Willett vinder | Golf.dk

Willett vinder

11/04 - 2016 | Mikkel Ring Christensen

Jordan Spieth var på vej til en sikker sejr i Masters for andet år i træk, men det skrøbelige lange spil, han havde døjet med ugen igennem, kom i sidste ende til at koste ham sejren. På mindre end en halv time gik amerikaneren fra at føre med fem sag over Danny Willett til at være bagud med et.

Efter fire birdies i træk lavede Spieth bogeys på hul 10 og 11, men det var det drilske par tre hul 12, der blev hans undergang. Teeslaget var tabt i højre, og der var ingen chance for at skråningen kunne holde bolden tør. Efter et drop ramte han sit indstil tykt og slog igen i vandet . Syv slag blev det til, og selvom han kæmpede bravt for at vinde det tabte tilbage, var sejren Willetts.

Englænderen, som blev far for første gang for et par uger siden, kom søndag rundt i 67 slag uden bogeys for at nå til -5. han er den første engelske vinder siden Nick Faldo i 1996 og den første europæiske siden José María Olazábal i 1999.

På et tidspunkt så det ud til, at Søren Kjeldsen kunne ende svøbt i grønt. Danskeren startede som lyn og torden og nåede en overgang op på andenpladsen, men chancerne for birdies holdt op med at falde i, og han sluttede med en 71'er i par samlet.

Det gav en delt syvendeplads, det næstbedste danske resultat i Masters nogensinde, og med den er han sikker på at blive inviteret tilbage til Augusta National i 2017.  

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer