden ruller af greenen, hvorefter der venter et mere eller mindre umuligt chip.

Banens sværeste hul ifølge handicapnøglen er 13. hul, par 4, med navnet »Point« - hvis pointe består i, at drivet helst skal havne på toppen af en højderyg. Derefter venter et 130 meter langt downhill  andet slag, der skal være særdeles præcist, fordi grenen ligger op til banens grænsepæle i højre side og op til et  gammelt jernbanespor i venstre side.

Jernbanesporet stammer i øvrigt fra en svunden tid, tilbage i 1920'erne, hvor Murcar Golf Links havde sin egen jernbanelinie mellem Aberdeen-forstaden Bridge of Don og klubhuset. »The Murcar Buggy« hed toget, der bestod af et lokomotiv og to passagervogne.  Allerede dengang var denne skotske  linksklassiker uhyre populær - ligesom den er i dag.

 

Murcar Golf Links

50 Gilcomston Park

Bridge of Don, Aberdeen 

www.murcarlinks.com

 

18 huller, par 71 White tee: 6516 yards, Yellow tee: 5875 yards, Blue tee: 5577 yards, Red tee: 5635 yards

Normal greenfee: 110-135 pund (930-1150 kr.)

DAT-greenfee: 88-108 pund (750-920 kr.)