Westwood vinder Nedbank Golf Challenge | Golf.dk
Lee Westwood, som blev nummer to i Made in Denmark, vandt sin første titel på europatouren siden 2014 i Sun City.

Foto: Getty Images

Westwood vinder Nedbank Golf Challenge

11/11 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Efter Ryder Cup meldte Lee Westwood ud, at han ikke ville gå efter det europæiske kaptajnskab i 2020. I stedet håber han på en sidste gang at trække i uniformen som spiller. 

Uden en sejr siden april 2014 virkede det som et spinkelt håb, men søndag viste Westwood, at der er golfliv efter de 45. 

Englænderen gik ind til finalerunden ved Nedbank Golf Challenge tre slag fra Sergio Garcia på førstepladsen, men allerede på andet hul satte han sit angreb ind med en eagle. Halvvejs gennem finalerunden var han tre under par, men det var på hjemvejen, at han viste de kvaliteter, der har ført til 23 sejre på europatouren.

Nummer 24 i rækken blev sikret med fem birdies på bagni for en 64'er, dagens bedste runde. Med den nåede Westwood til -15, og den total kom ingen af konkurrenterne i nærheden af.

Garcias finalerunde i -2 rakte til andenpladsen i -12. Louis Oosthuizen havde brug for eagle på det udfordrende hul 18 for at fremtvinge omspil. I stedet blev det til en doublebogey og en slutplacering som nummer tre.

Westwood har prøvet det mane gange før, men efter fire et halvt år uden sejre, var sejren alt andet end rutine.

- Jeg er en smule følelsesladet, hvis jeg skal være ærlig. Man ved aldrig med sikkerhed, om det kommer til at ske igen. Indtil nu har jeg haft kontrol over mine følelser hele dagen, hvilket jeg har arbejdet hårdt på. Jeg prøvede på at ramme fairways, holde mig til planen og slå bolden de rigtige steder hen, sagde Westwood til europatouren efter sejren.

Finalerunden på Gary player Country Club kastede også et glimrende resultat af sig for Lucas Bjerregaard. Verdens nummer 51 kæmper for at slutte året blandt de 50 bedste, hvilket vil resultere i en invitation til The Masters. Otte birdies og en enkelt bogey gjorde bestemt ingen skade. 65'eren bragte den 27-årige dansker 33 placeringer frem i stillingen til en 11. plads i -3.

Thomas Bjørn, vinderen i 2013, sluttede i den modsatte ende af tabellen. 78 slag søndag resulterede i en delt 69. plads ud af de 72 deltagere.

Link til resultatet

User Comments:

  • Fra april 2014....

    12/11 - 2018 | Troels Gulliksen

    til nu er der i runde tal 4,5 år.

  • Westwood

    11/11 - 2018 | Ejvind Fritzbøger

    Det er altså kun ca. 3 1/2 år siden, han senest vandt - 20. april 2014 i Malaysia !

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer