En klassisk oplevelse | Golf.dk

En klassisk oplevelse

11/01 - 2015 |

De seneste seks-otte år har golfturneringen Carnoustie Country Classic været en succes for danske ”weekendgolfere”. Måske ikke ved præmiebordet, men som rejsemål, når de vil prøve linksgolf.

Ganske vist bugner rejsebureauernes kataloger af storslåede tilbud om den kommende sæsons rejsemuligheder. For nogle er den ultimative golfoplevelse noget med vajende palmer langs smukke velplejede fairways, solen, der bager ned over en vindstille frodighed af smukt grønt veltrimmet græs, og store forholdsvis flade bunkers med kridhvidt sand, som man kan finde det i det sydlige Spanien eller Portugal, i Tyrkiet, i Caribien eller det fjerne Østen.

For andre er den ultimative golfoplevelse udfordringen i at spille de gamle linksbaner, der minder en om golfens oprindelse. Linksbaner, hvor selv et perfekt drive kan blive forvandlet til et mareridt på forholdsvis smalle og bulede fairways med dybe potbunkers strøet ud med løs hånd. Hvor selv den mindste smule vind er en seriøs modstander, og hvor roughen består af sej marehalm samt lyng og gorsebuske med sylespidse blade.

Det er det, de danske golfspillere søger, når de i de seneste år med større og større interesse har meldt sig til turneringen, Carnoustie Country Classic.

Set med de øjne er turneringen en succes.

Krisens aftryk

Turneringen spilles hvert år i maj på skotske linksbaner, som eksempelvis banen, der af de største stjerner er blevet betegnet som den sværeste af alle links-baner, Carnoustie.

Men i år har det været vanskeligere at få en plads i feltet, der har været et yndet mål for britiske forretningsfolk, der kunne invitere kunder med.

Finanskrisen har gjort et alvorligt indhug i denne trafik, så deltagerantallet er faldet over det seneste par år. Det har arrangørerne taget konsekvensen af og besluttet, at feltet skulle begrænses, så man ikke optager for mange ”ubrugte” starttider på banerne.

Deltagerne spiller de 72 huller på fire forskellige linksbaner, Panmure Barry, Monifieth Medal og Montrose Medal, der alle bruges til den afgørende kvalifikation, når British Open spilles på Carnoustie.

I 2014 blev turneringen ramt af det besynderlige paradoks, at succesen og den europæiske finanskrise ramler mod hinanden.

Finanskrisen har betydet et faldende deltagerantal de seneste år, mens succesen har betydet, at man i år har måttet lukke for tilmeldinger.

Fem måneder før turneringen skulle spilles, var den fuldt tegnet.

-Vi er meget overraskede over, at så mange har tilmeldt sig i så god tid, og det er ærgerligt, at vi har været nødt til at afvise så mange. Finanskrisen har ramt denne turnering ganske som så meget andet, og antallet af deltagere har været faldende de seneste tre eller fire år, så vi har måttet skære ned på antallet af deltagere for at holde en sund økonomi. Vi er jo ikke skotter for ingenting, siger turneringslederen, Stuart French med et grin.

Den helt overvældende interesse i år betyder, at turneringsledelsen vil sigte efter i hvert fald 160 pladser til næste år, siger Stuart French.

Van de Veldes aftryk

Hvad er det så, der venter i maj 2015?

Endnu er der muligvis mange, der bedst husker Carnoustie for den dramatiske slutning på British Open i 1999, da franskmanden Jean van de Velde stod på 18. tee med en så komfortabel føring, at han kunne vinde med en dobbeltbogey på hullet.

Mange vil formentlig også kunne fremkalde billeder på nethinden af franskmanden, der smed sko og strømper, rullede bukserne godt op over knæene og kravlede ned til bolden, der lå synligt i vandet i Barry Burn omkring 20 meter kort af green, før han valgte at tage et drop og et straffeslag.

Han gik derfra med en triplebogey, der udløste et omspil med amerikaneren Justin Leonard og skotten Paul Lawrie.

Paul Lawrie blev det år den første skotte i 68 år, der vandt British Open på skotsk jord.

Dette forløb passerer gennem ens hoved, når man selv står på 18. tee og tager sigte efter det store Rolex-ur på hotellet bag green, som alle pro-tips anbefaler.

Fornemmelsen, når boldens bane er lige imod uret, er ubeskrivelig.

Så glemmer man hurtigt de mange bryderier, denne bane har forvoldt en undervejs. Man glemmer de svære slag fra de dybe bunkers, hvor man ind imellem måtte slå sidelæns eller baglæns ud for overhovedet at få bolden i spil igen. Og man glemmer de infame torne på gorsebuskene og husker kun disse buskes smukke gule og gyldne blomster.

Drømme om palmer, hvide bunkers, veltrimmede fairways og milde vinde bliver pludselig noget uvirkeligt, nærmest ligegyldigt, når man for sit indre øre hører bifaldet fra tribunerne ved 18. green.

Carnoustie er en bane, der bider fra sig, så bare det at komme igennem uden for store sår på krop og sjæl er at vinde.

Hogans aftryk

Da Ben Hogan i 1953 vandt The Open på Carnoustie, lagde han alle fire dage sit drive på 6. hul på de ganske få meter, der er mellem to store fairway-bunkers og out of bounds. Deraf hullets navn, Hogan’s Alley.

Berømmelsen og renomméet omkring Carnoustie gør bestemt ikke de tre andre baner uinteressante. De har alle deres rolle i den skotske golfhistorie.

Montrose Medal, der ligger en god halv times kørsel nord for Carnoustie, er verdens femteældste golfbane. Banen kunne i 2012 fejre sit 450 års jubilæum.

Der er sket ændringer med banen gennem de mange år, men der er stadig dele fra den oprindelige bane i spil. Området blev tidligere brugt til træning af hærens bueskytter.

Golfhistorie, der kan gøre en lidt ydmyg som gæst.

Her får man lejlighed til at komme op mellem en overflod af gorsebuske i klitrækkerne, der er den sidste beskyttelse mod Nordsøen. Det kan give barske vejrmæssige udfordringer, men nogle steder også en udsigt, der vil fryde enhver nethinde.

I Monifieth kan man føre golfspillet tilbage til i hvert fald 1643. Fra det år har man en optegnelse i de kirkelige analer, der forbyder ”Gowff on the Lord’s Day”, hvor kirken altså forbød golfspil om søndagen.

Da jernbanen mellem Dundee og Arbroath – ca. 25 km op langs den skotske østkyst – blev åbnet i 1838, og gik gennem Monifieth, betød det, at mange flere mennesker fra storbyen kunne komme ud at spille golf. Det blev hurtigt et problem, at der ganske enkelt ikke var plads nok på banen i Monifieth. Så i 1845 erhvervede nogle driftige folk jord på den modsatte side af byen Barry af Jarlen af Panmure og stiftede Panmure Golf Club.

Panmure Golf Club er den nyeste af de fire baner, der indgår i Carnoustie Country Classic.

169 år er ingen alder for en golfbane i Skotland.

Jernbanen har stadig indflydelse på Monifieth-banen, idet de seks første huller løber langs banen, og er klar til at snuppe et lidt for stort slice.

Der er på den måde tale om fire vidt forskellige baner, men alle ægte linksbaner, som de så ud, da historiens første golfslag blev slået.

Indiens aftryk

De driftige folk, der tog initiativ til Panmure Golf Club, var officerer, embedsmænd og forretningsmænd, der var kommet hjem fra Indien. Dette ses på klubhuset, der er en kopi af klubhuset i Royal Calcutta Golf Club, og at banens 18. hul hedder ligefrem ”Calcutta”.

Den amerikanske legende Ben Hogan trænede flere dage på Panmure Barry forud for sin Open-sejr i 1953 på Carnoustie.

Hans træningsrunder på Panmure mærkes den dag i dag, for på en af disse runder, hvor han spillede med klubbens sekretær, nævnte Hogan, at der manglede en bunker på 6. hul. En bunker umiddelbart til højre for green ville gøre banens bedste hul endnu bedre.

Den bunker er der nu, og siden har hullet heddet Hogan.

Denne artikel blev første gang bragt i Dansk Golf #3 2014

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer