Golf i vandkanten | Golf.dk

Golf i vandkanten

10/12 - 2015 | Thomas Vennekilde

Det begynder egentlig lidt uheldigt. Efter en lang flyvetur står vores selskab nu uden for lufthavnen i Punta Cana på Den Dominikanske Republik, og er klar til at lade os transportere det sidste stykke vej til vores hotel, hvor der venter en tiltrængt nattesøvn.

Det vil sige, at vi ikke helt er fuldtallige. Der er en enkelt, som vi desværre ikke kan finde. Efter en større eftersøgning i og omkring den lille lufthavn finder vi det sidste medlem af vores gruppe. Hun er, hvad der bedst kan beskrives som selskabeligt overrislet og har faret forvildet rundt i det meste af lufthavnen.

Men det er, hvad der sker på lange flyveture, hvor kabinetrykket er højt og champagnen gratis.

Næste morgen er vores forsvundne rejsepartner ikke helt på toppen, men det er heldigvis noget, en god runde golf kan kurere. Og vi er kommet til det rette sted for den slags.

Den Dominikanske Republik i Caribien er en turistmagnet, som tiltrækker over fem millioner turister om året. Og mange af dem er golfspillere.

For de rige

Vores første stop er det store resort Casa de Campo, som har 90 huller. Stedet har 2.500 privatejede huse, som er i en prisklasse, det kan være svært for folk fra velfærdsstaten at forstå. Priserne begynder ved 750.000 dollars og går op til ni millioner dollars. “Så kan man lige få en million i byttepenge på sin ti millioner dollar-seddel”, som de siger.

Her er heldigvis også 250 lejligheder, som det er til at komme i nærheden af. Og med til hver lejlighed hører en golfbil, så man kan komme rundt på resortet og banerne.

Stedet er tydeligvis lagt meget an på amerikanere. Det kan man blandt andet mærke på maden og vinen, der er af en anden kvalitet, end europæere ville forvente.

Men det fejler bestemt ikke noget, hvilket også blev illustreret, da golfarrangørernes verdensorganisation IAGTO kårede det til det bedste golfresort uden for Europa og USA i 2015.

Banerne er af meget forskellig kvalitet. The Links er - navnet til trods - en lidt kedelig parkbane, som lige så godt kunne ligge i Spanien.

Så er der mere svung over Dye Fore. De 27 huller er designet af Pete Dye og ligger i et kuperet landskab, hvor man på flere af hullerne har udsigt over marinaen og Chavon floden. Resortet råder også over en privat bane med 27 huller, som primært er forbeholdt klubbens medlemmer.

Tandløs hund

Men resortets juvel er Teeth of the Dog. Banen praler af at være den eneste bane med syv huller langs det Caribiske Hav. De syv huller er også helt klart det, som man på moderne salgssprog vil kalde banens Unique Selling Point. Slag over vand og klipper mod smukke greens og brede fairways er oplevelser, der brænder sig fast på nethinden. Desværre kan man ikke sige det samme om de resterende 11 huller. De er ganske fine, men ikke spektakulære. Banen regnes blandt verdens 100 bedste og som den bedste i Caribien. Det skal sidenhen vise sig, at der i hvert fald er to andre baner på denne tur, der med en vis ret kunne gøre krav på den titel.

Banen har fem teesteder, og under vores besøg deltog vi i en turnering, hvor der blev spillet fra de næstforreste. Og her bliver hunden altså lidt tandløs. Et klart råd er at rykke tilbage, så du kan få udfordringerne. Og så er mange af de flotteste teesteder også de bagerste. Der er flere par 3-huller, hvor man skal slå over klipperne og vandet. Det er nok den sjoveste måde, man kan miste en golfbold på

Mine spillemakkere denne dag må siges at have et internationalt snit. Med i min buggy er en italiener, der ikke kan et ord engelsk. I løbet af vores fem timer sammen, var det eneste jeg fik ud af ham, at han var fra Milano. Resten af tiden sagde han bare “prego”.

Den anden buggy indeholder en lokal spiller. Han tager den latinske Manana-indstilling meget bogstaveligt. Det føles i hvert fald som om, at hvert af hans slag bliver udskudt til i morgen. Flere gange har jeg ham mistænkt for at holde en lille siesta, mens han står over bolden.

Sidste deltager i vores internationale firebold er en lattermild engelsk kvinde, der er lige ved at lave hole in one. Hun bliver dog helt lettet, da den triller forbi hullet. Der er 100 deltagere med i turneringen, og priserne i baren spøger man ikke med.

Hvor er vandet?

Den Dominikanske Republik ligger på den østlige del af øen, der en gang var kendt som Hispaniola. Den vestlige halvdel af øen er det noget fattigere Haiti. Øen har en broget historie med invasioner af en stribe europæiske koloniomagter siden Columbus gik i land i 1492 og døbte øen La Espanola, fordi den mindede ham om Spanien.

Det spanske islæt kan nu godt være lidt svært at få øje på i dag, hvor store hoteller og hvide sandstrande lokker turister til.

Sådan et sted er vores næste stop Bavaro Barcelo. Det er et stort hotelkompleks og konferencecenter anlagt ned til stranden. Her er casino, natklub, masser af restauranter, pools, vandland, all inclusive og alt hvad en ferieglad turist ellers måtte ønske sig. I hvert fald så længe det ikke er elegant og afdæmpet, man ønsker sig. Stedet er væsentlig tættere på Las Vegas end Paris.

Men det er først og fremmest Caribien. Den flotteste hvide sandstrand med palmer ligger lige ned til hotellet. Fra vores værelse er der 50 meter fra døren til vandkanten - det halve, hvis man bare vil i poolen.

Den tilhørende golfbane har fået navnet The Lakes. Efter 1. hul undrer man sig over, hvorfor den hedder det, da der ikke er skyggen af vand. Det er der til gengæld i rigelig målestok på de resterende 17 huller. Det er en rigtig fin bane, hvor alle spillere bliver testet. Man kan spille konservativt på de fleste huller og komme tørskoet rundt, mens man også kan tage nogle chancer med faren for at søsætte nogle bolde

Klubhuset er velholdt og med en fin udsigt over banen. Klubhusets bar er også en del af all inclusive-pakken, så snup en gin&tonic efter runden. Den bliver du glad for.

Nicklaus' perle

På Den Dominikanske Republik satser man på golfspillere. Det gør man blandt andet ved at hente nogle af verdens bedste golfbanearkitekter til. For eksempel har Jack Nicklaus tegnet de næste to baner på vores tur. Med meget forskellige resultater skal det vise sig.

Punta Espada-banen er en del af det gigantiske Cap Cana projekt, som dækker et areal på størrelse med Samsø. Det meste af det er ikke bygget endnu, men banen er færdig, og her er i hvert fald ikke tale om byggesjusk.

Banen ligger helt ud til havet, og mange af hullerne spiller på kanten af klipperne. Det er da også ganske svært at holde koncentrationen, da det hele er så smukt og bølgerne brager mod klipperne og sender store saltvandsskumsprøjt op i luften.

Til forskel fra Teeth of the Dog, så er også de huller, der ikke ligger ud til kysten, ret gode. De grønne fairways indrammes af store hvide waste arealer og palmer. En lille hurtig rundspørge i vores gruppe efter runden afslørede, at flere havde fået en ny nummer ét på listen over de bedste baner, som de nogensinde havde spillet.

Hård rock

Den næste Nicklaus-bane kommer ikke ret højt på listen over bedste baner. Til gengæld afslørede den en helt ny måde at spille golf på.

Hard Rock Golf hedder banen, som er en del af det store Hard Rock Hotel, som Hard Rock koncernen overtog for et par år siden og har omdannet i deres billede. Her er 2.000 værelser, casino, natklub og masser af barer. Og så er det all inclusive. Det gælder også minibaren i soveværelset, hvor der står tre hele flasker spiritus. Dem kan man så nyde, mens man ligger i det nedsænkede spa, der står midt i hvert værelse.

Det er nok ikke et hotel for den ældre målgruppe, men mere for herreklubben, der er ude på at give den gas. Det ses blandt andet på, at der i lobbyen er sat en lille bar op. Her får vi en regnbuefarvet drink, mens vi venter på at tage på golfbanen.

Vi bliver afhentet i en otte-personers golfvogn med rockmusik ud af højtalerne. Da chaufføren mærker, at vi synes, at det er ret festligt, skruer han højere op for musikken, så vi kører mod golfbanen med den klassiske Led Zeppelin sang “Rock and Roll” for fuld skrue. De to finner på bagsædet af buggyen er så begejstrede, at man skulle tro, at det var nationens stolthed, de MGP-vindende Lordi, som vi hørte.

Folkene bag Hard Rock Golf arbejder på at gøre en runde her til en særlig oplevelse. Og det lykkes faktisk. Buggys er gule eller lilla, og på rangen kan man få taget et foto foran Hard Rocks logo, mens man giver den gas på en hvid guitar.

Selve banen er anlagt i noget, der minder om en lav jungle. Det indebærer, at selv om fairways er ganske brede, så mister man let nogle bolde, for alt hvad der rammer uden for fairway vil typisk være væk i junglen.

På flere af hullerne kan man høre rockmusik fra nogle fester på hotellets område. Vi bliver også grebet af den løsslupne stemning, og efter et par huller er vi kommer i festhumør. Det hjælper også på sagen, at vi efterhånden får opbygget et fint forhold til pigen, der kører rundt med ølvognen. Øllene er gratis og smager helt forrygende i varmen.

Djævlens albue

Vores sidste stop er en lille hemmelig juvel. Corales er en meget lukket bane, hvor der kun tillades 40 greenfeerunder om dagen. De har nok heller ikke brug for pengene, da ejerkredsen blandt andre tæller Julio Iglesias og den nyligt afdøde tøjdesigner Oscar de la Renta.

Her løber fire af hullerne langs klipperne, mens yderligere to greens støder ud til vandet. Men alle 18 huller er faktisk gode og udfordrende. Eller skulle jeg skrive 21 huller. For på to af hullerne har de af uvisse årsager anlagt to greens, mens et andet hul har to forskellige sæt teesteder. Det føles mere som en gimmick end noget andet, men det er måske meget praktisk for greenkeeperne, at de kan arbejde i fred på i hvert fald et par greens.

Banens sidste tre huller har fået navnet “Devil’s Elbow”. De ligger ud til vandet og kan ødelægge enhver score. Især på 18. hul får man sin sag for, når man i drivet skal beslutte, hvor meget af havet man vil skære ind over. Hvis man er meget uheldig, kan man måske ligefrem opleve, at et skumsprøjt fra en bølge sluger ens bold, mens den er i luften.

I modsætning til de andre baner vi har besøgt, har Corales kun et lille klubhus med en lille bar og en proshop. Ejerens intention er, at folk skal komme her og slå ud med det samme. Efter runden kan man så drikke en øl og måske spise en let frokost og så køre hjem igen.

Hjem igen. Det skal vi desværre også. Den Dominikanske Republik er et land, som man som golfspiller kun kan holde af. Banerne er skønne, vejret endnu bedre og folket er vældigt flinke. Der er selvfølgelig lidt langt, og billigt er heller ikke det første ord, der falder en ind. Til gengæld varer minderne herfra bare lidt længere.

Denne artikel blev bragt i Dansk Golf #5, 2015. Dansk Golf var inviteret til Den Dominikanske Republik af DR Golf Travel