En golfbane krydser sit spor | Golf.dk

En golfbane krydser sit spor

01/07 - 2011 | Torben Thornæs Andersen

S-toget kommer buldrende ned langs det høje hegn, der adskiller sporene fra driving rangen. Det er linje E mod Køge. Er man heldig, kan man med andre ord slå sit næste drive et godt stykke over 60 kilometer. Det kræver bare et ordentligt hook og en usædvanlig god undskyldning til DSB. Instinktivt sænker vi køllerne og lader toget og muligheden passere. Der er rigeligt smalt på Hillerød Golf Klubs træningsområde, og chancen for at slå århundredets drive står ligesom ikke mål med indsatsen. Driving rangen måler cirka 50 meter fra sporene i venstre til træerne i højre. 50 meter lyder som en bred fairway, men her føles det lidt som at varme op i en porcelænsbutik.

De intimiderende forhold giver dog en vis mening. Banen i Hillerød er anlagt på tværs af hele to toglinjer, der begge sætter sine tydelige spor på adskillige huller, og det kræver en vis flegmatisk holdning til lange rækker af hvide pæle at komme helskindet gennem runden. Heldigvis strækker banen sig meget længere, end hvad DSB kan nå.  

Bane med tilbygning

Som man kan læse på Hillerød Golf Klubs hjemmeside, er klubben oprindelig stiftet i 1966. I starten nøjedes de cirka 80 medlemmer med at dyste på seks beskedne skovhuller, der lå øst for banelegemet, men efterhånden fik ambitionerne overtaget, og i 1976 kunne klubben indvie de sidste nødvendige huller vest for sporene, så medlemmerne nu havde en fuld bane at boltre sig på.

Baner, der knopskyder, er ikke noget usædvanligt syn – især ikke, hvis klubben er af ældre dato. Risikoen er, at tilføjelserne kommer til at minde lidt om gamle villaer med moderne tilbygninger. Helheden bliver uharmonisk, og man ved ikke helt, hvad der egentlig er det bærende træk. Den fornemmelse slipper man ikke helt for i Hillerød, men alderen og den flotte natur gør sit til at pakke forskellighederne godt ind.

Lidt klejne forhold

Mens mine to medspillere har gæstet banen før, så ankommer jeg som debutant til Hillerød, og da solen så småt begynder at stråle over anlægget, er der kun tilbage at snuppe en velsmagende sandwich fra restauranten og begive sig over mod 1. tee.

Et hurtigt kig på scorekortet viser, at vi står over for lidt af en sjældenhed. Par 70 er ikke standard blandt danske baner, og der er da også kun blevet plads til tre par 5-huller. I det hele taget virker forholdene lidt klejne. 5247 meter fra gul, 4879 fra blå og 4443 fra rød skulle være til at overskue.

1.hul hører dog ikke til dem, der er nærige med meterne. Et 367/279 meter dogleg højre med et blindt andetslag til en hævet green er en voksen start, uanset hvor i landet man indløser billet. Budskabet er vist ikke til at tage fejl af. Vil man have en god score, så skal der arbejdes for føden.

Dagens professorterning

Og arbejdet hober sig op. Allerede på 2. hul støder vi ind i banens sværeste hul, et par 4 med vand i højre, en å på tværs, hvide pæle og linje E i baggrunden. Som Old Blue Eyes plejer at sige, hvis du kan klare dig her, kan du klare dig ”anywhere”. Og det er måske derfor, man har anlagt alle tiders professorterning som det næste hul.

Et 260/224 meter par 4-hul lyder selvfølgelig på ingen måde uoverkommeligt. I dette tilfælde ligger løsningen imidlertid klemt inde mellem S-tog i venstre og urskov i højre. Det er muligt, at Hillerøds erfarne medlemmer for længst har fundet den rigtige vej til hullet. Jeg slog selv mit teeslag helt over på 16. green – og det er i hvert fald IKKE den rigtige vej.

Videre til hul 4, hvor udsigten fra det hævede teested vidner om et festligt par 3-hul med plads til både togskinner, sand og en fin lille sø.

Banen åbner op

Vi går under togsporene og videre til 5. hul, der også er banens første par 5-hul. Med hvide pæle helt op til fairway holder man automatisk lidt igen fra tee, og så er 440/389 meter pludselig ikke så kort et par 5-hul, som det kunne lyde.

Noget andet, der fanger ens opmærksomhed, er, hvordan banen begynder at åbne sig, da vi forlader 6. hul og vandrer ned af 7. fairway. Pludselig kan vi se ud over anlægget, og der er god plads til at vurdere banens forløb. De friere rammer mærkes tydeligt på de næste huller, der alle har fundet deres egen naturlige placering i landskabet.

Hvor skov og buskads før nærmest stod i vejen, så forvandles de nu til en fantastisk kulisse, der både virker inspirerende og udfordrende. Afslutningen på 8. hul er et godt eksempel. I venstre side står et par store, gamle løvtræer som skildvagter og er med til at skabe en utrolig flot indgang til et veldefineret greenområde.

Samme fornemmelse får man på 12. hul. Her er der ganske vist ikke nogle skildvagter. Til gengæld kan man fra teestedet se ned over en velformet fairway, der er passende pakket ind i skov på begge sider. Undgår man at dumpe i åen, der løber på tværs cirka 220/172 meter fremme, står man med et udfordrende andetslag til en hævet green med to store greenside-bunkere og skov i venstre.

Charmerende skovhuller

Ifølge klubbens hjemmeside så stammer netop denne del fra indvielsen i 1976, hvor der blev føjet ni nye huller til banen. Det må betyde, at vi nu begiver os tilbage i tiden, tilbage under togsporene til banens østlige del, hvor klubbens seks første huller i sin tid blev anlagt. Og det er vitterlig en noget anden oplevelse, der venter os fra 13. til 17. hul.

Væk er de åbne vidder. I stedet kryber vi ind i skoven og bliver mødt med helt nye udfordringer. Kan man kontrollere boldens kurve og længden fra tee, er man godt kørende. Herinde er teestederne bygget op af måtter, hvilket skyldes, at mange af dem er lukket inde af træerne og aldrig får sol. Måske ikke optimalt, men vi tager det som en del af oplevelsen.

Til gengæld kan man lune sig ved noget af den charme, der altid klæber til gamle skovhuller. Ja, de er lidt skæve, og ja, en moderne tænkende banearkitekt ville hellere stikke en spids blyant i øret end lægge navn til den slags pjat. Men det giver unægtelig noget kulør til runden, når et veldrejet jernslag er mere værd end et perfekt slag med driveren.

Lad os tage 16. hul som eksempel. Det fælles teested er krøbet langt op ad af en skrænt, og man står bogstavelig talt inde i skoven og slår ud gennem en åbning i løvet. Hullet er bare 242 meter langt, men green er skjult bag et dogleg og kan ikke angribes direkte. Desuden ligger der både en å og en sø og kalder som sirener efter alle dem, der ikke forstår en fin hentydning. Resultatet er et hul, der vifter flaget foran næsen på dig, men med et – eller snarere en hel masse – slag kan tilintetgøre en ellers lovende runde golf.

Supersygehus i sigte

Vi nærmer os afslutningen, og benene er så småt begyndt at virke lidt tunge. Selv om Hillerød er en kort bane, så afslører min makkers GPS’, at vores spadseretur for længst har passeret ti kilometer. Par 70 lyder ellers som en kort runde, men distancen mellem enkelte af hullerne sørger for, at ingen kommer udhvilet gennem strabadserne.

Hvilket får mig til at tænke på de rygter, der vil placere et nyt supersygehus på klubbens arealer og forvandle anlægget til verdens før ste par 47-bane. Idéen om at inddrage en tredjedel af området er blandt andet opstået, fordi banen ligger lige dér, hvor S-togsnettet og lokalbanen går sammen og forbinder København med de nordsjællandske yderområder.

Ifølge Hillerød Golf Klubs formand Lars Broch Christensen er man meget opmærksom på planerne, selv om det i første omgang ser ud til, at medlemmerne får lov at beholde deres bane. Politikerne har allerede vedtaget en placering nordvest for klubbens arealer. Eneste bekymring er den togstation, som skal bygges i forbindelse med sygehuset. Som formanden påpeger, så vil en naturlig placering være nord for banen, før de to togspor deler sig. Men i princippet er beslutningen stadig åben, og det kan i værste fald få konsekvenser for et ukendt antal huller.

I Hillerød har man heldigvis en plan B. På den modsatte side af togsporet over for driving rangen ligger der et areal, som er reserveret til rekreative formål. Lars Broch Christensen fortæller, at der i mange år har været planer om at udnytte arealet, så banen kommer til at bestå af to nihullers-sløjfer, der begge ender ved klubhuset. Sådan er det nemlig ikke i dag. En uheldigt placeret togstation kunne være det, der skubber projektet i gang.

En unormal køreplan

Vi har sat kursen ned ad banens sidste par 5-hul, et klassisk afslutningshul, hvor spilleren har mulighed for at sætte trumf på med en sidste god score. For enden venter det hyggelige klubhus Nysøgaard med både proshop og restaurant. Ejendommen, der ved første øjekast ligner et byggeri fra starten af århundredet, gennemgik en større renovering i 2005, og gården ligger nu som en renskuret, solgul kulisse omkring 18. green. Sammen med restaurantens udendørsterrasse og parasollerne er det en smuk finale, der møder spillerne på vej op ad 18.

Idet vores sidste putt finder bunden af koppen, hører vi igen den hæse elektriske summen fra den anden side af driving rangen, fra Linje E, der transporterer passagerer på tværs af en af Danmarks ældste golfbaner. Lyden minder os om, at en runde i Hillerød ikke følger den normale køreplan. Men hvorfor skulle den også det? På Hillerød kommer man vidt omkring i både tid og tankegang, så der er god grund til at hoppe med på toget.