Links på svensk | Golf.dk

Links på svensk

05/01 - 2014 | Peter Bugge

Man tager en flad kartoffelmark, en banearkitekts krøllede hjerne og en hulens masse sand. Tilføjer en række store maskiner og lader til sidst en af verdens bedste shapere ryste det hele sammen.

Sådan lyder opskriften, hvis man vil skabe en linksbane. Enkelt, ikke? Jo, måske, hvis man befinder sig ved havet i Skotland. Eller på nogle stenrige sheikers legeplads i Emiraterne. Men bestemt ikke midt inde i Sverige - langt fra alt, hvad der lugter af kyst og saltvand.

Men det er ikke desto mindre, hvad arkitekterne Hills og Forrest har gjort ved Jönköping, hvor det nærmeste vand er fersk og ligger i søen Vättern.

Resultatet er ganske enkelt imponerende. Her er virkelig tale om en bane i verdensklasse. De kunstigt skabte klitter slynger sig omkring alle fairways, og vidste man ikke bedre, skulle man tro, man opholdt sig et sted på den irske Atlanterhavskyst.

Sand GK slog dørene op for spil i 2006, og har på kort tid slået sit navn fast. Også internationalt. Det vidner de mange udmærkelser og diplomer i restauranten om. Vi nævner i flæng: 6. bedste bane i Sverige (Golf Digest), næsthøjeste ranking i Norden (Rolex World’s Top 1000 Golf Courses 2012) og nr. 82 blandt verdens bedste baner uden for USA (Golf Digest). For blot at nævne nogle stykker.

Banen er anlagt på ren sandjord, og med hele 138 bunkers lå navnet lige for, da den skulle døbes: Sand.

Sveriges sværeste

I begyndelsen var banen tænkt som rent privat, hvor der ikke skulle være åbent for greenfee-spillere. Men de økonomiske tider fik ejerne til at fravige det princip, så alle nu har adgang til banen. Og gud ske tak og lov for det.

Allerede på 1. tee fornemmer vi, hvad der venter os. Vi kan lige akkurat skimte et stykke grøn fairway mellem alle bakkerne. Men vi spiller også fra det midterste af de fem teesteder. Rykker man derimod tilbage til de bageste klodser, er der kun gule, halmklædte klitter så langt øjet rækker.

Så det gælder om at holde tungen lige i munden. Ikke bare på 1. hul - men hele vejen rundt. Men det er svært at holde fokus, når det ene storslåede hul afløser det andet.

Det ses også tydeligt på scorekortet, da vi nyder en kop kaffe i halfwayhuset efter 9. Hvor vi så lige får at vide, at nu er vi igennem de letteste huller - nu venter de rigtige udfordringer.

Tag for eksempel 15. hul - 185 meters ren ondskab. For ikke nok med, at længden kan tage pusten fra de fleste. Vi tæller såmænd intet mindre end 18 store og små bunkers på hullet, der da også er blevet kåret til Sveriges sværeste par 3-hul.

Og knap er sandjernet renset og stregen noteret, før problemerne fortsætter. 16. er såmænd kåret til Sveriges sværeste par 5-hul - har skal bolden holdes i spil på en meget smal fairway, selvfølgelig omkranset af et hav af bunkers. Plus, selvfølgelig, de obligatoriske klitter.

Spiller man banen første gang, skal man nok ikke forvente jubelbrøl, når scoren tælles sammen i det imponerende klubhus efter runden. Til gengæld har man med garanti fået en golfoplevelse i eventyrlige omgivelser.

Karakterer

Blærerøvsværdi: To ud af fem

Mange golfspillere har hørt om Sand. Men det er stadig de færreste danskere, der har været forbi.

Tilgængelighed: Fem ud af fem

Med fem teesteder kan alle være med - uanset handicap. Nextjet flyver direkte fra København til Jönköping. Fra lufthavnen er der 16 kilometer til golfbanen. I bil tager er der 260 kilometer, og turen tager ca tre en halv time

Skønhedsværdi: Fire ud af fem

Sverige har mange fremragende baner. Men det her er en af de bedste. Og flotteste. Ofte står man og falder i staver over de fantastiske omgivelser og glemmer alt om selve spillet.

Sværhedsgrad: Fire ud fem

Sand er svær. Meget svær. Så forvent ikke at spille til dit handicap, første gang du er her. Men nogle gange er scoren også bare ligegyldig.

Denne artikel blev bragt i magasinet Dansk Golf #4 2013

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer