Vibe-Hastrups golfløse sommer | Golf.dk
Mads Vibe-Hastrup har fravalgt turneringsgolf denne sommer.

Foto: Privat

Vibe-Hastrups golfløse sommer

22/07 - 2019 | Mads Vibe-Hastrup

Sommerferien er hvert år en tid, hvor familien kan være samlet over lidt længere tid og rejse alle mulige steder hen. I de sidste mange år, har det været en tid som for mit vedkommende har været fuld optaget med masser af golfturneringer. Mange gange har jeg i efteråret siddet tilbage med en følelse af ikke at prioritere min familie og har ønsket, at jeg havde brugt tiden anderledes. Hvorfor al den golf, var det virkelig nødvendigt? For den tid kommer ikke lige tilbage, hvor der er chance for at være sammen med børnene. 

Derfor har jeg i år fravalgt golfen, til fordel for at være 100 procent tilstede sammen med min familie. Jeg er nu også blevet opmærksom på at det faktisk kræver meget at være 100 procent tilstede sammen med familien - og ikke kun på golfbanen. For mit vedkommende kan det nogle gange være svært at slappe af. Jeg har simpelthen dårlig samvittighed over ikke at lave noget. Ikke at være effektiv og ikke få trænet, som jeg i virkeligheden har brug for. Og omvendt har jeg haft dårlig samvittighed over ikke at være der med familien. Det skal åbenbart ikke være let. Så i år har jeg stoppet op og øver mig i at give slip og bare nyde tiden sammen med min familie.

Jeg er også blevet mere opmærksom på, at det er vigtigt for mig at have brug for tid til mig selv. Netop det som golfen jo virkelig giver mig mulighed for i hverdagens trummerum. Men i ferien er det sværere at sige til familien at jeg har brug for tid alene, når jeg jo altid er på golfbanen. I mange år har jeg altid viet min tid til golfen - men i år har jeg prioriteret min familie 100 procent, og hvor er det fedt ikke at SKULLE ud og spille golf. Og så er familien rent faktisk ok med, at jeg løber en tur ind imellem eller bare sætter mig med en bog. Det er jo trods alt ikke ligeså krævende rent tidsmæssigt, men det giver mig mit eget lille private rum indimellem.

For uanset hvordan man ser på det, så er golfsporten en tidskrævende passion. Ofte har jeg følt, at jeg har måtte fravælge tid sammen med familien til fordel for golfen - og det har ikke altid føltes rart - specielt overfor børnene som jeg i dagligdagen ikke ser så meget, som jeg gerne ville.

Nu er jeg glad, fordi jeg kan mærke, at jeg har truffet det rette valg - jeg har valgt at bruge tid sammen med min familie. Jeg har valgt nærværet og kærligheden. Og på en måde som jeg kun oplever, når jeg er sammen med dem over en længere periode. Jeg kan mærke glæden 100 procent, når jeg er helt nærværende med børnene, og så forsvinder min dårlige samvittighed.

I år har vi planlagt vores ferie, hvor der er plads til at kunne tage ud og opleve nogle ting, med et tiltrængt pust af sjove oplevelser og masser af tid til at fordybe sig eller blot at være. Det er en gave, når blot jeg tillader mig selv at nyde det.

I år er det for mit vedkommende fantastisk at holde lidt “ferie” væk fra golfen, netop fordi jeg har så meget med golf at gøre i min hverdag. Så nu kan jeg gå og glæde mig til næste gang, jeg skal ud igen. Det giver mig nemlig muligheden for at være mig selv nær i en helt speciel form for fordybelse, og som jeg lettest finder ude på golfbanen, men heldigvis også sammen med min familie. 

Betragter jeg golfsporten på afstand, så er den i virkeligheden også en gave - det er en virkelig god familiesport, som netop giver familien masser af mulighed for at være sammen og bare nyde tiden sammen. Det er en fælles aktivitet, hvor alle kan være hinanden nær på tværs af alder og niveau.

Læs mit næste blogindlæg om nogle uger, hvor jeg beskriver nogle af de elementer, som golfen kan tilbyde. 

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer