Winther slutter birdie-birdie og er videre til weekenden sammen med Thorbjørn Olesen | Golf.dk

Winther slutter birdie-birdie og er videre til weekenden sammen med Thorbjørn Olesen

05/07 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Det er nu fløden skal skummes. Årets anden turnering i Rolex Series har fundet sine finalister, som skal fordele syv millioner dollars mellem sig. Jeff Winther er en af de spillere, som får en bid af kagen, pengene og pointene i Dubai Duty Free Irish Open.

Syv millioner dollars, det svarer til det samlede beløb i de seneste tre regulære europatour-turneringer, Winther har deltaget i. For en spiller, som ligger nummer 99 på Race to Dubai, er det en gylden chance for at spille sig langt frem på europatourens rangliste, på sikker afstand af den frygtede 111. plads, der betyder en returbillet til Q-School.

Kan Winther fortsætte takterne fra fredagens runde, kan han nå op at blande sig i topstriden, hvor man finder den anden danske finalist, Thorbjørn Olesen. 

Den tidligere greenkeeper havde ryggen mod muren efter en første runde i +2, som placerede ham tre slag fra cutgrænsen. Cuttet rykkede sig ikke, og Winther lavede rigeligt med birdies til at spille sig tilbage ind i varmen. Fire stykker blev det til i løbet af de første 13 huller, men hver eneste gang, han tog et slag fra banen og kom under par, blev det hurtigt givet tilbage.

Først sidst på runden, i sidste øjeblik, kom der for alvor hul på bylden. En birdie på 14. hul blev fulgt op med to pars, og på banens to sidste huller blev det til birdies. Det gav -3 for dagen, hvilket bragte den 31-årige lige over stregen til -1.

Olesen havde ikke samme momentum som under åbningsrunden, men han holder sig alligevel helt fremme, hvor der kan blive rigtig interessant. Tre birdies og to bogeys gav en 69'er, -1, og med en samlet score i -6 deler han sjettepladsen.

Olesen er to slag foran Padraig Harrington, som førte efter første runde. Den irske Ryder Cup-kaptajn brugte 73 slag og faldt ned til 21. pladsen i -4. 

Ny mand i front er noget overraskende sydafrikaneren Zander Lombard. Den 24-årige fra Pretoria har ikke klaret et cut i otte turneringer, en nedtur der strækker sig helt tilbage til starten af marts, men med runder i 64 og 67 er han samlet ni under par og et slag foran Eddie Pepperell på andenpladsen.

- Jeg missede nogle cuts op til denne uge, og det har bare været tre måneders hårdt arbejde. Jeg blev nødt til at ændre nogle ting ved min fysik og hvordan jeg svinger køllen, så det er rart at se det hårde arbejde betale sig. Og hvilket sted det er at få tingene til at klikke. Det har været virkelig god golf, solidt, og jeg nyder virkelig bare at være helt i toppen, sagde Lombard til europatouren.

På tredjepladsen i -7 følger Lee Westwood, Jorge Campillo og Abraham Ancer, inden man når til gruppen med Olesen i -6.

For fire danskere blev det til et tidligt exit fra den underskønne Lahinch Golf Club. Søren Kjeldsen brugte 72 slag og sluttede på 91. pladsen i +2 samlet.

Lucas Bjerregaard (71) og Joachim B. Hansen (74) delte 108. pladsen i +3.

Efter sidste uges fornemme ottendeplads gik det helt galt for Thomas Bjørn fredag. Efter tre bogeys rundede den danske veteran for-ni af med to triplebogeys i rap. Det blev til en 80'er og en slutplacering nær bunden.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer