Golf i grusgraven | Golf.dk
Det er op ad bakke til hul 9 på Hedeland.

Foto: PR

Åbningshullet på Hedeland.

Foto: PR

Den tredobbelte green er et af banens kendetegn.

Foto: Claus Rødgaard Thomsen

Golf i grusgraven

17/01 - 2018 | Claus Rødgaard Thomsen

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Dansk Golf 6, 2017

Som golfspillere bryder vi os ikke om ordet “tredobbelt”. Det er fordi, det som regel er påmonteret fortsættelsen “bogey”. Den tredobbelte bogey har drevet mangen en golfspiller durk fra 18. green til fadølsfustagen.

I Hedeland får ordet tredobbelt endelig nogle positive konnotationer.

Så vidt vi ved, har banen nemlig Danmarks eneste tredobbelte green. Hedeland Golfklub har måske ikke et entydigt signaturhul, men den har en signaturgreen. Hul 4, 11 og 13 slutter alle tre på samme putteoverflade.

Men der er såmænd andre gode grunde til at aflægge Hedeland et visit. Den nu 37 år gamle klub drukner måske lidt i landskabet mellem Roskilde, København og Køge, hvor der er godt med golfbaner at vælge imellem.

Men den tidligere grusgrav tilbyder faktisk en god golfoplevelse, der er anderledes fra de fleste andre. Og banens historie er også noget for sig.

Da det mellemkommunale selskab I/S Hedeland var færdig med at udvinde grus i området, fik en nystiftet golfklub nemlig lov til at anlægge sin bane i graven. Der skulle gå ti år, før klubben havde hele 18 huller. 18-hullers forløbet blev indviet i 1990.

At der er tale om en gammel grusgrav er ikke svært at se, når man spiller banen. Flere vandhazarder er meget dybe, for nu bare at sige det sådan. Det er også et anlæg, hvor man støder på mange sten. Men ikke så mange som i 80’erne, hvor medlemmer faktisk blev bedt om at spille banen med en spand eller anden beholder til at samle sten op på vejen, som de så kunne deponere på anviste steder undervejs.

Nu er golfklubben en del af et stort rekreativt område, som også tæller Danmarks største skibakke, ridestier, udendørs amfiteater, veterantogbane og meget andet.

Selve golfbanen har et hyggeligt præg, og tonens slås fint an allerede på driving range, som på sin vis minder om en stor baghave, som man kan stå og slå bolde fra.

Banen har mange højt placerede teesteder, herunder på hul 1, som for højhandicapperen vil være et lettere intimiderende teeslag.

Men ellers er det ikke en specielt skræmmende bane. Især hvis man kan slå lige, er der mulighed for at komme hjem med en respektabel score. Roughen er nemlig sine steder ren krat, hvor man skal være glad, bare man finder tilbage til fairway uden rifter på kroppen.

Jeg slår både mit drive og min provisoriske i venstre rough på hul 2. Jeg finder ingen af dem, men kommer ud af buskadset med fire helt andre, nye bolde.

To huller senere er det, vi møder den tredobbelte green for første gang. Den ligger for enden af banens længste hul, og her krydser man både en sti og et vandløb hen til den midterste del af den enorme green.

Der er en vis poesi over den måde, tre af banens bedste huller alle finder tilbage til samme green.

Baneguiden fremhæver selv hul 11 som signaturhullet. Her skal man fra tee overveje, om man vil lægge arm med et tværgående vandløb i drivet, inden man skal slå op mod den nordlige portion af triple-greenen.

Banens bedste udsigt får man muligvis i tredjeslaget på hul 13, hvor man fra en højtliggende fairway slår ned mod den sydlige del af banens største green.

Hedeland har også nogle anonyme huller, men det tjener banen til ære, at afslutningen er banens bedste strækning med blandt andet et hul 16, som er et 90 graders dogleg over vand.

Banen er kuperet, og efter 18 huller i Hedeland kan man med god samvittighed gøre et pit-stop i restauranten.

 

NAVN: Hedeland Golfklub

ARKITEKT: Jan Sederholm

TYPE: Kuperet bane med parkbane-træk. Anlagt i tidligere grusgrav.

GREENFEE: 350 på hverdage/400 i weekend (pris for en hel dags spil)


 

Derfor skal du spille den

Der findes ikke mange baner, der er anlagt i et terræn som dette og har samme historie.

BIRDIE: Triple-greenen er et opfindsomt indslag. Et skævt slag på et af de tre huller kan give dig sæsonens længste putt.

BOGEY: Nogle vandhazarder er desværre ret tomme for vand, selv efter en våd sommer.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer