Portrush giver ingen indrømmelser | Golf.dk
5. hul er postkort-hullet på Royal Portrush. Det er et fremragende ned ad bakke par 4-hul, der doglegger mod venstre og kulminerer ved kanten af Atlanten. Området bag green er out-of-bounds, så spillerne slipper for at tage stilling til, om de eventuelt vil slå bolden fra skrænten ned mod havet.

Foto: PR

Portrush giver ingen indrømmelser

16/07 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Dansk Golf 3/2019

For otte år siden vandt Darren Clarke The Open på Royal St. Georges. 

Nu kommer verdens ældste golfmesterskab så til Nordirland og Royal Portrush, hvor Darren Clarke træner og har et hus lige i nærheden af banen.

I pro-shoppen må jeg opgive at få en Portrush-sweater, som passer mig i størrelsen. Det er oktober, og man er holdt op med at bestille nye varer hjem for i år, får jeg at vide.

Til gengæld er der produkter i butikken, som bærer Darren Clarkes navn og billede. Blandt andet et så klægt og manipuleret parfume-reklamefoto, at en af mine rejsekammerater er halvvejs igennem en grov kommentar, da en anden diskret minder ham om, at det er Darren Clarkes søn, der står bag disken i pro-shoppen.

Jo, de lokale helte fylder alt her. Graeme McDowell er også nordirer, majorvinder og opvokset i naboklubben. Rory McIlroy slog banerekorden på Royal Portrush med en runde i 61 slag i 2006, da han endnu ikke var gammel nok til at købe en pint Guinness.

Siden er banen lavet om for at blive værdig til The Open, og de fairways, vi slår ud på kort efter besøget i shoppen, er ikke nogle, der ser ud til at ville give mange 61’ere fra sig.

Det kan godt være, at parkeringspladsen er mindre end den ved min lokale Brugs, og klubhuset er lille og overskueligt med plyssede møbler, men Dunluce Links, som mesterskabsbanen i Portrush hedder, er en udfordring for mandfolk, især hvis vinden blæser.

I den forbindelse kan vi lige så godt springe til 16. hul med det samme. Et par 3-hul på mere end 200 meter, som ofte spilles ind i frådende vind, og hvor alt, der er kort eller til højre for green, ryger durk ned i en slugt så dyb som mørket i Saurons sjæl.

Hullet hedder passende Calamity Corner, og mon ikke mindst en spillers Open-drømme vil dø her?

Royal Portrush har ikke den naturlige skønhed, som eksempelvis Turnberry har. Men 5. green, som ligger lige ned til Atlanterhavet, må være et af de smukkeste steder i verden, man kan stå med en golfkølle i hånden.

Et andet specielt sted på banen er det lille område, hvor 13. og 17. green ligger. De to greens er ikke specielt store og er kun adskilt af et få meter bredt græsområde, hvor der står en kæmpe mast så høj som en flagstang. Den er sigtepunkt på det blinde andetslag til 17., som det også bliver interessant at se verdens bedste spillere håndtere.

The Dunluce Links er en barsk bane med greens, der skal rammes det helt rigtige sted, ellers triller bolden af igen. Banen, som er tegnet af Old Tom Morris og senere bearbejdet af H.S. Colt i 1930’erne, ligger for en stor dels vedkommende højt i klitterne, og herfra kan vi se ned på Royal Portrush’s anden bane, The Valley Course, som under The Open vil blive omdannet til teltby.

Vi kan også hele tiden se byen Portrush, hvilket giver et ekstra pift stemning i forhold til de Linksbaner, der ligger langt fra byer.

De små huse i den lille by med 6.500 indbyggere vil for en dels vedkommende blive lejet ud til eksorbitante priser i uge 29. Alligevel vil mange tilskuere, frivillige, pressefolk og andre skulle køre langt hver dag for at komme til banen.

Det bliver en historisk begivenhed, når The Open vender tilbage til Portrush, og banen er på det niveau, den skal være.

 

Dansk Golf blev inviteret til Nordirland af Tourism Ireland, Failte Ireland og Tourism Northern Ireland.

Royal Portrush, Dunluce Links

GREENFEE: 220 britiske pund i sommerhalvåret.

I NÆRHEDEN: Giant’s Causeway er en af de mest populære turistattraktioner på hele den grønne ø. De 40.000 basaltsøjler nær Portrush udgør et dramatisk syn. Det er gratis at besøge. Hvis du hellere bare vil spille golf, er der uendelige muligheder i Irland. Royal County Down og Ballyliffin er bare to eksempler på klassebaner, der ligger en overskuelig køretur fra Portrush.

 

BLÆRERØVSVÆRDI (5): Royal Portrush var vært for The Open i 1951 og skal være det igen mindst tre gange over de næste årtier. Dunluce-banen er af Golf Digest rangeret som den syvende bedste bane i verden. Det bliver ikke meget større.

TILGÆNGELIGHED (3): Alle kan spille den, men baner bliver sjældent billigere af at være major-baner. Det er nemt at flyve til Dublin og køre de få timer til Portrush. Det ville være nemmere, hvis man kunne flyve til den nordirske hovedstad Belfast, men her er flyforbindelserne desværre langt ringere.

SKØNHEDSVÆRDI (4): Der er kun en enkelt green, der ligger helt ned til vandet. Men udsigten fra de høje klitter over hav, by og byen Portrush er en stor æstetisk oplevelse.

SVÆRHEDSGRAD (4): Der en forslidt kliché, når vi taler linksbaner. Men banen er så svær, som vejret gør den. Royal Portrush har super vanskelige greens og fairways, der nok er brede, men ofte skråner.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer