Vigtig søndag venter Nanna Koerstz Madsen | Golf.dk

Vigtig søndag venter Nanna Koerstz Madsen

09/02 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Søndag kan blive en stor dag for 24-årige Nanna Koerstz Madsen, efter hun lørdag spillede sig langt op gennem feltet ved ISPS Handa Vic Open.

Smørum-spillerens rookiesæson på LPGA Touren resulterede i 13 missede cuts, ni checks og to top-20 placeringer med en 15. plads som bedste resultat. Den placering får hun mulighed for at overgå allerede i sin første start i 2019.

Koerstz Madsen gik ind til weekenden på 53. pladsen, men under krævende betingelser var en runde i par på 13th Beach Clubs Beach Course nok til at rykke helt frem til 21. pladsen.

Danskeren startede på 10. hul og var tre slag over par efter en doublebogey på hul 18. Tre birdies på de sidste fem huller betød, at hun spillede lige op med banen, og det formåede kun seks konkurrenter at overgå.

Få slag skiller mange spillere, og Koerstz Madsen har med en total i -1 kun to slag op til top-10 og tre slag frem til en delt femteplads.

Selvom hun er på jagt efter sin første top-10 placering som medlem af LPGA Touren, er det ikke helt nyt for den olympiske dansker at spille med om en topplacering. Tidligt i 2017 mandagskvalificerede hun sig til Women's Australian Open og kæmpede sig til en andenplads og den største pengepræmie af en dansk damespiller nogensinde.

Selvom der er mulighed for et stort resultat, virker det ikke realistisk at sigte efter den øverste top. Kampen om sejren ser ud til at stå mellem fire spillere. Trods en 75'er fastholdt Kim Kaufman førstepladsen. Hun er 10 under par og to slag foran Australiens Su Oh og franske Celine Boutier. Haru Nomura har tre slag op til førstepladsen og tre slag ned til femtepladsen. Det ligner en kamp mellem de fire.

Vic Open er den mindste turnering på LPGA Tourens kalender, og mange af de største profiler har valgt at blive hjemme, men for Koerstz Madsen kan søndagen få stor betydning for året. Kan hun gøre fremskridt igen søndag, vil det give en god start på sæsonen og placere hende pænt på pengelisten. Det vil fjerne noget pres og gøre det nemmere at præstere på højt niveau i kommende opgaver.

Blandt herrerne lavede Wade Ormsby en tidlig doublebogey, men ved dagens afslutning var han to under par og alene i front i -15. 14 år efter sin første sæson på europatouren vandt australieren sent i 2017 sin første titel - Hong Kong Open. Mindre end 15 måneder senere har han alletiders chance for at fordoble sit antal af sejre.

Ormsby har to slags forspring ned til landsmanden Matthew Stieger og engelske Callum Shinkwin på andenpladsen. 15 spillere er inden for fem slag af førstepladsen.

Damernes stilling
Herrernes stilling

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer