Gensyn med fjorden | Golf.dk
Orø-færgen sejler lige forbi banen adskillige gange i løbet af vores runde.

Foto: PR

Gensyn med fjorden

17/04 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Denne artikel blev bragt i Dansk Golf 6/2018

Holbæk Golfklub har en hel særlig position i mit golfliv.

Det er nemlig en af de tre klubber, jeg i mit liv har været medlem af.

Da jeg begyndte på Stenhus Kostskole i november 1990, fik min mor mig meldt ind i klubben. Den fraflyttede søn skulle ikke berøves chancen for at spille golf.

Om jeg nåede at komme derud en enkelt eller hele to gange i foråret 1991, kan jeg ikke huske.

Men jeg ved, at den 8,3 kilometer lange cykeltur med golfbag på ryggen fra skolen til de ni huller ved Dragerup i længden var for meget for den dorske teenager.

Mit golfliv røg på standby, og jeg valgte i stedet at bruge mine kræfter på eksamensangst og kejtede tilnærmelser til det modsatte køn.

Jeg har ikke været tilbage siden, men en augustdag 27 år senere tager jeg turen igen - dog på fire hjul denne gang.

Jeg kommer fra bysiden, men det er nok ikke afgørende for køreglæden. Holbæk Golfklub har en beliggenhed, som er helt unik i Danmark, og som du ikke kan undgå at påskønne, uanset hvor du kommer kørende fra.

Klubbens oprindelige ni huller ligger på Kirsebærholmen og fylder hele halvøen, hvor klubbens flag vajer stolt fra greenkeepergården, som ligger midt på holmen.

Ikke færre end seks huller ligger så tæt på vandet, at risikoen for at slå i Holbæk Fjord er nærliggende. Det sker da også for os hele tre gange.

Men kompensationen er et panorama, som enhver mindfulness-udbyder ville give gode penge for at kunne hælde på flaske.

Synet af sejlskibenes duven og Orø-færgens pendlen i Isefjorden er som massage for sjælen. Vi bliver så overraskede over det konstante gensyn med færgen, at vi efter runden bliver nødt til at tjekke, hvor mange afgange der mon kan være til en 14 kvadratkilometer stor ø med 900 indbyggere (svaret er cirka et par sejladser i timen - en fra hver side).

Banen blev udvidet til 18 huller i 1994, og de nye huller ligger på det stykke land umiddelbart op til Kirsebærholmen.

Flere af de første seks huller ville nok være at betegne som ret ordinære, hvis de ikke lige havde den fantastiske udsigt til fjorden, lystbådehavnen og sjællands ottende største by.

Men den første tredjedel af banen eksisterer på bedre plads end resten, også selv om der er out-of-bounds mere eller mindre i spil på dem alle.

Det eneste vand på hullerne er det i horisonten. En befriende følelse, som slutter brat, når man når 7. tee.

Ni af de sidste 12 huller har vand i spil og det på en måde, som sætter banen i scene på uforglemmelig vis.

På bag-ni kommer du tæt på vandet på næsten alle huller

Hul 11 må være et af landets mest mindeværdige par 3-huller.

Intet sted på banen er duften af havvand stærkere end lige her, hvor fjorden æder sig ind i terrænet mellem tee og green og truer med også at æde din bold.

Det meste af hul 11 er en carry over vand i et hjørne af Danmark, hvor vindstille formentlig er et fremmedord.

Velbekomme.

Nogle steder bærer bagni præg af, at man mangler lidt plads, der er ikke mange ledige kvadratmeter på Kirsebærholmen. Derfor er banen også rimelig kort, og der er ikke nogen backtees.

Man kan dog godt fare vild alligevel.

Allerede på 4. fairway får vi os et godt grin. To-bolden bag os slår baglæns fra 3. tee mod 4. green og springer dermed et hul over og overhaler os, mens vi trasker rundt op ad 4. fairway.

De næste mange huller går vi og griner lidt i skægget af deres manglende orienteringsevne. Men så slår jeg en kæmpe slice fra det, jeg troede var 12. tee. Lige efter opdager vi, at vi faktisk er gået fra 11. green til 14. tee. Vi lader min vildfarne bold ligge og lusker duknakkede til det rigtige 12. tee, som viser sig at ligge helt nede i vandkanten.

Vi slutter dog runden med oprejst pande. Scoren kan vi godt være bekendt, synes vi. Og desuden er der ingen fidus i at gå rundt med nedslået blik, når man skal spille en så æstetisk afslutning som den, Holbæk Golfklub kan byde på.

Det er kun passende, at banen slutter med to huller, hvor der er vand i hele den ene side. På 17. hul ligger fjorden på højre side. Herefter traver vi på den flere hundrede meter stenede dæmning fra Kirsebærholmen i retning mod klubhuset og spiller 18., som har vand i hele venstre side.

Dagen har sat aftryk i vores golferindring. At Holbæk også har sat spor i dansk golf i bredere betydning, bliver vi bekræftet i, da vi gør stop i restauranten bagefter.

På klubmestertavlerne optræder navne som Pernille Carlson, Steen Tinning, Iben Tinning og John Axelsen.

Holbæk Golfklub kan godt være sig selv bekendt.

Der skal ikke igen gå 27 år, før jeg vender tilbage.

 

NAVN: Holbæk Golfklub

ARKITEKT: Frederik Dreyer (1964), Jan Sederholm (1994)

TYPE: Seasidebane

GREENFEE: 350 (weekend), 300 (hverdag)

 

 

Derfor skal du spille den

HOLBÆK GOLFKLUB er en bane med både historie og charme, som alligevel flyver en smule under radaren. Nem at komme til fra hele Sjælland og i virkeligheden også fra det østlige Jylland.

BIRDIE: Spil banen en enkelt gang og du glemmer den aldrig. Der findes mange smukke baner i Danmark, men næppe nogen med en beliggenhed som lige præcis denne.

BOGEY: Pladsmangel er et issue. Hvis du spiller fra herretee, skal du på tre af hullerne slå fra måtter placeret ude i vandet. Sekretariatet oplyser dog, at man leger med tanken om at flytte teestedet på 12. hul, så herrerne kan slå fra græs.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer