Vintergolf kun for piger
Igen i år laver vi den ugentlige pigesamling ”Vintergolf – kun for piger”. Her mødes piger fra forskellige klubber over vinteren på rangen i Smørum golfklub, som har valgt at støtte initiativet med gratis rangebolde samt spil på pitch & putt banen.
Træningen er åben for alle piger fra alle klubber. Ideen er at samle den gruppe piger der gerne vil træne om vinteren så træningsgruppen bliver bredere og sjovere. De første par gange spiller pigerne på pitch & putt banen og derefter videre på rangen. Vi mødes hver fredag vinteren over og første gang fredag d. 23/10 kl. 16.00 på pitch & putt banen og kl. 16.30-17.30 rangen bay 8-10.
Arrangementet er forældredrevet og det betyder at det er selvtræning (ingen PGA træner). Vi er en gruppe pige-forældre fra forskellige klubber rundt Storkøbenhavn, der har taget initiativ til dette. Vi har valgt at afholde ”Vintergolf – kun for piger” i Smørum fordi rangen har varmelamper og Toptracer, som pigerne brugte til at lave små interne konkurrencer. Der er ingen tilmelding. Du kan læse mere på Facebook-gruppen ”Vintergolf – kun for piger”.