Fristelser i Frederikshavn | Golf.dk

Fristelser i Frederikshavn

01/03 - 2015 | Peter Bugge

I klubhuset i Frederikshavn Golfklub hænger et fint maleri af Lucas Bjerregaard som en hyldest til hans præstation i 2009, hvor han vandt EM.

Lucas Bjerregaard trådte sine første mange par børne-golfsko på den smukke bane mellem Aalborg og Skagen, og her kan man virkelig lære at spille god golf. Hvilket en anden af klubbens hjemmefødninge, Daisy Nielsen, også er et fremragende eksempel på. For godt nok er banen flad som en nyfanget rødspætte fra havnen tæt på. Til gengæld er den både svær – hvilket konverteringtabellen i klubhuset kraftigt antyder – og i den grad udfordrende på alle niveauer. Min knapt så atletiske krop bliver således ikke belastet mange højdemeter, til gengæld bliver mit golfspil sat på en hård prøve. Det finder jeg hurtigt ud af, da jeg denne dag sætter kursen nordenfjords.

Når jeg siger, banen er flad, så gælder det de områder, hvor man som golfspiller helst skal opholde sig: På fairway. Men som sædvanlig ofrer jeg gerne en god score i sandhedens tjeneste og slider heller ikke denne dag unødigt på de velplejede fairways.

Mine drives lander som regel i højre – eller venstre – side, og her er bestemt ikke fladt. På mange af hullerne er fairways nemlig omkranset af pukler hele vejen mod green. Man kan sagtens slå herfra, men det bliver fra den ene mere mærkelige stance end den anden.

Kuperede greens

Jeg rammer således ikke mange greens i regulation, men det er på Frederikshavn heller ikke nødvendigvis lig med en fornuftig score. Her kan sagtens tre-, fire- ja sågar femputtes! Greens er nemlig kæmpestore og meget kuperede. Og denne dag i perfekt stand og dermed også lynhurtige. Jeg kigger sjældent på det med pinplaceringer, men det bør man gøre i Frederikshavn. Og samtidig studere baneguidens greenbeskrivelser nøje.

Frederikshavn Golf Klub ligger i den nordlige udkant af byen. Her er masser af søer og høje træer og må vel betegnes som en parkbane. Selv om den på flere huller nærmere har karakter af en skovbane. Der er vand i spil på langt de fleste af hullerne, som – udover at være svære og udfordrende – også er særdeles afvekslende.

Det gælder for eksempel 6. hul, der ikke uden grund er kategoriseret som banens sværeste. Mestrer man ikke at slå en perfekt fade rundt om træerne, er det stort set umuligt at nå green i to.

Pølsemix

Og 18. hul er også en historie for sig. Det er et af de absolut sværeste afslutningshuller, undertegnede nogensinde har spillet. Det er et 480 meter langt par 5-hul, som denne dag spiller lige ind i den friske nordvestenvind. Der er vand hele vejen op langs venstre side af en meget smal fairway, der på den anden side indrammes af de velkendte pukler – og lidt længere ude out of bounds-pæle. Hullet koster mig et par bolde og en vandret streg på scorekortet, men jeg er alligevel begejstret, da jeg puster ud på terrassen efter runden. Jeg overvejer alvorligt at sætte tænderne i den gang pølsemix, der ligesom i så mange andre jyske klubber også er på menuen her. Men besinder mig og læser i stedet lidt om klubben over en lille fadøl.

På klubbens hjemmeside finder jeg målsætningerne for banen, der blandt andet siger, at “målet er en golfbane, som alle ønsker at vende tilbage til”.

Det mål har de nået – jeg vender meget gerne tilbage.