Vicekaptajn afsløret ved fortalelse | Golf.dk
Luke Donald introduceres under åbningsceremonien ved Ryder Cup i Paris.

Foto: Getty Images

Vicekaptajn afsløret ved fortalelse

06/05 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Det skulle egentlig stadig være en hemmelighed, men under et interview fra sit hjem med Sky Sports kom Padraig Harrington  tirsdag til at tale over sig og sætte navn på en af sine vicekaptajner. Allerede i september sidste år blev Robert Karlsson udnævnt til assistent for den tredobbelte irske majorvinder, og det blev en anden genganger fra Paris, som Harrington kom til at løfte sløret for.

- I går talte jeg i telefon med en af mine... Luk... hov, der sagde jeg næsten ordet. Måske sagde jeg faktisk ordet... med en af mine vicekaptajner, sagde Harrington, inden han brød ud i latter.

Derefter var der ikke længere grund til at vente med annonceringen, så tirsdag aften blev det officielt, at den tidligere verdensetter Luke Donald skal med til Whistling Straits som vicekaptajn.

42-årige Donald har deltaget fire gange i Ryder Cup som spiller, og alle fire gange endte det med europæisk sejr. Han har vundet 10,5 point ud af 15 mulige. 

Donald har ikke været blandt det europæiske dusin siden Miraklet på Medinah i 2012, og som nummer 369 i verden er han, som tingene står nu, heller ikke et aktuelt emne som spiller på Harringtons hold.

Efter et videoklip med kaptajnens brøler begyndte at cirkulere på Twitter, tweetede Donald selv følgende.

- Jeg troede, det var meningen, det skulle være en hemmelighed.

Hemmeligheden er ude, men der er stadig uvished, om det bliver i år, Donald kommer til at fungere som vicekaptajn. Afviklingen af Ryder Cup er planlagt til 25. -27. september, men coronavirussen har skabt usikkerhed om, hvorvidt det bliver muligt for Europa at forsvare sejren fra Paris, om der i så fald kan spilles foran tilskuere, eller om dysten løber af stablen selv hvis det bliver for tomme tribuner.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer