48 timer i paradisiske Mauritius | Golf.dk

Foto: PR

48 timer i paradisiske Mauritius

16/03 - 2018 | Claes Meldal

Denne artikel er en udvidet version af en historie bragt i Dansk Golf 1/2018

Dag 1

Morgenen

Solen skinner fra morgenstunden. Jeg spiser en tidlig og udsøgt morgenmad på det luksuriøse resort Belle Mare Plage og sætter så kurs sydpå mod Ile aux Cerfs. “Hjortenes ø” har ingen hjorte, men til gengæld er den hjemsted for en fremragende og virkelig udfordrende golfbane.

Ile aux Cerfs-banen er designet af Bernhard Langer og overgiver sig ikke uden kamp. Hvis du ikke rammer de smalle fairways, giver søer, jord, sten og den genstridige rough store problemer – og det fører ofte nye problemer med sig.

Den eventyrlige havudsigt og den subtropiske natur på mange huller brænder sig virkelig fast i hukommelsen på denne helt specielle bane.

Efter 18 intense huller er det tid at slappe lidt af. Så jeg indfinder mig på golfklubbens private strand og snupper en svalende dukkert. Derefter går turen tilbage til Belle Mare Plage, hvor næste store golfoplevelse venter.

Eftermiddagen

Jeg tager hul på min eftermiddagsrunde på Legend-banen på Belle Mare Plage. Legend er banen, der bl.a. lægger græs til sæsonfinalen på European Senior Tour.

Klasse fornægter sig ikke. Legend har vand i spil på samtlige huller, og derfor behøver du ikke at spille den fra det bageste teested. Banen har rigeligt med udfordringer, selv om den ikke er voldsomt lang.

De fremragende greens er lumsk ondulerede og godt beskyttede. Banen har adskillige markante huller, hvor signaturhullet 17. (par 3, 145 meter), med Det Indiske Ocean mellem tee og green, står skarpest i erindringen.

Aftenen

Efter 36 fremragende golfhuller og en time på ryggen på Belle Mare Plages fabelagtige private strand er det blevet tid til at tage sig kærligt af maven.

Til det formål sætter jeg mig til rette i Blue Penny Cellar, Belle Mare Plages fineste gourmetrestaurant, og lader mig forføre af det franskinspirerede menukort og det eventyrlige vinkort. Maden fra det dygtige kokketeam og vinen, som findes på vingårde over hele verden, holder Michelin-kvalitet fra start til slut.

Jeg sover godt og tungt den nat.

 

Dag 2

Morgenen

Vækkeuret flår mig ud af tornerosesøvnen. Det her bliver endnu en god dag. Efter at have langet godt til den overdådige morgenbuffet på Belle Mare Plage kører jeg halvanden time fra Mauritius’ østkyst til den sydlige del. Her åbenbarer nationalparken Black River Gorges sig.

Et brusende vandfald med et fald på 100 meter, knejsende bjerge, frække makak-aber, dybe kløfter og en uforstyrret udsigt over Mauritius og langt ud i Det Indiske Ocean møder mit øje fra Mauritius’ tag. Denne paradisø har så meget mere at byde på end bare strande.

Eftermiddagen

Tæt på nationalparken ligger Heritage Golf Club ved siden af to eksklusive resorts Heritage Le Telfair og Heritage Awali. Her blev der spillet European Tour så sent som i november, hvor Jeff Winther blev nr. 14.

Banen er i fremragende stand og byder på mange spændende huller i det åbne og kuperede landskab. Der er – naturligvis – kig til havet og bjergene på en del huller. De to korte par 4-huller på forni, (5. og 9. hul), er sværere end de syner, og på bagni er det især det stærke afslutningshul 18. med det flot hævede teested, der imponerer.

Efter runden køler jeg af med en drink i det lækre poolområde på Heritage Le Telfair, hvor der både er mulighed for at tage en svømmetur i poolen og i havet.

Aftenen

Lidt senere ankommer jeg til Heritages bedste restaurant, Le Château, der blev opført i 1765. Det gamle palæ er smagfuldt restaureret, så gæsterne får en inspirerende oplevelse, hvor både mad og vin holder højt niveau.

Det er muligt, at Mauritius ligger 10.000 km væk og ikke har den fjerneste lighed med Danmark. Men hold nu fast, hvor er det nemt at føle sig hjemme i dette hjørne af paradis.
 

Fakta

  • Mauritius ligger 1.000 km øst for Madagaskar og er med sine 2.000 km² lidt mindre end Fyn. Den selvstændige nation har 1,2 mio. indbyggere, fortrinsvis af kreolsk og indisk etnicitet. Øen har tidligere været under både hollandsk, fransk og britisk herredømme, men har været en selvstændig republik siden 1992.
  • Øen har en række fantastiske golfbaner, der overvejende er tilknyttet de luksusresorts, som Mauritius er kendt for. Landet er to gange blevet kåret til Afrikas bedste golfdestination ved IAGTO Awards.
  • Der er ca. 14 timers effektiv flyvetid til Mauritius, og flere danske golfrejsebureauer tilbyder rejser til øens golfresorts – hvor der meget ofte er fri golf på resortets bane(r).

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer