Golf i Stygge Krumpens stift | Golf.dk

Golf i Stygge Krumpens stift

23/11 - 2014 |

-  Vi købte en gæld på 5,9 millioner kr. for 1 million.

Det må siges at være godt købmandsskab, men vi er også i Nordjylland - Søndenfjords forstås. Formanden for Øland Golfklub, Ejner Bering, lægger ikke skjul på sin tilfredshed med den handel. Den reddede ganske enkelt klubben fra en konkurs.

Og så snakker vi ikke mere om det. Det er fortid, nu ser man fremad. Og det ser lyst ud for den lille klub i et område, hvor der er langt mellem husene, og nærmeste større by er Brovst.

Vi er dog ikke længere ude, end der kun er 30 km til Aalborg.

Ejner Bering har været formand i otte år. Og specielt de seneste to-tre år har været spændende. Her har der været tid til andet end konstant at spekulere i økonomi.

-  Samtidig med afviklingen af den store gæld strammede vi livremmen. Det meste arbejde udføres nu af frivillige. På lønningslisten er banepersonalet, der begrænser sig til 1,5 greenkeeper, to på flekstid og en pensionist, fortæller Ejner Bering.

Banen er i tip top stand, da vi ankommer uanmeldt. Greens er hurtige og jævne. Hele vejen rundt møder vi et velplejet anlæg.

Lay outet er interessant. En bane, hvor straffen for et skævt slag kan være hård. Tag bare 5. hul; et par 5-hul, hvor stort set alt i venstre, hele vejen op til green, kræver en ny bold.

Og ja, ”op til green” er den korrekte betegnelse, for nok ligger Øland i et super fladt landskab, men golfbanen har sine bakker og højdedrag. Fra toppen af 5., er der en meget flot udsigt mod Limfjorden.

Dårlige odds

Efter op- og nedture (også bogstaveligt) på de første ni huller, følger bagni ude på et engareal. Men det gør dem bestemt ikke kedelige. Søer, læhegn og en lille skov omkring par 3-hullet 15., gør det hele til en spillemæssig oplevelse.

Skulle man nu være så heldig/dygtig at komme frem til 18. hul med et fornuftigt score, så tag lige et par dybe indåndinger, inden du slår ud. Eller bestem dig for, hvordan du vil spille hullet. Drivet er ikke noget problem. Men det er slaget til green. En rigtig Øland green med vand på alle sider. Indtil for to år siden var der kun green og vand. I dag er der trods alt lidt mere land at lande på uden om green. Når der indgås væddemål på klubhusterrassen lige ved siden af, så vinder otte ud af ti på, at bolden havner i vandet. Hvis det er gæstespillere, så ni ud af ti. Så er du advaret.

Efter runden får vi en forfriskning i det lille, men hyggelige klubhus, der holdes af medlemmerne. Der kan købes øl, vin og kaffe, og man må gerne spise sin medbragte mad. Der kan også bestilles mad udefra, men så skal det gøres før runden.

Formanden ser lyst på fremtiden. De seneste to år har givet overskud. 335.000 kr. i 2011 og 255.000 kr. i 2012. Medlemstallet er opadgående med en tilgang på 10-20 om året.

-  Vi er lige nu omkring 400, men vil gerne have et par hundrede mere. Og det arbejder vi på, fortæller Ejner Bering.

Ad snørklede veje

Så skal vi videre, mod vest, til Blokhus Golfcenter. Sæt din GPS på Pandrup, Hunetorpvej 115. Og tro på, at indtastningen er korrekt. Også når du på et tidspunkt kører på noget, der ligner en asfalteret markvej. Ruten snor sig igennem et øde landskab, der ude ved Vesterhavet rummer et af Danmarks mest populære sommerferieområder.

Her midt i det hele ligger Blokhus Golfcenter. Indtil for nylig konkurstruet - sendt til tælling af Pro Ark. Men takket være en stor opbakning fra klubbens medlemmer, sprang tre proer til og købte hele herligheden: Banen med 18 huller, en ni-hullers pay and play, en ni-hullers par 3-bane, klubhus, maskinpark, træningsanlæg og så ti fine feriehuse midt i det hele.

20 år efter han tiltrådte som klubbens første pro, er Dan Stage nu tilbage i Blokhus Golfcenter A/S, nu som hovedaktionær og daglig leder (og træner) sammen med de to unge proer, Casper Bruun og Morten Jacobsen.

- Vi har travlt, det går rigtig godt, og jeg ser fortrøstningsfuldt på fremtiden, siger Dan Stage.

Parkeringspladsen er næsten fyldt op. Der er mange på banen, men spillerytmen er god. Vi går en firebold med to lokale. Den ene havde dagen før været til træning hos Dan Stage, og det virkede. Startede lige med 24 points på for-ni og sluttede efter runden, der varede knap 4,5 time, med at blive sat ned.

Smørrebrød og dram

Et ældre svensk ægtepar var kommet lidt i klemme mellem os og en anden firebold. Men tog det roligt.

-  Vi er på ferie, og så glæder vi os til at komme ind til dansk smørrebrød, øl og måske en lille dram, som ægtemanden udtrykte det.

-  Og måske en lille morfar?

-  Bestemt, sagde svenskeren, der her på 16. allerede skæver tørstigt over mod klubhuset og solterrassen, som ligger lige ved siden af. Men før smørrebrød og dram skulle han lige ud på en lille sløjfe, med to gode par 4-huller, der fuldender en rigtig god golfbane.

Den er flad og ikke særlig lang. Men varieret med masser af udfordringer. Og syntes man, den er for kort fra gul så træd tilbage på hvid. Det giver godt nok ”kun” 200 meter mere, men lige præcis nok til mere nerve i drivet.

Er man til mere golf samme dag, og bor man i en af lejlighederne ved siden af klubhuset, er det nemt at smutte ud på 1. tee på pay and play-banen. Den er lige så velholdt som 18-hullers banen med bunkers og store greens.

Eller man kan jo også lige snuppe 18 mere. Det koster ikke ekstra. Greenfee er for hele dagen.

Man kan også droppe mere golf den dag og smutte en tur ud til en af de mange fine hvide sandstrande. Et havbad skulle være sundt for både sjæl og legeme.

Inden vi forlader banen i Blokhus, så lige en advarsel: Hold dig væk fra potbunkeren til venstre for green på 14. Den er giftig...

Jammerbugten og Stygge Krumpen

Vi sætter kursen mod syd. Mod den tredje og sidste bane i denne omgang. Jammerbugtens Golfklub i Han Herred.

Vi tager med det samme historien om, hvorfor det hedder Jammerbugten:

Når det stormede, søgte skibene ind i bugten her ved Blokhus og Fjerritslev. Beboerne i området, med Børglumbispen Stygge Krumpen fra 1500-tallet som en af de mest ihærdige, sendte heste ud på stranden med en lygte bundet under maven. Når besætningen på skibene så lygterne, troede de, at det var skibe, der lå længere inde, og at det derfor var mere sikkert at søge tættere på kysten. Skibene blev således koldt og kynisk lokket til en stranding. Inde på land stod de lokale, med Stygge Krumpens mænd i spidsen, klar til at overfalde og plyndre søfolkene. Det medførte en ”jammer,” som har givet det historiske navn til bugten, senere til hele kommunen og nu også golfklubben i Fjerritslev.

Om banen giver anledning til mere jammer, end så mange andre, er et spørgsmål om temperament. Men det er ingen hemmelighed, at man skal spille den med stor respekt. Den lokker mange steder til de store armbevægelser, men pas på. Kend dine længder, du kan hurtigt blive plyndret for bolde, og dit scorekort er godt på vej mod en ublid stranding.

Så et godt råd er: Køb den lille baneguide til 5 kr. Den er hurtigt tjent ind. Og dine chancer for en god score er mangedoblet.

Skuden er vendt

Således klar lægger vi ud med et par 5-hul i en overkommelig længde. Et oplagt birdiehul. Men bliv nu ikke for grådig. Alt i højre er katastrofe. Så følger to par 3-huller. Og det er her, at man skal holde fokus. De ser forholdsvis nemme ud, især 3. hul på kun 90 meter. Men nu er du advaret. Kommer man også godt fra 4. hul, par 4 på kun 264 meter, så kan man begynde at slappe lidt af ude på de efterfølgende enghuller. Blæser det, og det gør det ofte, bliver det hele endnu mere interessant.

Runden giver masser af naturoplevelser i et kuperet landskab på en bane, der er velholdt. Det er en fornøjelse at putte på de gode greens. Igen en kort bane, hvor de fleste huller kan nås i regulation. Viser man respekt, venter en god score. Brager man løs, kan det meget nemt ende i håbløshed.

Det er ingen hemmelighed, at økonomien også har skrantet i Jammerbugtens Golfklub. Ret alvorligt. Men nu er skuden på ret køl, og man har sat kurs mod bedre tider.

-  Vi har haft plus på bundlinjen de to seneste sæsoner og fået en god likviditet, fortæller kasserer og sekretær, Jan Bredgaard.

Frivillig arbejdskraft og omkostninger, der er skåret ind til benet, er forklaringen.

- Vi er ikke truet lige nu, men der skal ikke så meget til. Færre medlemmer og svigtende greenfeegæster kan give problemer, lyder det.

Det er knap 400 medlemmer, så igen en bane med masser af plads.

I restauranten serveres god dansk mad. En ribbensandwich til 35 kr. kan bestemt anbefales. Og der er nok af den. Man bliver mæt.

Mætte og tilfredse blev vi også efter besøget på tre fine golfbaner, derude hvor der er langt mellem alting, men godt at være, ikke mindst om sommeren.

Lokale sweetspots

Her kan du bo:

Blokhus Golfcenter råder over et antal fine ferielejligheder. Kontakt golfcentret for tilbud om golf, overnatning og spisning.

www.blokhusgolfcenter.dk

Svinkløv Badehotel nord for Fjerritslev, hvis du er til nostalgi. Ligger i yderste klitrække med sti direkte ned til stranden. Hotelatmosfære som i 30`erne. Restaurant med skiftende menuer. Kunstudstillinger m.v.

www.svinkloev-badehotel.dk

Her kan du spise:

Der er restaurant i klubberne i såvel Blokhus som Fjerritslev, hvor der serveres rigtig god mad.

Øland Golfklub henviser på sin hjemmeside til flere steder, hvor man kan spise og overnatte i hele området.

Det kan du opleve:

Naturen er i sig selv en oplevelse i dette hjørne af Danmark. Strandene langs vestkysten hører til nogle af de fineste i landet. Blokhus by har sin helt egen atmosfære med et livligt natteliv, ikke mindst i sommerferieperioden.

Børglum Kloster, der lagde kulisse til TV2`s julekalender med Stygge Krumpen, er bestemt et besøg værd.

www.boerglumkloster.dk

Denne artikel blev bragt i Dansk Golf #1 2014. Du kan læse hele magasinet på www.danskgolf.dk