Golf i jetsettets paradis | Golf.dk

Golf i jetsettets paradis

28/02 - 2018 | Søren Barnak

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Dansk Golf 6/2017

Turen fra Danmark til St. Moritz går via Zürich og herfra 3 timer med tog. Den sidste bid vej er en del af den berømte rute fra Thusis via St. Moritz og med slutdestination på den anden side af grænsen i italienske Tirano. Den fantastiske strækning, der byder på hele 55 tunneller og 196 broer, løber højt oppe i bjergene og er så unik en transportvej, at den er kommet med på UNESCO’s verdensarvsliste.

Rejsen fra Danmark tager det meste af en dag, så fremme ved hotellet står den på afslapning inden næste morgens golfrunde i Engadine Golf Club.

 

Dag 1

Morgen

Engadine Golf Club råder over to baner, som begge ligger i Engadine dalen med godt og vel ti kilometers afstand. Den første bane, som vi spiller, er Zuoz-Madulain. Det viser sig at være en spændende golfbane med højtliggende teesteder og hele seks dogleg-huller. Det er altid underholdende og samtidig fordrende for selvtilliden, når man står på et højtliggende teested og kigger ned på green eller fairway. Når man så tilmed befinder sig i 1.800 meters højde, bliver oplevelsen ikke mindre interessant. Som nu eksempelvis på 14. hul, der er et kort par 3-hul på blot 128 meter. Førend man kan sende kuglen afsted mod greenen, skal man først traske mindst 50 trappetrin op i højderne. Udsigten er fascinerende og fjerner til dels opmærksomheden for det udfordrende slag ned til en green, der er omkranset af vand. Zuoz-Madulain rummer således masser af underholdende aspekter, og vi spiller runden omgivet af sneklædte bjergtoppe, majestætiske nåletræer og græssende køer, som med kobjælder om halsen er med til at skabe en  autentisk stemning.   

 

Eftermiddag

Når man nu befinder sig i Schweiz, så ville det da være en skam, hvis ikke man fik set hele dalområdet fra en højtliggende alpetop. Sådan har folkene bag hotellet, Muottas Muragl, formentligt tænkt, da man opførte hotellet tilbage i 1907. Hotellets navn har fået tilføjelsen ’Romantik Hotel’, og der er da også helt klart noget romantisk over dette hotel med den fantastiske beliggenhed. I næsten 2500 meters højde, og med udsigt til både Engadine dalen og St. Moritz, kan man vandre rundt i et på samme tid både barsk og smukt bjerglandskab. Der spises rigtig godt i hotellets restaurant, hvorfra man i øvrigt har panoramaudsigt ud over hele dalen, så hvorfor ikke blive til middag og tage kabelbanen ned til byen, når den kører en sidste gang kl. 23.00?

Dag 2

 

Morgen

Bor man i St. Moritz, er der kun ti minutters kørsel til Schweiz’s ældste golfbane, Samedan Golf Course. Den flade linksprægede golfbane blev anlagt 1893, og man mærker således historiens vingesus på en bane, hvor Europas jetset har boltret sig i snart 125 år. Banen er forholdsvis tilgivende, og med lidt omtanke kommer man fint rundt på et anlæg, hvor greenområder ikke udfordrer synderligt, hvis ellers man er i stand til at ramme det tætklippede område. Der findes i alt kun 25 greenside bunkers på de 18 huller, og flere af disse ligger i behørig afstand fra greens. Layoutet er ’old school’, og det samme kan siges om stemningen i det hyggelige klubhus. Greenfee prisen på begge baner svinger fra omkring 500-800 kr. pr. runde, så den der med, at ’alt er dyrt i Schweiz,’ holder altså ikke i dette tilfælde.  

 

Eftermiddag

Efter nogle timer på golfbanen er det kun ret og rimeligt, at man forkæler sig selv med en spaoplevelse. I St. Moritz ligger der flere offentlig spa- eller badehuse, heriblandt MTZ Heilbad og Ovaverva. Det er faktisk ret folkeligt, når man tænker på, at vi befinder os midt i jetsettets paradis. Men ikke desto mindre, så er det et populært sted at komme både sommer og vinter. Entreprisen hos Ovaverva lyder på 350 kr., og så er der adgang til både indendørs og udendørs poolområder, varmtvandsbassiner, spaafdeling, hvileområder samt en lækker bistro. Vi lægger vejen forbi til et par afslappende timer, inden vi slutter dagen af med lidt shopping i selve St Moritz, hvor alle de dyre mærkevarebutikker ligger som perler på en snor og lokker med drømme om luksus og selvforkælelse.      

 

Tips:

Chokolade og konditori

Schweiz er verdensberømt for sin chokolade, og i St. Moritz ligger det mere end 120 år gamle Conditorie Hanselmann. Stedet fungerer både som chokoladeforretning, bagerbutik og konditori. Gæsterne kan i de smukke, gamle lokaler sidde med udsigten til Alperne og nyde den særlige stemning og en varm kop chokolade eller blot entrere chokoladeforretningen for at købe lidt godter med hjem fra ferien.  

 

Kulm Golf Course

Nogle få hundrede meter fra det mondæne Kulm Hotel ligger Kulm Country Club, som bl.a. råder over en 9-hullers pitch & putt bane. Banen har en unik placering inde i byen og samtidig ligger hullerne spredt ud over bjergsiden. En runde her er lig med afslappende underholdning og om ikke andet, så for udsigtens skyld er banen værd at spille. Bor man på Kulm Hotel er der gratis adgang både til golfbane driving range.

Spa på Kempinski

Vil man prøve den ultimative luksusoplevelse i St. Moritz, skal man gå en bue uden om den offentlige spa og fortsætte ned for enden ad vejen, hvor man finder det fem-stjernede luksushotel, Kempinski Grand Hotel Des Bains St Moritz. Hotellets 2800 kvm. store spa er også åben for besøgende, der ikke bor på hotellet. Entrebilletten for tre timers adgang til himmerige kan erhverves for 325 kr. eller små 500 kr. for en heldagsbillet.   

Hyggegolf i byen

Kan man ikke få nok af golf, mens man besøger St. Moritz, så findes der i Engadin Golf Club en sjov mulighed for at få arbejdet med golfsvinget. Som en ud af kun tre golfklubber i Europa råder Engadin Golf Club over den avancerede træningsrobot, RoboGolfPro. Maskinen sætter det perfekte sving op til hver enkelt spiller, og så kan man stå og svinge køllen og få den rigtige fornemmelse af, hvordan pro’erne og nu også en selv, svinger køllen.

Shopping

St. Moritz er stedet de rige valfarter til i vintersæsonen for at stå på ski, bo på byens mondæne hoteller og shop amok i de eksklusive designer flagship stores. ’Small Town – Big Brands’ lyder mottoet, og der tales ligefrem om ’The shopping mile of St. Moritz’. Vil man lade kreditkortet gløde, så findes der rig mulighed for at fylde kufferten med tøj fra brands som Armani, Zegna, Gucci, Louis Vuitton, Hermès, Bottega Veneta, Dolce & Gabbana, Moncler, golftøj fra Kjus og så måske et nyt armbåndsur fra enten Omega eller Rolex.

Tidlig morgen

Lake St. Moritz byder på en række forskellige aktivitetsmuligheder på eller ved søens bred. Den lokale bådklub udlejer surfbrædder, så du kan starte dagen før solen står op med en gang ’ Stand up paddling’ på det spejlblanke vand. Forhører man sig for på byens hoteller eller i turistinformationen, så findes der også mulighed for at deltage i yoga-timer ved søens bred. Endelige så betragtes fluefiskeri på disse kanter som en ædel sport. En sport, hvor tiden på vandet ikke måles i kilo fanget fisk, men i stedet gøres op i smukke sofistikerede naturoplevelser. Medbring fluefiskestangen og indled jagten på en friskfanget ørred i en af Engadine dalens mange søer og vandløb.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer