Golferens Blog: Vinteren skal være højsæson for trænerne | Golf.dk
Træning hos pro'en betyder af og til, at dit spil bliver dårligere på kort sigt.

Foto: Buro Jantzen

Golferens Blog: Vinteren skal være højsæson for trænerne

12/11 - 2019 | Søren Meinertsen

En af de mere sjove, men også ironiske bemærkninger på første tee, er følgende udmelding fra en af spillerne:

”Jeg spiller ikke så godt for øjeblikket. Jeg har lige været til træning…”

Ironien i bemærkningen (i klassisk forstand) kommer rigtigt til sin ret, når (vi) andre på teestedet nikker forstående.

For en udenforstående – en ikke-golfspillende person – kunne bemærkningen og de ledsagende forstående nik synes aparte, medmindre bemærkningen omhandlede et rent fysisk fænomen, nemlig en vis træthed i kroppen efter en ”stroppetur” hos en træner.

Men det drejer sig om noget helt andet, nemlig om, at en trænerlektion for en klubgolfer næsten altid omhandler en ændring – stor som lille – i svinget.

Skematisk kan en ændring beskrives som +1.

Vi har med andre ord en spiller med en bestemt bevægelse eller position, som vi kan kalde ”A.” Efter en lektion hos træneren vil bevægelsen eller positionen kunne kaldes ”A+1.”

Hvis bevægelsen eller positionen ”A+1” bundfælder sig, således at A er historie, vil spilleren spille bedre fremover.

Imidlertid er virkeligheden ofte en anden. Det kan tage tid, før en ændring har bundfældet sig, og der sker ofte det, at en svingændring, der tages med på banen endnu ikke virker optimalt, ja, endda kan ændringen bevirke en ny type kikser, og de fleste spillere vil derfor efter et par mislykkede forsøg droppe ændringen (+1) og søge til det gammelkendte ”A.” Men det kan også være svært, ja, måske på det nærmeste umuligt, og så kan vi ende med at have et sving, der skematisk kunne kaldes ”A+1/2.” Vi har sat os mellem to stole.

”Jeg spiller ikke så godt for øjeblikket. Jeg har lige været til træning… (- og er i risiko for at sætte mig mellem to stole).”

Ingen smiler, alle nikker forstående.

At få lektioner hos en træner er en proces. Processen starter med en instruktion og en forklaring, som kan give spilleren forståelse for, hvad processen går ud på.

Ofte må processen ”sælges” overbevisende – eksempelvis ved at spilleren i løbet af lektionen kan se, at boldene flyver højere eller længere ved en ændring.

Hvis en træner kan få en spiller til at elske udsigten til et godt resultat, vil der kunne opnås den mest gunstige læring overhovedet: En elev, der elsker processen.

Det kan lyde enkelt, men er det så langtfra, for at elske en proces kræver tålmodighed, og det er de færreste af os, der er udstyret med den dyd.

Tålmodighed forveksles ofte med et large forhold til tid. Men der et dybere lag, som også kan erkendes ved eksempelvis putting. Det hævdes af adfærds- og hjerneforskere, at muskler kan ”huske” i cirka 8 sekunder. Det er ikke særligt meget.

Hvis vi forestiller os en omhyggelig (og tålmodig?) golfspiller med et putt, der bliver læst korrekt, hvorefter et yderst præcist prøvesving i nærheden af bolden bliver foretaget. Hvis dette meget præcist følte prøvesving ikke bliver fulgt op af det virkelige putt inden for 8 sekunder, vil følelsen for puttet i prøvesvinget være væk.

Her er tålmodigheden, der måske får spilleren til at bruge meget tid på opstilling og yderligere kontrol af den læste linje etc. -  direkte en hæmsko.

Tålmodigheden må derfor ses i et andet lys: Tålmodigt må denne spiller lære sig selv, at der højst må gå 8 sekunder fra et præcist prøvesving til endelig eksekvering.

Lige så tålmodigt må spilleren affinde sig med, at de målbare resultater på banen efter trænerlektioner, først indfinder sig efter måske flere uger eller endog måneder. 

Mange trænere har en formidabel god evne til at aflæse en spillers sving og kan se, om det er et stabilt godt eller stabilt dårligt sving, eller om det er et ustabilt godt eller ustabilt dårligt sving.

Det helt store problem opstår besynderligt nok i forbindelse med det stabile.

At være stabil dårlig eller god i udførelsen af et golfsving er ofte et tegn på, at spilleren træner og spiller meget, og det siger næsten sig selv, at det stabile bliver udtryk for noget meget, meget indarbejdet, som ikke kan ændres med en lektion og et par efterfølgende spande bolde. 

Her kan det være nødvendigt for træneren både at bevare det hidtidige samtidig med, at der gives helt specifikke øvelser til et bedre fremtidigt sving. Således må spilleren i en lang periode se frem til både at kunne håndtere noget, som han eller hun nu faktisk ved er forkert, og samtidig begynde at arbejde med de øvelser, som kan bringe fremgangen.

Årsagen til denne noget ubehagelige mellemsituation er naturligvis, at en klubgolfers største formål med at spille golf simpelthen er at spille på banen, og det formål og den glæde, der er forbundet med det, skal ikke bringes i fare af selv de bedste svingomlægninger.

Medmindre.

For der er et afgørende ”medmindre.”

Vi kan læse om Tiger Woods, og vi kan læse om stort set alle golfstjerner, at de i endog meget, meget lange perioder på det nærmeste har været helt fraværende i turneringssammenhænge. For Tiger Woods’ vedkommende har vi hørt om et fravær på næsten et år, hvor et sving blev lagt om.

Det er her, ”medmindre” kommer ind i billedet.

Vintersæsonen er dette ”medmindre” og simpelthen en gave til enhver klubgolfspiller, som mener, at en ændring af svinget vil kunne føre til en fremgang. Svingændringen kunne dreje sig om merlængde, bedre og mere præcis boldflugt, og måske bedre og mere stabilt træf på boldene.

Det er sikkert naturligt, at trænerne på de danske golfbaner har højsæson fra april til oktober, for de fleste af os er vel overbeviste om, at der kun er en lille detalje i vort spil, der jævnligt gør os lidt ustabile. På samme måde kan vi føle os overbeviste om, at en ny driver vil kunne give os enorm fremgang…

Virkeligheden er en anden.

Og den virkelighed bliver vi som golfspillere nødt til at konfrontere os selv med:

Tror vi på, at træning på basis af kompetent instruktion vil kunne gøre os bedre?

Tror vi på, at et sving med tilhørende helt specifikke og personlige øvelser, som vi foretager os imellem trænerinstruktionerne, vil bringe os fremgang, således at vi slår bedre og mere lige drives, får bedre og mere præcise jernslag, sænker flere putts og undgår 3-putts?

Hvis vi alle inderst inde virkelig tror på, at der er en sammenhæng mellem god golf og træningsindsats, så vil trænerne formentlig opleve, at de bliver kimet ned om vinteren, hvor klubgolferes runder er langt, langt færre, og hvor den herlige sæson-konkurrence ikke lider under, at man i en periode spiller ustabilt, fordi man er i gang med at lære noget nyt.  

De fleste trænere gør naturligvis meget ud af at fortælle spillere, at enhver ændring i et sving skal indarbejdes, før det medbringes på banen.

Realistisk set er golf blandt klubgolfere meget ofte baseret på en forholdsvis tidsmæssig beskeden instruktion fra en træner i forhold til selvtræning.

Hvis det er tilfældet, kan man gøre sig selv en meget stor tjeneste ved at se en anelse dybere på de allermest virkningsfulde områder i spillet.

Det gælder primært putting. Selv den dårligste og mest uheldige putteteknik kan forbedres kolossalt meget blot ved at træne ihærdigt på præcision og længde. Nøgleordet er simpelthen erfaring, og den fås naturligvis ved træning.

Et andet lige så oplagt træningsmål kan være selve svingbuen ind til bolden, den såkaldte Club Path, der er retningen på køllehovedet, som mest effektivt er ”indefra-square-ind.”

”Face to Path” er forskellen mellem ”Face Angle” og ”Club Path”. En af TrackMan’s illustrative tegninger viser dette vigtige forhold:

Den blå pil angiver ”Club Path.” Den røde pil angiver ”Face Angle.”

Face to Path vises med den orange vinkelbue, og det er forskellen på Club Path og Face Angle.

I en af de bedst sælgende golfbøger overhovedet ”The Ultimate Guide To TrackMan Swing Analysis” af Adam Koloff og en af verdens bedste trænere Jim McLean, der endda har opnået den enestående ære at komme i ”Hall of Fame,” er der et eksempel med tre spillere, typisk klubgolfere med en svinghastighed på omkring 80 mph, og som lige så typisk skal bruge et 6-jern for at nå en green ca. 135 meter væk.

Spiller A ”kommer udefra” med en Club Path på –8 grader, og han er derfor nødt til at ramme bolden med et åbent køllehoved på omkring 2 til 6 grader afhængig af greens bredde. Hvis Face to Path ikke er 2 til 6 grader åbent misses en green, der er omkring 25 meter bred.

Spiller B ”kommer indefra” med 4 grader. For at ramme samme green skal B have et ”lige” (0) eller lukket køllehoved på 5 grader for at ramme green.

Spiller C er begunstiget med en svingbue, som kan karakteriseres ”indefra-square.” Det betyder, at denne spiller vil ramme den angivne green, hvis blot Face to Path er i intervallet -2,5 grader til + 2,5 grader.

Her anvendes ganske simpelt TrackMan’s Ball Flight Calculator.

Stabilitet betyder, at der er en rimelig stor sikkerhedsmargen, og der er ingen tvivl om, at spiller C på den måde er særdeles begunstiget og vil ramme green langt, langt oftere end A og B. 

Spiller A har jo faktisk kun én eneste chance for at nå green: Face to Path skal simpelthen være åben, meget åben.

For os mere jævne klubgolfere er der næppe tvivl om, at de fleste af os ligner spiller A særdeles meget. Vi skal kæmpe ganske meget for at holde køllehovedet åbent, og det giver sig udslag i en stribe af uheldige svingelementer lige fra svage greb til alt for fastlåste arme og hænder, der ofte fører til ”kyllingevinger,” når venstre arm bukkes i impact – og spørgsmålet er vel i virkeligheden også, om vi overhovedet kan nå green længdemæssigt, selv om svinghastigheden er den samme som hos B og C. 

Det koster længde, meget længde, at slå udefra med et åbent køllehoved.

Det kan være en god vintertræning at lære at få en indefra kommende svingbue.

I de kommende år vil vi formentlig se den ene driving range efter den anden blive udstyret med mulighed for anvendelse af TrackMan, og på de allerfleste Indoor Centre, som er en oplagt mulighed for god vintertræning, er TrackMan på det nærmeste en selvfølge.

TrackMan handler dybest set om det såkaldte D-Plane (Theodore Jorgensen, ”The Physic of Golf”) som er en beskrivelse af det, der rent faktisk sker i det impact, der kun varer 0,0005 sekunder. Vi kan let forledes til at tro, at det hele kun handler om dette korte splitsekund, men der en voldsom elasticitet i et golfsving fra starten af et tilbagesving til den endelige afslutning. Alt påvirker bolden.

Det er TrackMan’s helt store fortjeneste, at den vanskelige og svært beregnelige fysik er blevet gjort lettilgængelig via radar og algoritmer.

Historie bliver skrevet af sejrherrerne. Engang kunne man vinde med balata-bolde og woods, der virkelig havde køllehoveder af træ. Det kan man ikke mere. Nyere køller og nyere bolde er en selvfølge blandt vinderne. Sådan kommer det sikkert også til at gå med anvendelse af TrackMan: Vinderne bruger og forstår tallene og træner for at optimere de gode elementer.

En god genvej til forståelse af de mange muligheder for et bedre sving via TrackMan kan være bestselleren ”The Ultimate Guide To TrackMan Swing Analysis,” som kan købes som ebog på www.Amazon.com for omkring 400 kroner.     

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer