Vildt comeback sender pigerne videre i kampen om medaljer | Golf.dk
Danmarks pigelandshold er sikre på at få medalje med fra EM i Spanien efter et vildt comeback for anden dag i træk.

Foto: EGA

Vildt comeback sender pigerne videre i kampen om medaljer

11/07 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Tidligere på eftermiddagen sikrede herrelandsholdet sig en plads i semifinalerne, og omkring spisetid blev de danske medaljechancer ved EM fordoblet.

På Sardinien havde damerne balance i regnskabet efter foursomes mod Tyskland, men det var Danmarks pigelandshold på Parador de El Saler i Spanien, som fik vendt 0-2 ved frokost til en sejr.

Efter at være gået tomhændet fra foursomes havde de danske piger brug for at hente fire point ud af de fem singles for at avancere. De gjorde mere end det. Ud på eftermiddagen høstede hver og en point til kontoen.

I første single vandt Natacha Høst Husted med 3&1, og med start lige efter var 14-årige Amalie Leth-Nissen endnu mere overbevisende. Hun slog sin tjekkiske modstander med 5&3.

Dermed var det helt lige overordnet set, men efter at have lukket hullet fjernede danskerne ikke foden fra speederen. Alberte Thuesens match gik til 18. hul, hvor hun vandt med to huller, og Olivia Grønborg endte med at dele sin match. 

I femte og sidste single vandt Anne Normann med 2&1, og det resulterede i en dansk sejr på 4,5-2,5 og videre avancement til semifinalerne.

For et år siden leverede damerne historiens bedste danske resultat, da de hentede bronzemedaljer. Det bliver ikke til metal denne gang, for i modsætning til de yngre landsmænd havde damerne ikke noget modsvar på det tyske angreb, der ventede i singles.

Efter 16 huller var det slut for både Puk Lyng Thomsen og Cecilie Finne-Ipsen i de to første singles, og i kamp mod verdens nummer ni, Leonie Harm, led Marie Lund-Hansen også et nederlag på 3&2.

Dermed var kvartfinalen allerede afgjort, så det havde kun kosmetisk betydning, at Karen Fredgard delte sin match og Sofie Kibsgaard blev noteret for en sejr på 4&3.

Samlet var sejren tysk 4,5-2,5, og herefter kan de danske damer i bedste fald slutte på femtepladsen.

Som eneste landshold i Flight B var drengene allerede ude af kampen om metal på Golf de Chantilly, men til trods for, at der kun er sekundære placeringer på spil, slækkede de ikke på indsatsen. 

I foursome slog Mikkel Schmitt og Mads Laage Hansen de finske modstandere med 3&1. Rasmus Bofill og Jonas Thygesen hentede også sikre sejre, mens Sebastian Friedrichsen delte sin match. Jamie Tofte Nielsen var eneste til at lide nederlag, så den samlede score kom til at lyde på 3,5-1,5.

Stillingen hos pigerne
Stillingen hos damerne
Stillingen hos drengene

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer