Det irske gods er scene for danske triumfer | Golf.dk
Man har udsigt til slottet fra en stor del af Montogmerie-banen. Her udsigten fra 18. green, hvorfra der venter en pænt lang gåtur tilbage til "klubhuset".

Foto: PR

Det irske gods er scene for danske triumfer

22/10 - 2018 | Claus Rødgaard Thomsen

Hvis man har oceaner og atter oceaner af plads og i øvrigt dybe lommer, hvad skal man så gøre med den?

Man kunne jo få to store navne i golfsporten til at designe 18 huller hver og så ellers omdanne området til et moderne golfmekka.

Det er det, man forsøger at gøre på Carton House lige uden for Dublin. Her har Colin Montgomerie og Mark O’Meara designet hver sin bane, og Golf.dk fik tilbuddet om at spille Montgomerie Course.

Irland er et af verdens prægtigste golflande, og langt de fleste vil nok mene, at klassiske linksbaner som Royal Portrush, Royal County Down, Portmarnock, Lahinch og Ballybunion er de første, der skal stå på ønskelisten, hvis man tager den to timer lange flyvetur til Irland.

Men der er adskillige gode grunde til at tage turen op af den lange allé til slottet, som hele resortet er opkaldt efter.

Thomas Bjørn vandt i 2006 Irish Open på Montgomerie Course på Carton House.

For det første ligger Carton House mindre end en halv times kørsel fra Dublins lufthavn, så den er bekvem at besøge – vi kan spotte flere Aer Lingus-fly i luften under vores runde. For det andet rangerer begge baner blandt de bedste parkbaner i Irland.

Og for det tredje er det en bane, som der med danskerøjne knytter sig en helt speciel historie til.

Det var på Carton House, at John Axelsen, Rasmus Højgaard og Nicolai Højgaard i september 2018 vandt det første danske VM-guld nogensinde. Og det var på Carton House, at Thomas Bjørn i 2006 vandt den niende af sine 15 europatoursejre.

Efter at have gået en miserabel åbningsrunde i 78 slag kom Bjørnen stærkt tilbage og vandt Irish Open.

En turnering, som Carton House har været vært for tre gange i alt, senest i 2013.

I de tilfælde har det været Montgomerie-banen, der har været vært. Under VM i 2018 blev begge baner taget i brug på skift.

Det er umuligt at bedømme golfoplevelsen på Carton House uden at betragte det som en helhedsoplevelse. Banerne er måske nye, men man befinder sig på et gods med rødder helt tilbage til 1200-tallet. Nogle af de træer, der fint kan agere sigtepunkter fra flere teesteder er op til 350 år gamle.

Det fortæller direktøren for stedet, Eoin O’Sullivan. Han oplyser også, at Carton Houses amerikanske ejere (som også er medejere af den kommende major-bane i Pennsylvania, Aronimink) har planer om at modernisere det i forvejen ekstravagant indrettede slot.

Stedet kan meget andet end golf. Der er et luksusspa, lystfiskeri, masser af stier til vandring og cykling – man møder adskillige cyklister og hundeluftere under en runde golf. Og Eoin O’Sullivan forklarer, at det irske rugbylandshold bor og træner på Carton House i op til fem måneder om året.

Montgomerie-banen er den mest linksprægede af de to baner. Alligevel befinder man sig umiskendeligt i noget, der minder om en stor have. Da vi spiller banen, har man trimmet megen rough, hvilket reelt betyder, at man de fleste steder skal lande en lillebitte golfbold på en landingsbane, der er bred nok til en jumbojet.

En udfordring, der dog aldrig kan minimeres eller klippes væk, er de mange og dybe bunkers. De er overalt, og en helt igennem uvidenskabelig undersøgelse gennemført i min egen trebold, indikerer, at du skal regne med at besøge en fairway- eller greenbunker på omtrent hver tredje hul. Ofte skal du betvinge en bunkerkant, der er lige så høj som dig selv.

Colin Montgomerie har igennem hele sin karriere yndet at fade bolden, og mon det er tilfældigt, at mange huller kurver mod højre og giver en fordel til ham eller hende, der kan slå en kontrolleret fade?

Banen er imidlertid fint spilbar for højhandicappere, som ikke tænker i at kurve bolden hverken den ene eller anden vej. Der er reelt ingen steder, man er tvunget til at flyve bolden langt. Kan man navigere uden om de bunkers, som jeg har opgivet at tælle, er Montgomerie Course en fornøjelse for spillere på alle niveauer.

At spille i en slotshave vil for mange danskere føles som en lettere dekadent oplevelse. Under det meste af runden aner man slottet på toppen af bakken. Klubbens eminente putting green, driving range og indspilsområde ligger lige foran slottet, blandt gamle skulpturer og pussenussede stier, blomster og buske. Man ville kalde det en arketypisk, engelsk adelshave, hvis det da ikke lige var fordi, vi befinder os i Irland.

Det tjener Colin Montgomerie til ære, at han har ladet omgivelserne og helheden være fremherskende. Der er ingen forcerede forsøg på at skabe signaturhuller. Formentlig vil det afsluttende par 5-hul stå stærkest i din erindring, fordi det prydes af flere massive træer og fordi udsigt til sø og slot kommer til syne, når man nærmer sig green.

At spille Carton House er ingen billig oplevelse (selvom der bestemt findes dyrere baner i Irland). Selv her i vinterhalvåret koster en runde mellem 75 og 85 euro. Men tusindvis af gæster besøger hvert år de to baner. Det er der gode grunde til, og Carton House er bestemt en oplevelse, der er værd at unde sig selv.

I 2019 vender The Open Championship tilbage til den grønne ø for første gang siden 1951. Derfor vil vi næste år sætte yderligere fokus på Irland og Nordirland på Golf.dk og i Dansk Golf.

Golf.dk var inviteret til Irland af Tourism Ireland, Failte Ireland og Tourism Northern Ireland.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer