Xander Schauffele vinder i omspil | Golf.dk
Xander Schauffele var med i opløbet om det captain's pick til Ryder Cup, som Tony Finau endte med at få. I Shanghai trak Schauffele det længste strå.

Foto: Getty Images

Xander Schauffele vinder i omspil

28/10 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

På en dag, hvor kun 13 spillere var under par på Sheshan International Golf Club, var Tony Finaus runde i -1 ikke nok til at forsvare et forspring på tre slag. Xander Schauffele gik dagens bedste runde, en 68'er, som blev sikret med birdies på de to sidste huller.

Det resulterede i omspil mellem de to amerikanere, og der slog Schauffele til med en tredje birdie i træk, da han ramte hul 18 i to slag og toputtede for sejren i WGC - HSBC Champions.

Schauffeles tredje store professionelle sejr kom tre dage efter hans 25 års fødselsdag. For et år siden sejrede han i Tour Championship, og han har tydeligvis fået smag for turneringer med begrænsede felter uden cut. Førstepladsen giver cirka halvanden million euro i præmie. Desuden modtager han 66 verdensranglistepoint.

- Jeg følte, jeg spillede godt hele dagen. Vi holdt bare snuderne i sporet. Da jeg underskrev mit kort, gik det op for mig, ”wow, jeg lavede faktisk birdie-birdie for at komme i omspil”. Jeg var bare i min egen verden derude. 

- Det betyder en masse for mig. Det var min fødselsdag denne uge. At have min familie med mig, specielt efter sejren, det er noget helt særligt, sagde Schauffele ifølge europatouren.

Thorbjørn Olesen fik også en stor check med fra Shanghai. En finalerunde i par rakte til et spring på tre placeringer fra nummer 10 til syv i den endelige stilling. For det fik den danske Ryder Cup-helt 184.866 euro.

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at Olesen gjorde det godt på Sheshan International. Det er femte gang, han spiller med i turneringen og en 31. plads fra 2017 er eneste gang, han er sluttet uden for top-20.

Debuten i World Golf Championship blev ikke nogen succes for Lucas Bjerregaard. Efter fire runder over par sluttede han i +16 på en delt 69. plads ud af de 77 deltagere. Trods det beskedne resultat modtager frederikshavneren en pæn check på lige over 40.000 euro. 

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer