Winther tilbage på touren | Golf.dk
Jeff Winther kan være på vej mod et godt resultat i Kina.

Foto: Getty Images

Winther tilbage på touren

21/11 - 2016 | Mikkel Ring Christensen

Der var kun ét slag at give af for den eneste tilbageværende dansker på europatourens Q-School, inden den altafgørende sidste runde. Jeff Winthers afstand ned til 25. pladsen var smuldret væk onsdag, og torsdag blev det til 18 huller uden pusterum på PGA Catalunyas Stadium Course.
 
Dagen startede med birdie på første hul, men han gav slaget tilbage med det samme, og på hul syv kom endnu en bogey. Par fem hullet har taget slag fra den 28-årige dansker tre dage i træk, og hvis der er noget, man for alt i verden skal undgå åpå Q-School, er det mange seksere. 
 
Derfra stod det klart, at det ville blive en ulideligt højspændt afslutning - en af dem der skiller drenge fra mænd; uheldige fra heldige; de dygtige fra de mindre dygtige. Uanset hvordan man ser på det urimelige pres, som de afgørende huller presser ned over spillerne, så stod Winther distancen, da det gjaldt. 
 
Birdies på hul 13 og 15 fik dagens score til -1 og den samlede score for Marathon-turneringen til -7. Banens sidste huller er ingen smal sag, men Winther formåede at holde nerverne i ro og hive par hjem på hver af de tre.
 
Resultatet af det fornemme arbejde blev en delt 16. plads, og dermed ligger det fast, at Winther også i 2017 vil være europatourspiller.
Blandt de lykkelige spillere, som opnåede en samlet score i -5 eller bedre for at slutte i top-25, finder man Y.E. Yang, Tom Lewis, Eddie Pepperell, Ricardo Gonzales og Edoardo Molinari. Vinderen af det hele blev engelske Nathan Kimsey i -13.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer