Verdenstoppen holder sig til golf i Saudi Arabien | Golf.dk
De største stjernerr i ugens turnering er ikke i tvivl om, hvor de er i verden.

Foto: Getty Images

Verdenstoppen holder sig til golf i Saudi Arabien

30/01 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

King Abdullah Economic City lever endnu ikke op til sit navn, men der arbejdes ambitiøst på at skabe et økonomisk centrum 100 kilometer nord for Jeddah. Det første spadestik til det gigantiske projekt blev taget i 2005, og nu er europatouren så blevet trukket til med en præmiepulje på 3,5 millioner dollars. 

Andre steder på Den Arabiske Halvø har golf og økonomisk udvikling gået hånd i hånd, og måske kan det få samme effekt i Saudi Arabien. Desuden kan en professionel golfturnering med verdens nummer ét, to tre og fem hjælpe med at give positiv medieomtale i stedet for irriterende sager som offentlige halshugninger for utroskab, systematisk kvindeundertrykkelse, parteringer af kritiske journalister og krigsforbrydelser i Yemen.

Det er langt fra første gang, det internationale golfcirkus lægger vejen forbi stater, som finder det enormt udfordrende at overholde menneskerettighederne, men som vanen er blandt medlemmerne af verdenstoppen, bliver der i Saudi Arabien meldt hus forbi.

- Jeg er ikke politiker, jeg er professionel golfspiller, sagde Justin Rose, og variationer af samme svar har Dustin Johnson, Brooks Koepka og Bryson DeChambeau forsvaret deres deltagelse med. 

Feltet i Saudi International tæller også Patrick Reed, Sergio Garcia, Henrik Stenson og Ian Poulter. Samlet er 12 spillere fra verdens top-50 på startlisten.

Deres tilstedeværelse betyder, at der er 48 apolitiske verdensranglistepoint til vinderen på den Ernie Els-designede Royal Greens Golf & Country Club.

En håndfuld danskere har heller ikke følt behov for at komme med et politisk statement og er derfor taget til den pengestærke ørkenturnering.

Joachim B. Hansen, Jeff Winther, Thomas Bjørn og Søren Kjeldsen går alle på banen fra morgenstunden, mens Thorbjørn Olesen er blevet sat i en af tv-boldene sammen med Poulter og sidste uges vinder, DeChambeau, klokken 10.35 dansk tid.

Alle fem danskere er kommmet godt fra start i denne sæson og er placeret mellem nummer 17 og 86 på Race to Dubai. Man skal helt frem til midten af maj, før europatouren kommer til at spille om en ligeså stor pengepræmie (bortset fra majors og WGC), så denne uge præsenterer en gylden mulighed for at tage et mærkbart hop op ad pengelisten.

Link til stillingen 

User Comments:

  • Usmageligt

    01/02 - 2019 | Boye Jepsen

    De professionelle golfspillere har kun een holdning: "Er der penge så kommer vi". Golf er den mest holdningsløse sport i verden. Henrik Knudsen og de de øvrige journalister og kommentatorer må simpelthen tage sig sammen og stille de forkælede og holdningsløse spillere nogle kritiske spørgsmål. Der var engang man ikke tog til Sydafrika og det bidrog rent faktisk til forandring. Vi andre må bidrage ved ikke at se på det.

  • Penge betyder ALT for de gutter

    31/01 - 2019 | Jan Pedersen

    Området er betændt udover alle grænser og alligevel ser vi golfsportens idoler flokkes om ussel dollars som en gruppe dumme måger om et pølsebrød på Langelinie ........ Man behøver ikke være politiker for at retfærdiggøre at blive væk ...... bare menneske ! Jeg har heldigvis forlængst slukket for romantikken overfor golfsportens stjerner og vil hellere spille en hyggerunde med vennerne fremfor at se dem spille ........ sørgeligt !

  • Naivt

    31/01 - 2019 | Torben Thornæs Andersen

    At tro ens deltagelse ikke har politisk signifikans er enten bund-naivt eller en bevidst fornægtelse. Hvis spillerne beslutter sig for at deltage i et lands eneste turnering, vil det altid sende et signal til omverdenen om, at landet bør accepteres på lige vilkår som de øvrige i turneringskalenderen. Jeg tror, jeg holder mig fra at følge med i denne uge ...

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer