På Emils hjemmebane | Golf.dk

På Emils hjemmebane

15/02 - 2015 | Peter Bugge

Emiiiiiiil!

Vi forventer næsten, at råbet gjalder ud fra et af de huse, vi passerer. For det bliver ikke ret meget mere smålandsk og Astrid Lindgrensk. Det ene rødmalede træhus afløser det andet, og vi tager os i flere gange at kigge mod toppen af de mange flagstænger - det kunne jo være, Ida hang deroppe...

Vi er taget en tur til Småland, der især blevet sat på landkortet af Astrid Lindgren, der lader mange af sine historier udspille sig i denne idylliske egn af Sverige - lige nord for Skåne. Tænk bare på Emil fra Lønneberg, Alle vi børn i Bulderby og så videre.

Men vi er jo ikke taget herop for at finde Emil eller Karlsson på taget - selv om de er tæt på i den store forlystelsespark, Astrid Lindgrens Värld, i Vimmerby. Vores smålandske eventyr begynder i stedet nogle hundrede kilometer længere mod vest. På Hooks Herrgård.

Herregården ved Hokasjön kan føre sin historie helt tilbage 1300-tallet. i 1934 tog man første spadestik til en golfbane, og i dag råder man over 36 huller. Vi skal spille Parkbanen, der har nogle flere år på bagen end Skogbanen.

Mellem sø og klipper

De først huller er ganske fine, men det er ikke dem, der gør banen speciel. Efter fjerde hul bliver vi sendt ud på en lang spadseretur, der efterfølges af to små par 3-huller blandt skove og klipper. Og så udfolder banen sig ellers på smukkeste vis. Fra 7. er der nemlig udsigt til den smukke Hokasjön på resten af hullerne.

Vi spiller frem og tilbage på det smalle stykke land mellem klipper og søen, men tager os også tid til at nyde det spektakulære område - og en smule af den lokale bryg - i kiosken  mellem 9. og 10. Som på de fleste svenske golfbaner er her nemlig også et halfway-house, hvor der denne dag er høflig selvbetjening blandt korv, varm kaffe og alskens andet godt.

Således mætte kaster vi os over anden halvdel af dagens strabadser, og vi får hurtigt vores sag for. Selv om banen er forholdsvis kort, er der nemlig masser af forhindringer. Og så er det jo lige det med søen. 11. green er den originale fra 1934, men den når jeg desværre aldrig at putte på. Og nogenlunde det samme gør sig gældende på 12., der var det første hul i Sverige, hvor man skulle slå over vand til green.

Heldigvis bevæger vi os fra 14. væk fra søen, men får til gengæld klipper i spil på venstre side resten af vejen ind. Oven i købet har vi modvind - vinden spiller altid med her, får vi senere at vide. Smid så lige en del høje træer ind for at drille indspillet, og man har opskriften på en trecifret score for en middel-handicapper som mig.

Over middagen i restauranten, der også ligger smukt på søbredden, evaluerer vi dagens runde. Selv om scoren måske ikke var optimal, var banen en oplevelse af de helt store. Vi har endda svært ved at udpege et favorithul, da der er utallige at vælge imellem.

Vi overnatter på herregården, og efter en solid svensk morgenbuffet sætter vi kursen mod nord. Næste stop er Wiredaholm.

Calvados og udfordringer

Kontrasten til dagen før er enorm. Hvor Hooks er et stort resort, er Wiredaholm en lille, familieejet virksomhed. Med al den hygge og intimitet, det indebærer.

Vi bliver budt hjerteligt velkommen af ejeren Anna Brinkmann, som viser os rundt i det hyggelige gule klubhus, hvor vores garvede øjne straks falder på en imponerende samling Calvados - ikke mindre end 126 forskellige flasker skulle efter sigende gøre den til Skandinaviens største af sin art.

Vi overvejer at fylde et par dråber i lommelærken inden runden, men dropper tanken igen. Det skulle hurtigt vise sig, at vi godt kunne have brugt noget at styrke os på undervejs.

For godt nok er Wiredaholm fra 1999 en meget kort bane, blot godt 5.400 meter fra gul tee og 4.600 meter fra rød tee. Men den er voldsomt kuperet.

De første tre huller er ret ordinære markhuller, men så bevæger vi os over vejen. Ind i skoven blandt klipperne. Og pludselig står udfordringerne i kø - og det er ikke kun konditionen, der bliver sat på prøve.

Slag i blinde

Flere huller er på grænsen af det rene Mickey Mouse, men der er også rene perler imellem. Og så er der - ganske i Emils ånd - mulighed for at lave skarnstreger flere steder.

For eksempel på 5. hul - et 273 meter langt par-4. Det doglegger voldsomt til højre, og ved green ligger en sø.

Alt fornuft siger, at man selvfølgelig spiller sikkert og kort ud, men da ingen af os er kendt som fornuftens forsvarere, tager vi selvfølgelig sigte hen over træer, klipper og ukendt territorium og giver den chancen. Resultat? En bold fandt ved et mirakel, der vel ikke er set større siden Jesus lavede vand til vin, green, mens den anden aldrig er set siden.

Og sådan er der flere sjove muligheder på Wiredaholm. Der er masser af muligheder for at chance den, men også spille sikkert rundt. Efter runden sunder vi os med en spids snuff, som min kammerat på magisk og meget svensk vis tryller frem af bag’en, inden vi må videre.

Vi kunne godt have boet på banen, der faktisk har 23 dejlige hytter, men vi har en aftale med nogle svenske kräftor.

Til søs

Efter en kort køretur tjekker vi ind på hotel Ullinge. Det ligger lige midt i ingenting - men til gengæld helt ufatteligt smukt ned til Södra Wixen.

Men der er ikke noget med at sidde på terrassen og nyde solnedgangen over søen. Næ, her skal vi såmænd arbejde for føden. Vi skal nemlig ud og fange krebs - eller kräftor, som den slags hedder på svensk.

En motordrevet tømmerflåde fragter os ud på søen, alt imens vi bliver instrueret i at gøre de mange rusebure klar. Den erfarne skipper finder det helt rigtige sted, hvor vi smider burene ud.

Og så er det bare at vente. Og hvordan venter man bedre, end med en vaskeægte svensk kräft-kalas? Sådan en begynder åbenbart med en enorm forret bestående af specialiteter som köttbullar, diverse pølser ost osv. Så vi er allerede godt satte, da hovedretten - en enorm skål krebs bæres ind. Efter en kort instruktion i, hvordan man håndterer den slags, er det bare med at gå i gang, der er ikke så meget pjat: Knæk, flæk og spis! Og skyl så efter med birkesnaps!

Efter dette skaldyrsorgie kan ingen af os rokke med ørerne, men pludselig dukker skipper op. Nu skal der arbejdes igen. Så vi sejler endnu en gang ud med flåden, nu bevæbnede med bådshager til at fange de udsatte bure. Og vi bliver lige begejstrede hver gang, vi får bjærget et bur. De indeholder nemlig alle minimum én krebs! Så det er et par stolte, men dødtrætte lystfiskere, skipper sætter i land hen under midnat.

Skandinaviens flotteste

Næste morgen ringer vækkeuret alt for tidligt, men vi må på farten igen. Vi har en lang køretur foran os. Sidste stop er Isaberg Golfklubb.

For mange danskere er Isaberg en yndet skisportsdestination, da den ligger så tæt på Danmark. Men smut bare derover om sommeren, golfbanen er uden tvivl køreturen værd. Eller banerne, skulle vi måske sige. Isaberg råder nemlig over 36 huller fordelt på Östra og Västra. Banerne er anlagt i samme slags natur og minder meget om hinanden. Men med den sjove detalje, at de faktisk ligger i hver sin kommune.

Ifølge de lokale vi taler med i klubhuset, er de sidste ni huller på Västra de sværeste. Det får vi dog ikke selv lov til at opleve denne dag. Isaberg er et særdeles populært anlæg, der ofte lægger græstørv til turneringer. Således også i dag, hvor der er fuldstændig proppet.

Det gør nu ikke os noget, så har vi hele den anden Östra for os selv. Og sikke en bane. Smuk, svær og seværdig!

Det starter fantastisk smukt. 1. hul slår man ned langs - endnu - en betagende skovsø. Hvis altså man ikke som undertegnede slicer bolden ud over klipperne og direkte i søen. Så er man i gang. Men det er ligegyldigt, for de første huller er nogle af de flotteste i Skandinavien.

Fra 6. hul bliver banen meget skovagtig. Slår man bolden ud mellem træerne, som jeg opofrende gjorde en gang imellem for testens skyld, kan man såmænd sagtens finde den igen. Problemet er bare, at den ofte ligger i strid lyng.

Smålandske lækkerier

Bag-ni er ren skovbane og minder med sine smalle fairways, høje træer og det let kuperede område en del om Silkeborg. Den slags baner er smukke, men ligger desværre ikke til mit spil, så endnu engang går scoren trecifret. Men igen: Pyt med det, når man netop har spillet en af de smukkeste baner i lang tid.

Der er fuldt booket i anlæggets få hytter, så i stedet kører vi efter runden til Isaberg Mountain Resort, stedet der lægger pister til mange danske skiudflugter. Om sommeren er her også mange mennesker, men vi får alligevel en hytte et stykke oppe ad bjerget.

Stedets restaurant, Höganloft, lokker med smålandske specialiteter, så over en gang Smålandsk raggmunk med sidfläsk kan vi gøre status over tre dage i Emils baghave.

Vi har spillet tre vidt forskellige baner - men alle havde noget unikt at byde på. Og Småland er så absolut en køretur værd. Ikke nok med, at golfbanerne er exceptionelle. Naturoplevelsen er i særklasse, den svenske husmandskost er eminent - og svenskerne selv er faktisk slet ikke så kedelige, som vi går og tror. Tværtimod.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer