Winther sikrer sit tourkort til næste sæson | Golf.dk
Vi får lov til at følge Jeff Winther gennem endnu en sæson på European Tour i 2020.

Foto: Stuart Franklin/Getty Images

Winther sikrer sit tourkort til næste sæson

08/09 - 2019 | Kasper Ørkild

Jeff Winther endte lige uden for top-10, da Porsche European Open blev afgjort søndag. Men danskeren glæder sig nok mere over fremtidsudsigterne, end han ærgrer sig over det missede topresultat.

Winthers egenhændige 11. plads er nemlig nok til at sikre ham det fulde European Tour-medlemskab i den kommede sæson. Med præstationen i Tyskland er han sikker på at ende inden for top-110 på Race to Dubai.

En spiller, der er sikker på sit tourkort i de kommende to sæsoner, er Paul Casey. Englænderen vandt nemlig den tyske europatourturnering i -14, da han afviste de to favoritter.

Inden finalerunden lignede det et parløb mellem Bernd Ritthammer og Robert MacIntyre, der lå helt lige på førstepladsen inden dagens start. Men det blev Paul Casey, der lå som favorit på det afsluttende hul. 

Englænderen lå således alene i spidsen, da han slog ud på 18. hul. Her gik han efter green i to på par 5-hullet og fik chancen for eagle. Men med et treputt måtte han nøjes med en par. 

I mellemtiden lagde Bernd Ritthammer sit andetslag op foran green. Han var et slag efter Casey og kunne dermed komme ind og i for at tvinge afgørelsen ud i omspil. Men tyskerens andetslag hoppede ud i den tykke rough, hvilket gjorde det markant sværere at lykkes med.

Unge Robert MacIntyre skulle lave eagle på hullet for at tvinge Casey ud i mere golf. Den mulighed fik han også, da skotten ramte greenen i to.

Eftersom MacIntyre puttede for kort, måtte han tage sig til takke med endnu en andenplads i denne sæson. Det samme gjorde Ritthammer, og dermed måtte publikumsfavoritten se sin engelske kollega vinde på tyske Green Eagles.

Lasse Jensen gik finalerunden i ét slag under par og endte dermed i par. Det gav en delt 33. plads.

Se hele stillingen her.

User Comments:

  • Er der krise hos pro’erne?

    09/09 - 2019 | Erling Torben Mørk

    Fint for Jeff Winther. Tillykke med det Det ændrer imidlertid ikke ved nogle kedelige kendsgerninger: Der har i 2019 været det færreste antal danske herrer med fast spilleret på europaturen i mange år. En udvikling, der desværre har været i gang i nogle år. Der har ikke været danske sejre i år. Faktisk har vel ingen danskere været i nærheden af at vinde. Med Thorbjørn Olesens suspension er der kun en dansker (Lucas Bjerregaard), med rimelig udsigt til at kunne deltage i slutspillet. Fra en øjeblikkelig 37. plads. Hvor mange år er det siden, der ikke har været danskere i nærheden af top 10 på Race to Dubai? Kun yderligere 2 (Jeff Winther og Søren Kjeldsen) ligger pt inden for top 110 med udsigt til at kunne forny kortet til 2020 2 (Joachim B, Hansen og Lasse Jensen) ligger uden for top 110. Joachim kan måske nå op med gode resultater her i sensæsonen. Fra Challengetouren er der pt ingen danskere med udsigt til at ende i top 15. Tværtimod synes danskerne at bevæge sig længere og længere væk. På damesiden er der siger og skriver 4 danske professionelle. 5, hvis Daisy Nielsen stadig spiller. Det er færre end Island og meget færre end et golfmæssigt halvuland som Norge. Hvad er der i vejen? Vi har jo mange talentfulde amatører. Tør de ikke tage springet? Mangler der sponsorer? Er DGU’s støtteapparat ikke godt nok? Det ændrer selvfølgelig ikke ved, at både Nicole Broch Larsen og Nanna Koerstz Madsen har klaret sig godt på LPGA i år, mens Emily Pedersens deroute nok stadig er et stort mysterium for de fleste. Jeg er klar over, at de fleste klubgolfere ikke interesserer sig særligt meget for pro’erne. Men manglende resultater betyder manglende omtale uden for golfkredse og gør det vanskeligere at tiltrække især de unge, tror jeg.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer