Med taxa til første tee | Golf.dk

Med taxa til første tee

26/12 - 2015 | Casper Hjorth

Der var en gang, da Mallorca rimede på grisefest, men i dag er der også andre dyrenavne, der trækker turister til den spanske ø.

Der er nemlig gode muligheder for at støde ind i både birdies, eagles og måske endda albatrosser, fordi Mallorca byder på masser af golf.

Fordelt ud over de 3.600 kvadratkilometer (Fyn er 2.985, red.) ligger 19 golfanlæg og mere end en god håndfuld af dem er så tæt på hovedbyen Palma, at transporten til og fra ferieboligen kan foregå med en af byens mange flødefarvede taxaer, hvis man ikke ønsker at leje en bil.

Er der tale om en hardcore golftur på et par dage, hvor det bare gælder om at sænke så mange putts som muligt, er man hurtigere inde og ude af den moderne lufthavn, hvis man fravælger at leje en bil, og ønsker man blot et par runder i løbet af en uges solferie, er der heller ingen grund til at have en lejebil stående.

Undertegnede har prøvet begge dele på mine to seneste Mallorca-ture, og hvis det ikke er noget stort ønske at se vestkystens klippelandskab, østkystens små havnebyer eller Es-sletten på midten af øen, så klarer man sig fint uden bil.

18 mundfulde

Uden bil behøver man heller ikke tælle, hvor mange øl eller glas vin, der bliver skyllet ned sammen med de mange forskellige tapas-retter, som det ofte er muligt at bestille i klubhuset efter en runde.

Spansk vin er for de fleste synonymt med Rioja, men kvaliteten i vindruestokkene på Mallorca er steget markant de senere år. Hvidvinene kommer især fra vinmarkerne omkring Llevant på den østlige del af øen, mens Binissalem-området står stærkt, når det kommer til rødvine.

Og når man sidder med en god drue i glasset, så smager tapas altid godt. Tapas kan være lidt af hvert og varierer afhængig af, hvor man er i Spanien, men forvent at blive budt på masser af oliven, mandler, skinke, pølse, ristede svampe, ost og tomat i flere afskygninger. Enkelte retter bliver også friturestegt, ligesom kokken sagtens kan finde på at pakke små godbidder ind i butterdej, så 18 huller kan godt blive fulgt op af 18 små retter, hvis appetitten er til det.

Udsigt til domkirken

Øens ældste bane er Son Vida, der ligger i den sydvestlige udkant af Palma. Banen er rimelig svær, smal og kuperet, og tre af hullerne snor sig rundt om det pompøse hotel Castillo.

Selve klubhuset er mindre iøjnefaldende, men råder over en glimrende putting green og et slag-bur. Der har ikke været plads til en driving range, og prisen for husene omkring banen gør også, at den aldrig kommer. Scorekortet virker indbydende med hensyn til længde, men Son Vida beviser med al skræmmende tydelighed, at det ikke handler om størrelsen.

Banen flotteste hul er nok sjette, der er et smalt par-5, hvor udslaget ligger højt med udsigt til Palmas domkirke og bugten for enden af slugten. På højreside ned mod flaget hæver hotellet sig, og til venstre er der en urskov af grønt.

Le Seu-katedralen er en af Palmas kulturelle attraktioner og er bygget oven på resterne af en moské. Det var kong Jaume 1., der stod i spidsen for de sejrende kristne, og det var også ham, der påbegyndte opførelsen af Le Seu i år 1230. Antoni Gaudi, der især er berømt for sin ufærdige kirke i Barcelona, friskede kirkerummet op i begyndelsen af det tyvende århundrede, og for få år siden blev Miquel Barceló – en af øens lokale sønner - sluppet løs sammen med fire millioner euro, hvilket der blandt andet kom en omdiskuteret Jesus-figur ud af.  

Udover udsigten til katedralen byder Son Vida også på en samling bemærkelsesværdige par 3-huller, der dog ligner hinanden for meget. Korte og med teesteder, der ligger meget højt i forhold til green, hvilket gør det muligt at følge bolden hele vejen ned mod flaget – forhåbentligt.

Gæstfri bane

I samme område sydvest for Palmas bymidte ligger også Son Muntaner, der har en range, og i det hele taget er meget gæstfri i sit layout. Der skal en helt utrolig skævert til, for at bolden forsvinder, men banen er skam underholdende nok og byder på en del vand og tricky greens.

Mallorcas ældste træ er også en af attraktionerne, og i forhold til mange andre spanske baner er Son Muntaner dejligt fri for naboer.

Lejer man en buggy, bliver det sandsynligvis en behagelig runde, da serviceniveauet i den indbyggede GPS er helt i top. Det er muligt at få afstandsmål til hvor som helst på banen, og scorekortet kan føres på skærmen og eftersendes via mail.

Nem lyn-runde

Er man glad for højdeforskelle, er Royal Bendinat et must, mens Son Quint er en mellemting mellem Son Vida og Son Mutaner. Ved at vælge dagens første starttid lykkedes det for undertegnede at presse en ekstra runde ud af det seneste besøg på Mallorca. Med en starttid lige før klokken 8, hvor morgenlyset stadig kæmpede mod nattemørket, var der fri bane forude, og godt to timer senere var de 18 huller i buggy veloverstået. Son Quint er en relativt nem bane, hvor charmen ligger i gode udsigtspunkter over Palma-bugten og 13. hul, der har en fotogen kirkegård som out of bounds på højre side.

Dejlig destination

Mallorcas mest omsværmede bane pt er nok Alcanada, der ligger helt i nord og reelt uden for taxa-afstand. Topbanen, der er tættest på Palma, er Son Gual, som ligger i nærheden af lufthavnen. Den får masser af ros fra golfskribenter verden over.

Af kendte baner kan også nævnes Santa Ponsa, som jeg besøgte – via taxa – for nogle år siden, da en solferie i Palma Nova blev suppleret med et par golfrunder. Santa Ponsa har været vært for europatouren flere gange, men anlægget råder både over en privat bane og en offentlig, og sidstnævnte er altså ikke værd at køre efter.

Sådan var det dengang, og sådan er det også i dag, forlyder det. Standen på den offentlige bane er simpelthen for ringe, men så er der heldigvis masser af andre baner, der bare står og venter på at kaste birdies af sig.

Mallorca er en dejlig feriedestination, men øens turistbranche er klar over, at de ikke længere kan tage de mange gæster for givet – specielt ikke dem, der spiller golf.

- Vi er i hård konkurrence med Portugal og Spaniens sydkyst, og vi kan også mærke, at mange nu vælger at spille golf i Tyrkiet. Derfor vil vi fremover gøre mere ud af at promovere Mallorca som en golfdestination, der året rundt tilbyder både gode baner, sol, kultur, god mad og kvalitetsvin, siger Bernat Llobera, der er golfansvarlig for Arabella Golf, der råder over 63 af Mallorcas godt 400 golfhuller.

Denne artikel blev bragt i Dansk Golf #6, 2015