Verdensmestre modtaget som helte i deres klubber | Golf.dk
Rasmus og Nicolai Højgaard bærer VM-trofæet ind i klubhuset i Gyttegård Golf Klub. Holdkammeraten John Axelsen går lige bag dem.

Foto: Claus Rødgaard Thomsen

Verdensmestre modtaget som helte i deres klubber

05/01 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Januar skinner som øjnene på en nyforelsket, mens folk stimler ind i klubhuset på Suserupvej.

- Så mange mennesker har der vist aldrig været her i januar før, er der nogen, der siger.

Det bliver hurtigt tydeligt, at i dag bliver en af de dage, hvor man skal stå op, hvis man vi se noget. Sorø Golfklub er festklædt og med god grund.

Trods det milde vintervejr står der kun en enkelt mand på rangen.

Inde i klubhuset står der flere end 100, da klokken slår 10.30.

Ti minutter senere kommer den lokale helt, John Axelsen, ind bærende på The Eisenhower Trophy. Med ham er hans to holdkammerater, Rasmus og Nicolai Højgaard.

John Axelsen bliver interviewet til tv i Sorø Golfklub

Det er nu fire måneder siden, de vandt VM i Irland som de første danskere nogensinde. Men stoltheden over bedriften er på ingen måde aftaget i det sydvestsjællandske.

- Vi ved, at I har en ukuelig vilje og mod på sporten. Men I har også vist, at der skal et godt sammenhold og respekt for hinanden til. Vi kunne ikke have bedre ambassadører for vores sport og vores klubber, lyder det blandt andet fra Sorø Golfklubs næstformand, Lena Lund.

Husk at se vores videointerviews med de tre verdensmestre og modtagere af Den Gyldne Golfbold.

Nicolai og Rasmus Højgaard har taget toget fra Jylland for at være sammen med vennen og holdkammeraten John Axelsen. Han spiller til daglig i Florida, og derfor er der mange i Sorø Golfklub, han lige skal give et genkendelsens kram.

Axelsen er oprindeligt fra Tølløse ved Holbæk. Men han foretog som ung dreng skiftet til Sorø Golfklub, hvor søsteren Elisa i forvejen spillede.

Axelsen ser ud til at være rørt ved synet af de mange, der vil fejre og lykønske ham.

- Det betyder mere, end I lige tror, siger John Axelsen og takker en lang række mennesker, som har hjulpet ham frem til tærsklen af en lovende, international golfkarriere.

Sorøs borgmester, Gert Jørgensen (K), fortæller, at han allerede som kultur- og fritidsudvalgsformand for en håndfuld år siden havde hørt, at Sorø Golfklub havde et talent, som kunne blive til noget helt særligt.

- Dem skal vi have flere af. Dem, der sætter sig mål og forfølger dem, siger Gert Jørgensen.

Luften i klubhuset er begyndt at føles tyndere efter mere end en time i tætpakkethed. Og det er blevet tid til at komme videre.

The Eisenhower Trophy er så stort, at foden skal pilles af, for at det kan være i den bil, der skal transportere de tre spiller tilbage over Storebælt mod Gyttegård Golf Klub.

Himmelen er stadig blå, da de ankommer i Gyttegård lidt over klokken 14.

I det jyske er stoltheden ikke til at tage fejl af. Man har rullet den røde løber ud - helt bogstaveligt - og langs løberen står folk flere mand dyb og prøver at bringe sig i position til at fotografere dagens unge helte.

Denne gang holder John Axelsen sig beskedent i baggrunden, mens Rasmus og Nicolai Højgaard går foran og bærer pokalen imellem sig.

De to har stadig deres daglige gang i barndomsklubben. Og det er ikke første gang i år, at de hyldes i klubben. I en kommune, der bryster sig af sit erhvervsliv, har Højgaard-tvillingerne i år produceret internationale resultater på et næsten industrielt plan.

- Jeg glæder mig personligt, hver gang I gør det godt. Som borgmester glæder jeg mig hver gang, Billund Kommune bliver nævnt i sammenhæng med jer, siger borgmester Ib Kristensen (V) til Nicolai og Rasmus Højgaard.

De tre verdensmestre i Gyttegård Golf Klub sammen med Ole Højgaard, der er far til Rasmus og Nicolai.

Som det tidligere på dagen var tilfældet i Sorø kommer der rosende ord til Gyttegård Golf Klub fra Dansk Golf Unions direktør, Morten Backhausen.

- Vi har behov for klubber, der vil prioritere junior-, talent- og elitearbejde, hvis vi skal blive ved med at skabe store resultater, siger han.

John Axelsen, Rasmus Højgaard og Nicolai Højgaard har også selv en gave med og overrækker en signeret landsholdstrøje til Hans Bennetzen, der er formand for klubben.

- Tusind tak til alle dem, der er mødt op. Det er altid en fornøjelse at komme herud, også selvom man bare skal slå bolde. Men i dag har været noget helt særligt, siger Nicolai Højgaard.

Også i Gyttegård er der dukket flere end 100 mennesker op. Dagen går så småt på hæld, da en karavane af biler forlader klubbens parkeringsplads.

Axelsen, Højgaard og Højgaard bakser endnu en gang The Eisenhower Trophy ind i bilen. De skal videre til Jyske Bank Boksen, hvor sportens store prisuddeling skal finde sted.

Her befinder en stor del af den dansk sportselite sig. Et selskab, som de tre herrer uden tvivl hører hjemme i.

Søndag bringer vi videoindslag fra hyldestdagen lige her på Golf.dk




 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer