Woods erkender at karrieren kan være slut | Golf.dk
Siden august 2015 har Tiger Woods kun spillet syv tællende runder golf, og der er fortsat lange udsigter til at se ham tilbage på banen.

Foto: Getty Images

Woods erkender at karrieren kan være slut

28/09 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

For en lille uge siden opdaterede Tiger Woods sin hjemmeside for første gang i lang tid, og den 41-årige havde for en gangs skyld gode nyheder. I foråret fik han foretaget et indgreb i ryggen, det fjerde i karrieren, og selvom folk omkring Woods kunne berette om øjeblikkelig lindring af smerterne, blev den 14-dobbelte majorvinder kort tid efter anholdt for at købe bil omtåget efter at have indtaget en hård cocktail af smertestillende midler. Nu skulle der dog være fremgang med fysikken. 

- Jeg motionerer seks dage om ugen, skiftende mellem løbebåndet, motionscykelen, svømning og vægtløftning to gange om dagen. Jeg er begyndt at få markerede muskler igen, men jeg er ikke i form til at spille golf endnu. Det kommer til at tage tid.

- Når det kommer til at spille, kigger jeg ikke fremad endnu, for jeg ved ikke, hvilket sving jeg kommer til at benytte. Jeg ved ikke, hvad min krop vil tillade mig at gøre. Indtil jeg ved det, lytter jeg til mine læger og fortsætter med at tage den med ro, skrev Woods.

Han kunne også berette, at han nu er begyndt at slå slag op til 50 meter, og at han har haft træningspas med nogle af de yngre kollegaer fra PGA Touren.

Vi har hørt det hele før. Fortællingerne om at det går fremad; om at han vil tilbage til at konkurrere mod de bedste. Under pressemødet forud for Presidents Cup, hvor Woods fungerer som vicekaptajn, kom for første gang erkendelsen af, at der måske ikke er mere professionel golf i kroppen. Da han onsdag blev spurgt, om han kunne forestille sig ikke at vende tilbage, lød svaret således:

- Ja, helt sikkert. Jeg ved ikke hvad min fremtid bringer, Som jeg har sagt til jer, jeg slår 50-meter slag.

Garantier kan han ikke udstede, men lysten til at spille er intakt, måske fordi det er alt, han nogensinde har kendt til.

- Jeg synes, det er sjovt. Jeg har konkurreret i golfturneringer siden jeg fire år eller sådan noget. Fra pitch, putt og drive til at spille majors- det har altid været sjovt for mig, sagde han.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer