Winther går all in på challengetouren | Golf.dk
Jeff WInther har de kommende to uger til at spille sig i top-45 på challengetourens Road to Oman.

Foto: Getty Images

Winther går all in på challengetouren

17/10 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

En af de frie pladser på rangen ved Andalucía Valderrama Masters kunne have været optaget af Jeff Winther, men den 29-årige sjællænder befinder sig mange tusinde kilometer fra San Roque i det sydlige Spanien.

Denne uge markerer afslutningen på europatourens regulære sæson, og det er her på de smalle fairways, at kampen om at forny spilleretten til næste sæson kommer til at blive afgjort. Kun top-100 på Race to Dubai plus 10 fra den nye Access List når det mål, mens resten af top-145 er direkte kvalificeret til Final Stage af Q-School.

Winther er nummer 183 på Race to Dubai efter en sæson med alt for få spillemuligheder, men den sidste i rækken har han selv valgt at springe over. I stedet for at kæmpe om to millioner euro i Spanien, har han takket ja til en invitation til challengetourens The Foshan Open i Kina, hvor en halv million dollars skal fordeles søndag.

Beslutningen kan ved første øjekast virke besynderlig, men kigger man nærmere på tingene, giver det hele mening. Mens bjerget foran Winther på Race to Dubai er langt højere end klippen Gibraltar få kilometer fra Valderrama, så er han væsentligt bedre stillet på challengetouren. 

I løbet af otte turneringer i 2017 (fire på challengetouren og fire tællende på både Road to Oman og Race to Dubai) har han spillet sig frem til en 67. plads på Road to Oman, og kan han i løbet af de næste to uger rykke frem i top-45, vil det give en plads i det afgørende led af Q-School samt en plads i sæsonfinalen, hvor der spilles om 15 årskort til europatouren.

I sine få turneringer har Winther både leveret en tredjeplads og senest en femteplads, så det er bestemt ikke urealistisk, at omvejen til europatouren kan ende med succes.

Han er ikke den eneste dansker i Kina denne uge. Morten Ørum Madsen (35 på Road to Oman), Martin Ovesen (61) og Joachim B. Hansen (63) har også mulighed for forbedre deres placering på pengelisten.

Link til startlisten

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer