Woodland fortsætter i spidsen trods trist nyhed | Golf.dk
Gary Woodland er i spidsen ved en PGA Tour-turnering for syvende gang i karrieren.

Foto: Sam Greenwood/Getty Images

Woodland fortsætter i spidsen trods trist nyhed

06/01 - 2019 | Kasper Ørkild

Fredag aften kunne 34-årige Gary Woodland glæde sig over at have førerpositionen ved PGA Tour-turneringen Sentry Tournament of Champions på Hawaii. Men forberedelserne til lørdagens runde blev udfordret, da amerikaneren fik nyheden om, at hans bedstemor var gået bort.

- Det har været lidt hårdt. Man prøver at forberede sig, men det kan man ikke helt. Så jeg har bestemt lidt flere følelser med ud på banen, men jeg skal nok komme gennem det, siger Gary Woodland til PGA Tours hjemmeside.

Trods den manglende forberedelse og triste nyhed havde Woodland en god lørdag på Hawaii. Han fulgte op på de første to dages 67’ere med en 68’er og afviste dermed forfølgerne.

Det bringer Woodland i spidsen i 17 slag under par inden søndagens runde, mens Rory McIlroy lurer på en andenplads i 14 under par.

Lørdagen stod på flere pars fra Woodlands side end de tidligere dage. Både torsdag og fredag hentede han otte birdies hjem, hvor det lørdag blev til fire af slagsen.

Den tredje runde bød til gengæld på amerikanerens første eagle i denne uge. På par 5-hullet 15 lod han pinden blive i, hvilket er tilladt ifølge de nye regler, og sænkede et putt på 20 meter for at slå sin plads på toppen af leaderboardet fast.

Vinder amerikaneren turneringen på Hawaii, så bliver det første gang, at han ikke kommer til en turneringssejr fra baghjul. Hans tre turneringssejre er alle kommet i hus uden at være i front umiddelbart før starten på sidste runde.

Woodland har været foran på leaderboardet efter tredje runde seks gange gennem sine 10 år på PGA Tour. Men han har endnu ikke vundet en turnering som den førende spiller ved starten på søndagens runde.

- Jeg er en helt anden spiller nu. Det er forskellen. Jeg har været i den position masser af gange nu, og det er rart at lære af dem og tage bestemte ting med videre, siger Gary Woodland til PGA Tour.

Woodland og McIlroy slår ud på sidste runde af Sentry Tournament of Champions kort før midnat dansk tid.

Se stillingen her

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer