Winther eneste danske lyspunkt på grå nordjysk formiddag | Golf.dk
Jeff Winther var bedste dansker i Made in Denmark.

Foto: Getty Images

Winther eneste danske lyspunkt på grå nordjysk formiddag

24/05 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Thomas Pieters så gammel og træt og opgivende ud, da han iført tophue shankede et let layup-slag på 8. hul.

Det skulle være så sjovt at spille golf, og belgieren kom tilbage til en bane, hvor han vandt sin seneste sejr i 2016.

Men det stod sløjt til med morskaben for Pieters og mange af spillerne denne fredag.

Regnen rislede. Så silede den. Så stoppede den endelig. Blæsten stoppede aldrig.

Men der var lyspunkter.

Thomas Søby sad i læ i caddie loungen og spiste, inden han skulle ud og bære bag’en for sin chef, Joachim B. Hansen. På bordet lå hans telefon, og han fulgte scores ude fra banen.

- Jeg aner ikke, hvad det er for en bane, Jeff spiller, sagde han.

Den udadvendte Jeff Winther var 3 under par efter 14 huller, og havde spillet sig inden for cutgrænsen på en dag, hvor stemningen på Himmerland mindede om noget fra en socialrealistisk film om arbejderklassen i en britisk industriby.

Jeff Winther har om nogen brug for en god uge og om nogen er den ham velundt. Han ligger nummer 115 på Race to Dubai og har ikke klaret cuttet ved Made in Denmark siden 2016.

Han gjorde sit arbejde flot færdigt med yderligere birdies på hul 16 og 17 og så dagens eneste bogey på det svære 18. hul. Hans runde er ikke overgået af nogen fredag formiddag. Lige nu er Kokkedal-spilleren i -2 for turneringen og på en 24. plads.

Danmarks største golfstjerne, Thorbjørn Olesen havde en miserabel dag. Efter hans triple bogey på 18. hul i går var han så kortfattet, at hans citater kunne sammenfattes på bagsiden af et frimærke.

Hans humør er næppe bedre efter en fredag, hvor han spillede sig op med en eagle på et 359 meter langt par 4-hul, for derefter at finde en hel ny måde at lave triple bogey på hul 18 og følge op med skuffende spil, der førte ham længere og længere væk fra cuttet.

Nicolai Højgaard havde også et mareridt af en fredag. Han lavede bogey på seks af sine første syv huller, og så var eventyret reelt slut for teenageren. Han må føle, at hans turnering er en genudsendelse af sidste år, hvor han også gik en åbningsrunde i 69 slag for bare at smide det hele om fredagen.

Der er 30 års aldersforskel på Nicolai Højgaard og Anders Hansen, men deres turnering har formet sig meget lig hinanden.

Anders Hansen var tredjebedste dansker i går, men en slatten 78’er betød, at han ikke var i nærheden af at klare cuttet.

Nicolai Kristensen, Søren Kjeldsen, Christian Glöet og Nicolai Tinning var aldrig i nærheden af at klare cuttet.

Følg vores dækning fra Made in Denmark - vi er med hele vejen på Golf.dk.

Link til stillingen

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer