Verdensmestre stiller op i DIAC | Golf.dk
Tvillingerne Rasmus og Nicolai Højgaard er nykårede verdensmestre og hårdeste konkurrenter til favoritten John Axelsen i dette års DIAC i Silkeborg Ry Golfklub.

Foto: F-Communication

Verdensmestre stiller op i DIAC

22/06 - 2018 | Pressemeddelelse

Som den højst placerede dansker på amatørernes verdensrangliste vil John Axelsen altid være favorit i forhold til sine landsmænd, men Sorø-spilleren fra Florida State University vil få hård konkurrence i den 18. udgave af Danish International Amateur Championship, der afvikles i Silkeborg Ry Golfklub 4.-7. juli.

John Axelsen, der skal forsvare DIAC-titlen fra 2017, ligger placeret som nummer 48 på den senest opdaterede verdensrangliste. Men lige i hælene på ham kommer de 17-årige tvillinger fra Gyttegaard Golfklub, Rasmus og Nicolai Højgaard, som nummer 53 og 54. Og Rasmus Højgaard vandt i øvrigt DIAC i 2016. Man skal helt ned til nummer 180 for at finde den fjerdebedste dansker på ranglisten, der er Gustav Frimodt fra Odense Eventyr, også DIAC-deltager.

Tvillingerne fra Gyttegaard kommer til dette års DIAC med forstærket selvtillid, efter at de for nylig sammen med Frederik Sejr fra Mollerup og Sebastian Friedrichsen fra Asserbo skrev historie ved at blive de første danske juniorer, der har vundet det uofficielle VM for hold, der netop er afviklet i Japan. Individuelt gjorde de to Billund-drenge rent bord ved at slutte på de to første pladser! Asserbo-spilleren er ikke til start i DIAC. 

Det er til gengæld en snes udfordrere fra udlandet i det stærke internationale felt med 96 spillere og en lang venteliste. Hjemmeklubben Silkeborg Ry Golfklub stiller med følgende deltagere: Rasmus Bofill, Anders Emil Ejlersen, Oliver Hundebøll Jørgensen, Morten Storgaard Mortensen og Alexander Nyehuus. Hos kvinderne i DILAC stiller hjemmeklubben med Cecilie Bofill og Julie Resen Holm.

I kvinderækken er Sofie Kibsgaard Nielsen fra Morsø Golfklub forsvarende mester, men det må forventes, at hun får hård modstand fra Puk Lyng Thomsen fra Frederikshavn, der er deltageren med laveste handicap (+4,5) og Malene Krølbøll fra Hedeland. 
DIAC/DILAC afvikles efter European Tour-modellen med 72 huller over fire dage. Dog cuttes feltet først efter tre dage ned til de 48 bedste eller lige hos herrerne, mens cuttet hos pigerne ligger ved de 12 bedste eller lige. 

Den totale præmiesum i herrerækken er 40.000 kr. med 5.500 kr. til vinderen. I damerækken er præmiesummen 15.000 kr. med 5.500 kr. til vinderen. I begge rækker optjenes der point til verdensranglisten. 

DIAC/DILAC er kendt for at være en rugekasse for både danske og udenlandske amatører, før de turner pro. Af nuværende Europatour-spillere har både Morten Ørum Madsen og Lucas Bjerregaard vundet to gange, mens to af Danmarks spillere på LPGA-touren, Nicole Broch Larsen og Nanna Koerstz Madsen, begge er tidligere vindere af DILAC – Nicole Broch Larsen endda tre år i træk.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer