Danskerne: Vi elsker Sverige | Golf.dk

Danskerne: Vi elsker Sverige

30/11 - 2014 |

Når golf- og weekendtasken bliver pakket, så er danskernes foretrukne destination landet på den anden side af Øresund. Det viser en ny undersøgelse foretaget blandt danske golfspillere. Sverige er faktisk så populær en destination, at 75 procent af de danske golfspillerne ville vælge de svenske baner over både de tyske og de danske. Og det glæder især Per Svensson fra Svenska Golfförbundet:

- Vi er enormt glade for de danske gæster på vores svenske golfbaner. Danskerne er vores største udenlandske spillergruppe, og de er meget vigtige for golfklubberne. Tilstrømningen af danske golfspillere gør det muligt for golfbanerne at videreudvikles og blive ved med at være nogle af verdens bedste, fortæller Per Svensson.

I de senere år har der været øget fokus på Sverige som golfdestination, og den position er nu for alvor blev slået fast ved The International Association of Golf Tour Operators prisoverrækkelse i Barcelona, hvor Sverige blev udnævnt til Årets Uopdagede Golfdestination 2014.

Flere og flere danskere vælger da også at tage turen over sundet i langt højere grad end tidligere. Ifølge de nyeste tal fra Svenske Golfförbundet har der i 2014 været spillet 6 procent flere runder end sidste år.

Især i Sveriges golfhovedstad, Halmstad, har de mærket en øget dansk interesse, idet de dansk spillede runder er øget med 44 procent fra sidste år. 

- De danske golfspillere kender efterhånden Sydsveriges golfbaner ret godt, og de bruger flere og flere af banerne aktivt. Spillerne efterspørger høj kvalitet, god pris og kort afstand, og de oplever, at de svenske baner lever op til de krav, og det giver spillerne et stort udbud at vælge mellem, siger senior projekt manager hos VisitSweden, Helena Salomonson.

Ifølge undersøgelsen fra VisitSweden har 45 procent af de danske golfspillere i år været på golfudflugt i Sverige, hvilket svarer til en stigning på 20 procent set i forhold til sidste år på samme tid.

Generelt rejser de danske golfspillere mere og mere udenlands for at dyrke deres passion – faktisk har 68 procent af dem været i udlandet for at spille golf. Og en stigende andel af disse rejser går til Sverige.

63 procent af golfspillerne, der har været i udlandet for at spille, har været i Sverige for at spille golf, og det er 9 procent flere end sidste år. Udviklingen glæder VisitSweden, der i de senere år har arbejdet for at udbrede budskabet om Sveriges spændende golfattraktioner.

- Det er tydeligt, at danskerne har taget de svenske baner til sig og nu ved, hvordan de kan finde og booke de svenske baner nemt på golfsverige.dk, lyder det fra Christian Mathiassen fra Golfsverige.dk.

Både hos Svenska Golfförbundet og hos VisitSweden er man ikke i tvivl om, at det attraktive ved Golf-Sverige især er det store udbud af mange og varierende golfbaner, samt den imødekommenhed og service spillerne finder på de svenske golfbaner. 

Men undersøgelsen viser også, at de gastronomiske tilbud i forbindelse med golfferien i høj grad er en medvirkende faktor for at lade golfweekenden gå til Sverige frem for blandt andet Tyskland, Spanien og andre destinationer. 

- Maden er altid en vigtig del af en ferie, og især i forbindelse med en golfferie, hvor man bevæger sig en hel del. Vores undersøgelse viser, at de danske golfspillere synes, at restauranterne på golfklubberne i Sverige holder en høj standard, og det ser ud til, at golfspillerne finder, at madkvaliteten er stigende, siger Helena Salomonson.

- Mad og gastronomi er et område, der er stort fokus på i Sverige, og mange af golfrestauranterne har ansat dygtige kokke, som hæver niveauet, siger Helena Salomonson. 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer