Golf med sydstatscharme | Golf.dk

Golf med sydstatscharme

30/11 - 2015 | Thomas Vennekilde

GOLF! Vejen fra Myrtle Beach International Airport til hotellet nærmest råber de fire bogstaver non stop. Uden for vinduerne i bilen passerer storslåede minigolfbaner med vindmøller og vandfald forbi. De frodigste golfbaner ligger strøet med rund hånd langs vejen. Der er butikker med golfudstyr på snart sagt hvert gadehjørne. Og så er der butikken med det meget sigende navn Bandit Golf, hvor man kan pantsætte og købe brugt udstyr. Den er dog lukket, så forretningsideen var nok ikke helt god. Eller også er folk bare ikke trygge ved at handle med en bandit.

Men en ting ligger fast. Myrtle Beach og The Great Strand, som den 100 kilometer lange kyststrækning kaldes på den amerikanske østkyst, er det tætteste, man kan komme på et golfmekka uden rent faktisk at være død. Området har over 100 golfbaner, der er en god blanding af public courses og klassebaner - flere af dem rangerer blandt USA’s bedste.

Det er nok heller ikke tilfældigt, at Myrtle Beach netop er blevet kåret som amerikanernes foretrukne golfdestination i en afstemning på Golf.com. Men europæerne er også ved at være flittige gæster på disse kanter. Det er dog indtil videre mest englændere, franskmænd og italienere, der kommer hertil. Danskerne har endnu ikke opdaget området, hvilket nok til dels skyldes flyforbindelserne. For mit vedkommende var turen hertil en dagsrejse, der indebar to mellemlanding. Så det er med en vis mathed i kroppen, at jeg går til ro på Inlet Sports Lodge. Dog tænder jeg lige for fjernsynet, for at se, hvad der er sket i verden, men falder over en lokal tv-station, der viser infomercials om, hvad reglerne er for at køre på offentlig vej i en golfbuggy. Jo, golf fylder en del i Myrtle Beach.

Til tourbrug

Det gør det også i mit program de kommende dage. Vi skal besøge fem baner i den sydlige del af området. Første stop er TPC Myrtle Beach. TPC står for Tournament Players Club og er ejet af den amerikanske PGA Tour. De anlægger baner til tourbrug, og TPC Myrtle Beach har da også både haft besøg af LPGA og Senior Tour. Der er dog ikke planer om at få PGA Tour på besøg. Myrtle Beach er en ferieby uden de store firmaer, og der er ikke penge til det i lokalmiljøet, fortæller klubbens salgschef.

Til gengæld er der masser af udfordringer i form af høje træer og vand på banen. Og så er den rig på dyreliv. I løbet af vores 18 huller ser vi alligatorer, giftige slanger, vilde kalkuner og grå egern, der er meget interesserede i, hvad vi har af spiselige sager i vores buggy.

TPC Myrtle Beach er en af områdets store trækplastre. I 2007 - før finanskrisen - havde de omkring 50.000 runder om året. Det er dog faldet med 20 procent siden da. Samtidig er indtjeningen pr. runde også faldet med 20 procent på grund af konkurrence og tilbud. Man kan godt se på banen, at pengene ikke er, hvad de har været. Fairways og greens er glimrende, men stierne til buggys og nogle af tingene i periferien kunne godt trænge til en kærlig hånd og et par dollars.

Tourspilleren Dustin Johnson er fra området og er tilknyttet anlægget, hvilket blandt andet ses på en stor udstillingsmontre lige inden for døren. TPC Myrtle Beach er også stolte af deres Dustin Johnson akademi, der bliver ledet af hans træner fra collegetiden.

Efter runden tager vi hjem for at slappe lidt af. Og lære en lektie. Når man besøger Myrtle Beach, er det nødvendigt at have en bil, hvis man vil omkring. Fortove og fodgængerovergange er ikke-eksisterende, hvilket jeg må sande, da jeg om eftermiddagen begiver mig ud på egen hånd for at se, hvad området ellers har at byde på. Det er nærmest med livet i hænderne og misbilligende blikke i nakken, at jeg forsøger at krydse den tresporede vej, der løber uden for mit hotel.

Ud i marsken

Myrtle Beach er ikke blevet amerikanernes foretrukne golfdestination ved en tilfældighed. Selvfølgelig er vejret og naturen med området. Men man tager også golf seriøst her og betragter det som en forretning. Derfor har man også sørget for at hyre stjernearkitekter, når der skulle anlægges baner. Og de store navne står nærmest i kø her. Vores næste bane på turen, Pawleys Plantation, er designet af ingen ringere end Jack Nicklaus. Han havde selv et hus med udsigt til 17. green og 18 tee, men har dog solgt det.

Banen er anlagt nær ved kysten og halvdelen af bag-ni ligger i et marsklandskab, hvor vand og vind for alvor er i spil. Adgang til og fra marsken sker via en smal bro, hvor buggys ikke kan passere hinanden. Broen fungerer også som teested for to par 3-huller. Her kan man virkelig tale om en test. Ikke nok med, at der er vind, vand og små greens. Teestederne er også så smalle, så hvis man snubler, så ryger man direkte ned i marsken. Det er heldigvis brakvand, så der lever ingen krokodiller.

Det er to af de sjoveste og mest mindeværdige par 3-huller, jeg har spillet, og jeg kan kun give starteren på 1. tee ret, når han kalder 13. hul på godt 100 meter for banens sværeste par 5-hul.

En ting man lægger mærke til, når man spiller i Myrtle Beach, er græsset. Alle baner har alle bermudagræs, som er en helt anden oplevelse end, hvad vi er vant til herhjemme. Græsset er meget mere stift end vores hjemlige sorter, og bolden sidder derfor ofte pænt oppe. Til gengæld er turfen meget løs, hvilket giver et helt andet træf. På green kræver bermudagræs også noget tilvænning. Ikke nok med at det er hurtigt, det kan også være svært at læse linjerne.

Southern Charm

Efter en hurtig frokost i klubhuset sætter vi kursen mod dagens anden runde. Heritage Club er en smuk bane anlagt i en gammel plantage. Den berømte Southern Charm mærker man også, når man træder ind i det imponerende hvide klubhus eller går rundt under de store magnoliatræer.

Langs hullerne ligger der store huse, og flere af dem har alligatorer i forhaven. Det er så bare endnu en god grund til at holde sig på fairway. Banen hører ikke til de letteste, da der er masser af vand i spil, men den store afveksling mellem hullerne gør det til en sjov oplevelse. Og så er der flere dogleghuller, hvor man kan tage chancen og slå hen over træerne.

Selv om to runder golf på en dag kan virke voldsomt, så er det ikke det store problem her, da alle runder naturligvis foregår i buggy. De fleste steder er de inkluderet i greenfeeprisen. Der er derfor stadig nok krudt på kedlerne til, at vi kan slå et smut forbi Dead Dog Saloon, en hyggelig restaurant ved en nærliggende lystbådehavn.

Ud over masser af golfbaner er Myrtle Beach også leveringsdygtig i stribevis af gode restauranter. De fleste er, som amerikanske restauranter er flest: Afslappede, med god betjening og store portioner. Snyd endelig ikke dig selv for en portion Hush Puppies før måltidet. De små friturestegte majsbrødskugler er muligvis ikke, hvad diætisten vil anbefale, men de smager forrygende.

En blå runde

Efter at have brugt natten på at fordøje en portion Hush Puppies og samle kræfter er vi klar til at tage hul på 36 huller til.

Vi lægger ud på True Blue. Banen med det smukke navn ligger i den sydligste del af The Great Strand og er kendetegnet ved en rundhåndet brug af vand og wastebunkers. Flere steder løber de to ud i et, men det skal man ikke klage over. For på den måde er sandet med til at bremse bolden, før den ryger i vandet.

Her er god plads på fairways, og de fleste vil nyde at spille på banen. Det er muligt at score, hvis man spiller fornuftigt, men samtidig er der flere huller, hvor den modige kan tage chancer. Det er en af den slags baner, hvor det er svært at udpege banens bedste hul. For er det det lille par 3-hul med en øgreen, hvor der er sand langs det meste af kanten. Eller er der det lange par 5-hul, der med sin hesteskoform smyger sig rundt om en stor sø. Eller er det afslutningshullet, hvor der er vand hele vejen i venstre side og træer og bunkers i højre, mens det hvide koloniale klubhus med det blå tag, troner bag green. Eller er det et af de 15 andre forrygende huller.

Som prikken over i’et er der hele den service og venlighed, som man bliver mødt med. Både i klubhuset ved indtjekning, i baren efter runden eller hos de Beercart Girls, der kører rundt på banen. De søde sydstatspiger smiler, laver sjov og flirter, men de lever jo også af drikkepengene.

I risplantagen

Lige ovre på den anden side af vejen ligger Caledonia. Det er de samme personer, der ejer den og True Blue, og begge baner er tegnet af den samme arkitekt, Mike Stranz. Men her hører lighederne også op. True Blue er anlagt på et enormt 330 hektar stort areal, mens der kun var godt 100 hektar til rådighed, da Caledonia skulle anlægges.

Men det eneste sted, hvor man mærker, at der skulle spares på jorden under anlægsarbejdet, er hvis man leder efter en driving range. Den blev der ikke plads til. Til gengæld var der plads til 18 charmerende huller, hvor man går uforstyrret mellem de høje egetræer, der er fyldt med hængende spansk mos.

Caledonia er ikke så lang, men stiller til gengæld store krav til taktik. Der er vand på nogle af hullerne og masser af sand på de fleste. 18. hul er et kort par 4-hul med andetslaget over vand. På terrassen hænger et skilt, der opfordrer til at man er rolig og respekterer folk, der spiller ind. Det skilt har den talstærke gruppe, der sidder på terrassen, tydeligvis ikke set. De hygger sig med at klappe ad folk, der drukner deres bold eller kommer tørskoet over. Alt sammen med et smil på læberne.

Der er da også mange muligheder for at hygge sig her. Caledonia er anlagt på en gammel risplantage, der også nåede at blive brugt som jagtområde, før banen blev anlagt. Det er dog ikke helt slut med jagten. Hver torsdag tager ejerne på jagt og fisketur. Det, de fanger, bliver tilberedte i et lille skur på anlægget, og alle er velkomne til at komme forbi og smage.

Vi vil ikke hjem

Det er sidste dag i Myrtle Beach og tid til lidt sightseeing og shopping. Og hvad er mere oplagt end at besøge PGA Tour Superstore. Det er en kæde af golfbutikker, som har to filialer i området. De er intet mindre end gigantiske. Deres afdeling for handsker er større end de fleste danske proshopper, og hvis der var noget, de ikke havde, så lykkedes det i hvert fald ikke mig at finde det.

Efter lidt shopping går turen mod lufthavnen. Lufthavnens nærmeste nabo hedder Whispering Pines Golf Course. Det er sikkert ikke en fredfyldt oplevelse at spille der, men jeg tager mig selv i at håbe, at mit fly er forsinket, så jeg kan klemme en runde ind, inden afgang.

For sådan er det i Myrtle Beach. Hvis man elsker golf, så vil man aldrig hjem.

Denne artikel blev bragt i Dansk Golf #4, 2015. Dansk Golf var inviteret af Myrtle Beach Golf Holiday