Winther is coming | Golf.dk
Jeff Winther kigger mod toppen på Q-School.

Foto: Getty Images

Winther is coming

12/11 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Det vrimler med danske skuespillere i Game of Thrones, tv-serien hvor magtkampene er konstante, det flyder med blod og ”winter is coming”. På sin vis minder det om forholdene på Q-School, hvor 156 spillere kæmper en indædt kamp om de 25 pladser på næste års europatour. På Lumine er der ikke plads til at spille skuespil, men en dansker er alligevel blandt hovedrolleindehaverne. Winther is coming.

Jeff Winther vandt det 17. kort ved sidste års Q-School, og en tredjedel af vejen gennem årets kvalifikationsturnering ligger den 29-årige dansker til at gøre det endnu bedre. Efter en runde i -5 lørdag på Hills Course gik han søndag Lakes Course i -4. Det placerer Winther helt fremme på en tredjepladsen, et slag fra Andrea Pavan og Tom Murray.

Efter sidste års succesfulde Q-School fortalte Winther, at han hele vejen gennem den 108 huller lange turnering følte sig sikker på, at han nok skulle slutte i top-25. Efter en sæson, hvor han sluttede på en beskeden 184. plads på Race to Dubai – til dels et resultat af begrænsede spillemuligheder – ville der ikke være noget at sige til, hvis krukken med selvtillid var en smule slunken. Det lader på ingen måde til at være tilfældet. På Second Stage sluttede han på en delt førsteplads, og nu ligger han igen til at skulle spille med om sejren ved Final Stage.

Meget kan dog nå at ændre sig, for der resterer hele 72 huller. Det vil de øvrige danske deltagere se som noget positivt, for der er arbejde at gøre, hvis de skal I top-25 og få spilleret til den sæson, som begynder allerede om 11 dage i Hong Kong.

Jeppe Huldahl var fire over par på dagens runde, og det resultat sendte ham ned til 49. pladsen i -1. Der finder man også Anders Hansen efter en runde i -1, som indeholdt syv birdies. 

Joachim B. Hansen er to over par på 95. pladsen, rygskadede Frederik Dreier er et slag længere tilbage på 112. pladsen, mens Morten Ørum Madsen er nummer 143 i +7.

Første mål bliver at klare cuttet efter 72 huller. Det vil give en kategori på challengetouren, noget Huldahl og Dreier ikke allerede har som tingene står.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer