Vigtig uge for Winther | Golf.dk
Open de España er tilbage efter et års pause. Selvhar Jeff Winther været uden turneringsgolf i fem uger.

Foto: Getty Images

Vigtig uge for Winther

11/04 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Verdenstoppen har haft rigeligt at se til med WGC – Match Play og The Masters, men europatourens regulære medlemmer har ligget brak i en måned.

Det ændrer sig denne uge, hvor turen er gået til Open de España i Madrid, hvor Real i aften kæmper om en plads i semifinalerne ved Champions League.

For Jeff Winther og de øvrige spillere i kategori 17 venter der også en afgørende kamp, som kan være med til at definere sæsonen.

Winther har det syvende kort fra Q-School, og det har blot givet ham seks starter i de første 14 turneringsuger. Der er altså ikke overflod af turneringer til top-25 fra Q-School, så for at øge chancerne for beholde europatourkortet – eller for at give sig selv mere end bare teoretisk chance – er det afgørende at være højt placeret efter re-rangkingen og få flere af de dyrebare turneringer.

I Winthers seks turneringer har han kun holdt en enkelt weekend fri, og i de fem øvrige er han sluttet mellem nummer 14 og 27. Trods de flotte resultater er han blot nummer 109 på Race to Dubai, men mange af kollegaerne fra skolebænken har også haft problemer med at skrabe euro sammen.

Sam Horsfield (45 på R2D), Matthias Schwab (76) og Andrea Pavan (92) ligger bedst til, men derefter bliver det tæt. Winther er nummer seks blandt spillerne i kategori 17, men med sine 69.632 indtjente euro har han mindre end 7.700 euro op til nummer fire på listen, Sébastian Gros.

Winther ligger altså allerede til en lille forbedring af sin status, med mulighed for at stige endnu højere i graderne, men det kan også gå den anden vej. Gonzalo Fernandez-Castaño er blot 800 euro efter den 30-årige dansker, og den uge nyder han fordel af at spille i sin fødeby.

Anders Hansen er næstsidst blandt spillerne i kategori 17, og han mistede chancen for at ændre på tingenes tilstand, da hans navn forsvandt fra ugens startliste. Det samme gjorde Thomas Bjørns, og det skyldes nye problemer med ryggen.

Det betyder, at der er fire danskere til start på Centro Nacional de Golf. Udover Winther er det Lasse Jensen og de to regerende verdensmestre, Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer