Har vi det ikke dejligt? | Golf.dk
Der kommer masser af internationale gæster på Simons Golf Club 21.-23. juli

Har vi det ikke dejligt?

28/12 - 2014 | Torben Thornæs Andersen

Det var nærmest som at se folk gå på vandet, da de tre it-millionærer, Jesper Balser, Peter Bang og Torben Wind, i 2011 slog dørene op til The Scandinavian i Farum nord for København. Et golfanlæg til den nette sum af et par hundrede millioner kroner midt i den værste økonomiske krise siden 1930’erne virkede som verdens største tryllekunst, et slags Baron von Münchhausen-nummer, der løftede sig op ved egen kraft til folkets store forundring og fascination.

Forskellen var blot, at mens baronen ville skryde over præstationen som en velhængt præmiehingst, så gik de tre stiftere på listefødder bag hegnet. Ingen vidste egentlig, hvad der foregik på ingeniørtroppernes gamle legeplads, indtil en flok journalister i sommeren 2011 endelig fik adgang til det forkromede anlæg og kunne rapportere om international atmosfære fra 1. tee til baren i Henning Larsens klubhus.

Efterfølgende skulle der endnu gå nogle måneder, før klubben løsnede grebet og inviterede civilister inden for på det 36 huller store anlæg, designet af den allestedsnærværende Robert Trent Jones II. Men så var der også kommet hul på bylden, om man så må sige, og The Scandinavian er i dag for længst blevet en integreret del af det nordsjællandske golfmiljø – i hvert fald den mere veletablerede del.

Hård militær eksercits

Man kan ikke lade være med at kigge op, når man træder ind i den store aula i The Scandinavians klubhus. Bygningen minder indvendigt om en vikingekatedral med stejle lofter, rå skifer og ædle træsorter. Vi er ankommet fire mand høj for at teste New Course, den sværeste af de to 18-hullersbaner, og taghældningen tegner et meget præcist billede af vores forventninger. De peger opad og kun opad.

Weekenden er dedikeret til high-end-golf, og hvor skulle man ellers starte end på dette ambitiøse anlæg, der for bare få år siden holdt hele den danske golfoffentlighed i åndeløs spænding. Allerede i proshoppen bliver vi mindet om stedets særlige forhold til kvalitet, idet vores scorekort leveres sammen med dagens pin-placeringer og en frisk baneguide. For enden af disken er der solcreme, tees og blyanter ad libitum. Næh-nej, man går ikke uforberedt til 1. tee på The Scandinavian.

Efter en tur omkring driving rangen (hvor der naturligvis slås fra græs ud i et område med rigtige bunkers), bevæger vi os ud på New Course, hvis navn mest er en praktisk anordning. Old og New Course stod færdige stort set samtidigt i 2010. Forskel er der dog på de to baner, for mens Old Course spiller bredere og mere medgørligt, så er New Course en langt mere besværlig størrelse.

Det er som om, træerne står lidt tættere, og bunkerne virker lidt større, efterhånden som vi får spillet os længere ind i det gamle militære terræn. Mens 4. hul, et 520 meter langt par 5-hul ender i en lang, smal tarm, der kræver mere længde og præcision end overtegnede kan håndtere, så møder 6. hul os med en kæmpe vold af sand. Et enormt bunkerkompleks spærrer vejen cirka 200 meter ude i fairway, og som en af gruppens mere erfarne spillere tørt konstaterer, så risikerer man at rulle i søen bagved, hvis man slår over. Og det er stadig et par 4-hul på 412 meter!

Vores score bevarer et naturligt beskedent niveau, mens vi begiver os gennem The Scandinavians bølgende landskab, et frodigt og inspirerende naturområde, der er som skabt til gode golfhuller. En sær størrelse dukker alligevel op på 11. hul, et par 4-hul, som slår et skarpt sving og ender i en smal, snorlige korridor. Årsagen har med stedets fortid at gøre, for som vores vidende spillemakker kan berette, så var netop denne korridor i gamle dage militær skydebane.

Selv om opløbstrækningen lægger en dæmper på kravene, må de fleste af os konstatere, at New Course, til trods for sine indlysende fortrin, er en svær dame at danse med. Blødt bænket i sofaerne på den imponerende terrasse med udsigt ned over Old Courses 18. green er snakken om vores score gemt af vejen for en stund, for det er ulig nemmere at fryde sig over en lækker anretning uden alt for mange streger i tankerne.

I hælene på europatouren

Eftermiddagsrunden foregår en halv times kørsel mod nord på Simon’s Golf Club. Før The Scandinavian kom til, anså de fleste Simon’s for at være regionens mest ambitiøse tilbud, ikke mindst på grund af klubbens rolle som vært ved European Tour-turneringen Nordic Open i 2003. Selv om klubben i dag lever en mere stille tilværelse, er formatet bevaret i det mildt grandiose Martine Hawtree-design, der løber gennem et utæmmet landskab lige uden for Humlebæk.

Vi skal spille A og C-sløjfen, hvilket med det samme deler vores selskab i to lejre. Den ene fryder sig over chancen for at lægge arm med Simons nyeste og sværeste sløjfe, mens den anden vrænger en smule på næsen af samme grund. Hawtree har skruet op for bunkerne og ned for fairway-bredden på C-sløjfen, og det kan hurtigt stikke en kæp i hjulet på en ellers god runde golf.

Dagens første hovedbrud er dog som altid A-sløjfens 5. hul, der spiller alle sine 385 meter direkte ind i vestenvinden. Hele det sidste stykke smalle fairway hælder tilmed faretruende ned mod en sø, så selv et lay-up-slag føles som at gå på line. I baneguiden står der par-4, men mange vil sikkert ånde lettet op med en 5’er på scorekortet. A-sløjfen får også ros for sit 8. hul, der lokker med et heroisk slag over en stor fairwaybunker. Lykkes manøvren, kan man se frem til at slå sit sandjern til en næsten flad green. Her vil en 5’er næppe udløse knyttede næver og sejrsudbrud.

Ovre på C-sløjfen skal de lange slag være ekstra præcise, hvilket viser sig at være en svær øvelse på en dag, hvor vinden er tiltagende. Flere gange må vi nærmest slå sidelæns ud af de stejle fairwaybunkers, der spærrer for enhver fremadrettet tankegang. Det britiske DNA fornægter sig ikke, også selv om layoutet i bund og grund løber gennem et typisk dansk hede- og parklandskab.

Inde i The Albatross, som baren på Simons ubeskedent kalder sig selv, byder det engelskinspirerede miljø med mørkt træ og tykke tæpper på en passende ”britisk” afslutning. Fra vores pladser kan vi følge europatour-spillerne på barens fjernsynsskærm. De er også i færd med at afslutte deres runde – og hvor er det egentlig rart at kunne konstatere, at det ikke kun er os, der finder en ægte europatour-bane svær at tackle.

Den nordsjællandske sjæl

Næste dag står der Rungsted Golf Club på menuen, den ældste og for nogen måske også den mest klassiske af de tre fashionable baner. Rungsted er anlagt i 1930’erne af ingen ringere end Charles A. MacKenzie, bror til Alister MacKenzie, der som bekendt har stået fader til så kendte baner som Augusta National og Royal Melbourne. Charles var ganske vist næsten 10 år yngre end sin berømte bror, men det fortælles, at de to ofte samarbejdede om opgaverne, og hvem ved, måske har storebror videregivet en tanke eller to til Rungsteds lyksaligheder.

I hvert fald må vi konstatere, at det er en forbandet smuk bane, der møder os den følgende eftermiddag. Den højtstående sol får skoven til at gløde grønt, og det bølgende landskab er som taget ud af et nationalromantisk maleri fra 1800’tallet. Sammenlignet med gårsdagens oplevelser føles det næsten som om, vi først nu for alvor er ankommet til Nordsjælland – hovedstadens bakkede, grønne og charmerende fristed.

Selv om det naturskønne landskab skaber en mild stemning, går der ikke mere end fire huller, før vi bemærker de skarpe kanter i MacKenzies layout. 4. hul er en gave, doneret af det eksisterende landskab, men det er også en ordentlig krabat af et par 4-hul, 372 meter fra gul tee, og med en hævet green, der kræver minimum et ekstra jern i andetslaget. De sidste 50 meter føles som ren bjergbestigning. Tre fairwaybunkere gør selv et konservativt lay-up til en risikabel strategi.

Hvis man var i tvivl om inspirationen mellem de to brødre, så gør 15. hul sit til at understrege slægtskabet. Det korte par 3-hul er nemlig både i stil og tanke som snydt ud af næsen på Augusta National. Bare 99 meter langt føles det som en delikat After Eight, lille og lige til at hapse. Tricket er at undgå den lille sø foran, som greenen hælder faretruende ned mod. Et højt spundet tee-slag skal ikke spinde alt for voldsomt, før søen kommer i spil og chokoladen ender galt i halsen.

Der serveres pars og birdies i vores bold, så alle er tilfredse, mens vi sætter kurs ned af Rungsteds slutstrækning. To par 5-huller adskilt af et enkelt par 4 giver rig mulighed for at sætte trumf på en god score, især 18. hul, der med sine blot 431 meter fra start til slut kan få en til at drømme om fornemme fugle i selskab med gæsterne på klubhusets terrasse.

Det bliver til en enkelt birdie mere, hvilket høster berettigede roser, indtil duften af mad inde fra klubhuset overtager alt opmærksomheden og trækker os med næsen forrest op ad trappen til klubhusets terrasse. Inde bag de åbne døre serverer restauranten deres berømte ”Søndagsgrill”, og foran baren er der dækket op med det ene fad efter det andet, fyldt med lækre sager. Buffeten kan opleves hver søndag i sommerhalvåret og trækker mange gæster til, både golfspillere og almindelige Rungsted-borgere.

For os føles det som en passende banket til fejring af vores weekendtur. Vi har besøgt tre af Nordsjællands for tiden mest fashionable golfklubber og boltret os i golfhuller udformet af berømte og bemærkelsesværdige udenlandske banearkitekter.

- Nu mangler vi blot et par glas champagne og en sweater over skuldrene, udbryder en i selskabet, mens vi ser solen gå ned over driving rangen.

Vi nikker og griner indforstået. Det har sgu været en dejlig weekend!

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer