Provinsemirat melder sig på banen | Golf.dk

Foto: PR

Foto: PR

Provinsemirat melder sig på banen

06/11 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Dansk Golf 1/2018

Hører man Emiraterne og golf, falder tankerne straks på Dubai og Abu Dhabi, men dér hører tilbudene ikke op. Efter ankomst til Dubai International er første opgave at kæmpe sig gennem mylderet i en af verdens travleste lufthavne, men derfra kan man sætte kursen mod nord ro i Ras Al Khaimah.

Der, efter en lille times kørsel gennem ørkenen, hvor kun en flok kameler og et af den finansielle krises forladte prestigebyggerier bryder sandets monotoni, finder man Al Hamra Golf Club.

Resortet er en oase 30 kilometer fra byen Ras Al Khaimah og byder på en række femstjernede hoteller og restauranter til at stille sulten – hvadend den måtte være efter. Der er mulighed for at forlyste sig med diverse former for vandsport, tage en tur i ørkenen på enten hesteryg eller quadbike samt prøve en tur i verdens længste svævebane i de nærtliggende bjerge. Ej at forglemme kamelvæddeløbsbanen få kilometer væk.

PROVINSGOLF I LUKSUSKLASSE

I store træk oplever man den samme luksus som i Dubai, men i Ras Al Khaimah er den ikke pakket ind i et lag af hektisk storbyliv. Der er roligt på Al Hamra Resort og helt stille på golfbanen. Flankeret af tomme huse - primært ejet af europæere forlyder det - får man en distinkt følelse af en søvnig søndag i provinsen. Den ro vil tiltale nogle og skræmme andre væk, men banens kvaliteter vil kun de mest kræsne finde fejl ved. 

Dér finder man træk ligeså amerikanske som de dusinvis af fastfoodrestauranter i det store mall, der grænser op til femte hul. Vand spiller en essentiel rolle. På syv af de 18 huller er det våde element en trussel i landingsområdet, og kreative teesteder former vinkler ind til fairways og stiller krav til boldkurven. Spiller du konsekvent en fade eller en draw, så bliver der problemer i løbet af runden.

Banen måler 5317 meter fra de forreste teesteder og 6698 helt tilbage fra de bagerste klodser. Det var her challengetouren slog ud fra, da sæsonen blev rundet af i november og Joachim B. Hansen blev kåret til samlet vinder.

Første hul er et kort par fire og følger tommelfingerreglen om at give en blød introduktion til runden. Et jern i udslaget og en wedge mod en let hævet green er den åbenlyse plan for at undgå de tre fairway bunkers, mens langtslående og aggressive spillere kan blive fristet til at slå bolden så tæt på green som muligt med driveren.

Allerede på tredje hul skal der igen risikovurderes, når banens første par fem hul skal tackles. Ved at flirte med vandet i højre, gøres hullet en smule kortere, men uanset om green angribes i to eller tre slag, er der vand i spil, lige indtil headcoveret hives af putteren. Det er et af få huller på banen med ”forced carry”, men der er ikke tale om mere end 30 meter, og det gør Al Hamra til en oplevelse, spillere på alle niveauer kan fornøje sig med.

KRONJUVEL TIL SLUT

Temperaturerne i den del af verden er altid til korte ærmer. Der er ikke meget skygge at finde på banen, men som solen stiger, begynder vinden også at tage til fra Den Persiske Golf. Det stiller større krav til golfen men gør samtidig den lange vej rundt mere behagelig. Langt mere behagelig end 18. hul. 

Al Hamra har 18 bundsolide huller, men det mest mindeværdige er gemt til afslutningen. I reglen blæser vinden fra højre hvor også vandet flugter med fairway hele vejen fra tee til green på par fem hullet. Der er både mulighed for at tabe det hele eller slutte runden i triumf.

Indtil videre er der kun to baner i Ras Al Khaimah, men har man ikke fået nok efter 18 huller, er det muligt at spille ni af Al Hamra Golf Clubs huller ved aftentid under projektørlys. Desuden betyder de korte afstande i Emiraterne, at man i dagtimerne sagtens kan køre til andre og mere kendte baner og stadig nå tilbage ud på eftermiddagen til Al Hamra Resorts ro og idyl. Provinsalternativet er bestemt værd at overveje.

Priserne for en runde svinger mellem 1100 og 1300 kroner afhængig af årstid.

 

Dansk Golf var inviteret til Ras Al Khaimah af European Tour

Blærerøvsværdi: 2/5

Få vil have hørt om Ras Al Khaimah, endnu færre om Al Hamra. Men et stykke dansk historie blev skrevet på banen med Joachim B. Hansens samlede sejr på challengetouren 2018. Det må tælle for noget.

Tilgængelighed: 3/5

Det er en lang tur til emiraterne, men i vintermånederne er det en af de nærmeste destinationer med garanti for godt vejr. Når man først er landet i Dubai, fører en lige og sparsomt trafikeret motorvej næsten lige til døren. 

Skønhedsværdi: 2/5

Banen er flad og uden udsigt til havet. Men udsigt til imposante hoteller og banens laguner giver en vis charme.

Sværhedsgrad: 3/5

Som det er tilfældet med mange ørkenbaner, er der god mulighed for at finde sin bold og spille videre, hvis man kommer på afveje i ørkensandet. Der er plads i fairways, men de mange søer gør det til en præstation at komme hele vejen rundt med samme bold. 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer