Vi Elsker Golf på Rømø er kun begyndelsen | Golf.dk
Brian Vester og Andreas Hartø håber på at nå over 100 deltagere til Vi Elsker Golf på Rømø. Indtil videre er 21 firemandshold tilmeldt turneringen.

Vi Elsker Golf på Rømø er kun begyndelsen

28/08 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Arrangørerne af den sociale golfturnering, Vi Elsker Golf, har hvert deres udgangspunkt og sammenlagt tonsvis af erfaringer med turneringsgolf allerede inden starten går på Rømø Golf Links: Andreas Hartø har spillet over 150 turneringer på challenge- og europatouren, og på grund af sin glæde ved spillet og lyst til at underholde var han i årevis en favorit blandt både tilskuere og journalister. Brian Vester har i en årrække været med til at organisere ECCO Tour, Made in Denmark og Made in Denmark Challenge, så selvom Vi Elsker Golf er nyt, er det det et par rutinerede herrer, som har stablet arrangementet på benene.

- Vi tror på, at hvis man samler nok mennesker, så kan man skabe noget der er rigtig, rigtig fedt. I stedet for at fire par eller en dameklub eller en herreklub rejser til Tyskland, så har vi nogle stordriftsfordele, der betyder, at vi kan holde prisen nede på produktet, sådan at folk faktisk kan få det til en billigere penge end de selv kunne gøre det for, plus at de kan få noget mere indhold end de selv ville kunne; de kan få noget underholdning om aftenen, noget baneforplejning og en clinic med Hartø. Alle mulige forskellige ting, siger Vester til Golf.dk

Turneringen på Rømø løber fra 12. til 15. september på Rømø. Forskellige spilformater vil blive taget i brug i løbet af de tre runder, og der bliver lagt ligeså meget vægt på det sociale som på selve golfen. 

- Rigtig tit er arrangementerne inden for golf baseret på eliten, eller også er der lavet nogle erhversarrangementer, som koster der hvide ud af øjnene. Vi kunne godt tænke os at skabe det her for den helt almindelige golfspiller, som selvfølgelig gerne vil vinde en præmie, men det er slet ikke det, der er essensen. Det vigtigste er, at man kommer ned og hygger sig, dels med dem, man er kommet med, men også med alle de andre gæster. Golf kan jo noget socialt, som mange andre sportsgrene ikke kan, og golf kan jo spilles på forskellige niveauer. Det er jo kernen i golf, lyder det.

Frem til 5. september er det muligt at tilmelde sig arrangementet, som løber af stablen på Enjoy Resorts og indeholder musik om aftenen, middage og adgang til spa & wellness. Rømø er et sted, Vester kender særdeles godt, da det er et fast stop på ECCO Touren, og det er ikke tilfældigt, konceptet får premiere netop der. 

- Qua mit gamle arbejde kender jeg Rømøs organisation rigtig godt, og de er altid fede at arbejde sammen med. Og så er det klart, at når man skal lave sådan et arrangement, så er det også fedt, at man kan bo på banen. Man skal ikke ud at køre bil. Her har vi folk i tre dage uden at de smutter nogen steder. Her bor de i huse, og det vil sige, at de kan hygge sig om aftenen uden at bekymre sig om at skulle hjem. De skal bare gå over i seng bagefter. Det er et kæmpe plus, siger Vester.

Det er ikke kun steder, Brian Vester har lært at kende ved at arbejde for Flemming Astrup. Blandt andet har han været med i maskinrummet bag Made in Denmark, som er blevet en ubetinget succes på europatouren. Det har givet en masse viden, der kan tages med videre – ikke mindst, at man aldrig må tro, alt er på plads.

- Man skal gå ydmyg til opgaven og aldrig nogensinde tænke, at man har styr på det hele. Bliv ved med at vurdere, om der er et eller andet, som kan forbedres. Alle de små detaljer skal man blive ved med at have fokus på. Uanset hvor godt, man synes, det går, skal man blive ved med at holde snuden i sporet, siger han.

For nu er fokus rettet mod begivenhederne på Rømø, men der kun starten på det, Vi Elsker Golf lancerer som ”Danmarks hyggeligste golfturneringer”. 

- Vi gennemfører Rømø med 120 kilometer i timen, og så har vi det at bruge efterfølgende. De tilmeldte kommer fra alle mulige forskellige klubber, så vi satser på, at vi kan få nogle gode ambassadører, således at vi har en masse mennesker, som kan stå inde for, at det er sjovt og velorganiseret, når vi næste år skal lave en hel masse ting. Vi kunne godt tænke os at lave minimun tre tilsvarende arrangementer til næste år – nok ikke på Rømø det hele, siger Vester.

Er man interesseret i at deltage i premieren, kan man læse mere her.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer