Afrikas stjerne | Golf.dk

Afrikas stjerne

20/12 - 2015 | Peter Bugge

Hakuna matata. Det er Swahili og betyder noget i retning af, "Det er, hvad der sker". Og den vending får man brug for nogle gange, når man rejser til Kenya. For godt nok et det et af de mest udviklede lande på det afrikanske kontinent, men planlægning og præcision er ikke deres stærkeste side. Hvilket både er charmerende - og kan være frygteligt irriterende for os nordboere, der er vant til at leve i en klokkestreng.

Til gengæld er smilene store, venligheden endnu større og golfbanerne helt unikke i det smukke land. Og det til en pris, man ikke oplever ret mange andre steder i verden.

Vi begynder vores afrikanske opdagelsesrejse i Mombasa, der ligger helt ud til Det indiske Ocean. Eller rettere lidt nord for byen - på Vipingo Ridge, der indtil får få år siden husede en plantage. Den er blevet ryddet og har gjort plads til et resort omgivet af 19 km mur og med bevæbnede vagter ved indkørslen. Vi indlogerer os i en af de enorme fire-rumsvillaer og sætter kursen mod klubhuset.

Resortet ligger, som navnet antyder, på en højderyg, så vinden har en behageligt kølende effekt. Men har samtidig stor betydning ude på banen, hvilket vi allerede finder ud af på første hul, hvor vi mødes af en strid modvind.

Banen er ikke den sværeste, men der er flere huller, hvor man skal tænke sig om. Især på de huller, hvor der er vand. Heldigvis guides vi rundt af kompetente caddies, som er obligatoriske for alle spillere. De er for størstedelen tidligere gadebørn, som har fået en chance for et andet liv. Og det kan være begyndelsen på noget meget stort. Men mere om det senere.

Bosat python

Tilbage til banen, som er ret ny og meget åben. Roughen er sej, hvilket vi lærer af bitter erfaring - der skal virkelig slås til for at komme tilbage i spil. Som så ofte før kommer vi også endnu længere ud i krudtet, men skal ikke nyde noget af at lede efter boldene herude, hvor slanger og andet kryb huserer. Caddierne leder dog gerne efter vores alt for mange vildfarne bolde, men de er også iført lange bukser og kender området. Og apropos slanger - så skulle en stor python have bosat sig i den store sø midt på anlægget. Den ser vi gudskelov ikke noget til denne dag, men det er alligevel med bævende hjerte, jeg dropper på kanten af søen og skynder mig at slå bolden videre.

Efter runden nyder vi den første af mange lokale øl, Tusker, på terrassen med udsigt til havet i det fjerne. Vipingo Ridge har planer om at bygge endnu en bane, men selv om arbejdet så småt er gået i gang, et det usikkert, hvornår den står færdig. Næsten færdig er til gengæld resortets beach club, hvor man snart kan slappe af i det lune hav efter en anstrengende dag på golfbanen.

Dagen derpå har vi en flyver til Nairobi, men vi kan lige nå en runde golf inden - på Nyali Golf and Country Club en halv times kørsel fra vores hotel.

Da vi kører op til klubhuset, virker det hele ved første øjekast meget nedslidt. Så vi frygter lidt, hvad vi har i vente. Men vi bliver positivt overraskede fra første drive. Det er en super velholdt bane med lynhurtige greens. Manageren i klubben har inden runden fortalt, at det er de hurtigste greens i Kenya - jeg ved ikke, om det holder. Men hurtige - det er de.

Heldigvis er der overskyet, da vi er på besøg. Men luftfugtigheden enorm. Allerede efter tre huller - der alle ligger i skoven - er vores bluser gennemblødt, og vi har udtalt tendens til aberøv.

Nervespækket på 18.

Banen byder på mange dogleg-huller, men selv om vi slår de sædvanlige skæverter, er det til at finde bolden mellem træerne.

På 8. bliver vi overrasket af en stor abeflok, der holder familiemiddag i højre rough. De er bedøvende ligeglade med et par blege skandinaver slår mærkelige hvide bolde forbi dem.

Sidste hul på runden er decideret angstfremkaldende. Ikke på grund af sine 174 yards, men fordi green ligger klos op af klubhusets terrasse. Så et forkert valg af jern kan altså sende bolden direkte op i en af de mange gin & tonics, der nydes på terrassen. Modsat Vipongo er Nyali en golfklub og ikke et resort. Det er en privat klub, og her er masser af liv - selv en tirsdag formiddag er terassen stuvende fuld.

Vi klarer os dog igennem uden at smadre hverken drinks eller egen værdighed, og når lige at nyde endnu en Tusker, inden turen går mod lufthavnen og Nairobi.

Vipingo var en god bane. Nyali endnu bedre. Og just som man tror, det ikke kan blive bedre, byder tredjedagen på turens absolutte højdepunkt - Sigona Golf and Country Club. Det er endnu en privat klub, men gæster er mere end velkomne. Det understreger mine to medspillere, der begge har været medlemmer af klubben i over 30 år. De fremhæver også, at det, der gør denne bane speciel, er afvekslingen i huller. Ikke to er ens. Og de har helt ret, det er en  super afvekslende bane.

Inden vi slår ud på 1. hul, fortæller min caddie, at banen er blandt de sværeste i landet. Efter få huller giver jeg ham ret. Men tilføjer, at den uden tvivl også må være blandt de smukkeste.

Den er gammel. Det ses blandt andet på nogle af de enorme træer, der omkranser fairways og som er umulige at slå uden om for slet ikke at tale om igennem. Men der er også træer og buske. Antallet af forskellige træer, buske og planter så enormt, at en runde ville tage mindst 14 timer for en golfspillende botaniker.

Denne dag virker driveren på ingen måde. Det betyder så heller ikke så meget på den strategiske skovbane - her handler det ikke om at slå langt, men at placere bolden rigtigt.

Det lykkedes så heller ikke rigtigt - selv om medspillerne gør deres bedste for muntre mig op. For eksempel ved at fremhæve, hvor svær banen er blevet. Den er blevet renoveret flere gange, og hver gang er den gjort længere. Alle spiller fra de bagerste klodser, og det gør unægteligt hullerne lange - og svære at nå. Både for en pensioneret bilhandler i 60’erne og for en parodi af en golfspiller fra Danmark.

Selv ikke et mirakelslag på 18., der ville lade salig Seve måbende, kan redde en helt igennem miserabel score, som bliver fordøjet over endnu en omgang Tuskers.

Op i højderne

Lidt for mange viser det sig dagen efter, da vi kører ind på de sidste 11 kilometer op mod Great Rift Valley Lodge & Golf Resort. Jordvejen er nemlig bumpet, og både bus og maveindhold vrider sig i unaturlige vinkler.

Golfbanen ligger i godt 2.100 meters højde. Det betyder, at man bliver lidt stakåndet, men heldigvis er der også her caddies til at lette byrden. Højden gør dog også, at man slår noget længere end i lavlandede Danmark. Den øgede længde på drives har dog ikke den store betydning for mig, der bare slår boldene endnu længere ud i roughen, der ikke er græs, men nærmere stenhård jord. Hvis jeg da ikke ender i en af de mange kaktusser, som flere gange viser sig at være ganske svære at slå ud af.

Jeg spiller med den lokale stjerne, Justus,  der har positivt handicap - og som har opnået det uden hjælp - men med masser af træning inspireret af diverse golfmagasiner. Han begyndte som caddie i klubben og repræsenterer nu Kenyas golflandshold.

Justus’ fascinerende historie får mig til at glemme mit miserable spil - godt hjulpet på vej af en exceptionel naturoplevelse. På par 3-hullet 8. står der for eksempel en flok zebraer, som er helt ligeglade med de golfspillende tosser få meter fra dem. Vi er nødt til at slå hen over dem, og de fjerner sig kun langsomt, da vi bevæger os mod greenen.  

Greenen bærer for øvrigt tydelige spor af nogle af områdets andre indbyggere, en flok impalaer, hvis klove har lavet dybe huller i greens. Den lokale regel siger dog, at man kan placere sin bold, hvis den havner i fodspor. Impalaerne spotter vi for øvrigt på næste hul, men de er betydelig mere sky end zebraerne, så de stikker lynhurtigt af, da vi nærmer os.

Dagen efter ville vi egentlig på safari til området, hvor en del af "Out of Africa" blev optaget. Til optagelserne medbragte filmholdet selv giraffer og flodheste, som stadig er her. Det samme er tusindvis af flamingoer, når tidevandet er rigtigt. Men desværre har det regnet voldsomt et par dage før vores ankomst, så vejen til søen er ikke farbar. Så i stedet kører vi tilbage mod Nairobi og sidste stop på turen.

En hård nat

Windsor Golf Hotel & Country Club ligger lidt uden for hovedstaden. Det ligner et engelsk slot fra 1800-tallet. Men er faktisk fra slutningen af sidste årtusinde. Vi ankommer sent og glæder os til en god nats søvn - som vi dog kommer til at kigge langt efter. De flotte værelser er nemlig ikke særlig godt lydisolerede, og en fest i telt på slottet har skruet så meget op for bassen, at bilalarmerne går i gang, og billederne på væggene truer med at falde ned. Det hjælper en smule, da vi får et andet værelse længst væk fra festlighederne. Men kun en anelse. Så undersøg om der er fest på hotellet, inden I booker værelse - og overvej i så fald et andet hotel.

Men pyt, vi er der jo ikke for at sove, men for at spille golf. Og banen er bestemt et besøg værd - allerede på andet hul møder vi den helt store attraktion: En kæmpe abeflok, som er vant til at se golfspillere og således ikke skænker os megen opmærksomhed.

Banen skærer sig gennem junglen, og vi møder aberne flere steder, men bortset fra deres skræppen er der dejligt stille. Man ser stort set ikke andre spillere, da der er masser af træer mellem de enkelte huller. Det er en dejlig let bane at spille - og caddies er så gode til at spotte vildskud, at jeg på mirakuløs vis undgår at miste en eneste bold.

Til sidst en advarsel. Vi fløj med Turkish Airlines, og det kan på ingen måde anbefales. Godt nok var det billigt, men der var enorme forsinkelser, ingen informationer, dårligt engelsktalende stewardesser og masser af mistet bagage. Overvej i stedet KLM eller Kenya Airways, der dagligt flyver fra Amsterdam.

Denne artikel blev bragt i Dansk Golf #6, 2015. Dansk Golf var inviteret til Kenya af Kenya Tourism Board.