Verdens nummer tre og ni deler førstepladsen | Golf.dk
Brooke Henderson har en god mulighed for at vinde karrierens anden major efter en tredje runde i ANA Inspiration i 65 slag.

Foto: Getty Images

Verdens nummer tre og ni deler førstepladsen

13/09 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Klokken 09.39 lokal tid lørdag tog Nicole Broch Larsen og Nanna Koerstz Madsen hul på tredje runde af ANA Inspiration fra hver deres tee. Koerstz Madsen startede lige foran førerbolden, mens Broch Larsen indtog en mere anonym plads fra 10. tee. 

Der skulle ikke gå længe, før heller ikke Koerstz Madsen længere var en faktor i årets anden major.

Begge danskere var under par tidligt på deres runde lørdag, men snart fulgte problemerne. Koerstz Madsen, verdens nummer 66, løb ind i doublebogeys på femte og sjette hul, og nogenlunde samtidig havde Broch Larsen en bogey efterfulgt af en doublebogey og en bogey.

Der var flere udsving senere på runden. Hillerød-spilleren scorede fire birdies lørdag, men det blev alligevel til en 78’er, den højeste score for dagen. Broch Larsen går ind til finalerunden på sidstepladsen i +10.

Efter sine doublebogeys fik Koerstz Madsen stabiliseret spillet. På sin vis var hun succesfuld. Målet for runden var at ramme flere fairways, og det gjorde hun. 10 ud af 14 blev det til, men det blev ikke konverteret til en score, der holdt hende nær toppen.

Dagens sidste 12 huller blev tilbagelagt i par med en birdie og en bogey, men 76 slag kan ikke bruges til ret meget, når hele top-20 går par eller bedre. 

Koerstz Madsens bedste placering i en major er en 16. plads. Med sin skuffende tredje runde faldt hun ned til 28. pladsen i -3. Hun har fem slag op til top-10 på Dinah Shore Tournament Course og ni slag til førstepladsen.

Den deler to af spillets store, unge talenter, verdens nummer tre og ni, Nelly Korda og Brooke Henderson. 22-årige Korda førte ved dagens start, og hun havde kun sat et enkelt slag til i løbet af de første 36 huller. Den mentale styrke blev testet noget mere lørdag, for bogey på femte hul blev efterfulgt af en doublebogey.

Korda fik kæmpet sig tilbage, og det blev til en runde et slag under par og en samlet score i -12. Dertil nåede 23-årige Henderson med en tangering af turneringens bedste runde. Hun startede to slag bag Koerstz Madsen, men hurtigt kom canadieren ræsende forbi.

En eagle på andet hul indledte angrebet, og det blev også til seks birdies, mens den aggressive spillestil kun kostede en enkelt bogey. 65 slag lød scoren på. 

Korda har vundet tre gange på LPGA Touren, Henderson har ni sejre inklusiv majoren Women’s PGA Championship.

I -12 har de et forspring på to slag ned til Lexi Thompson, Mirim Lee og Katherine Kirk på tredjepladsen. De eneste realistiske chancer for at få en europæisk vinder kommer fra Carlota Ciganda på sjettepladsen i -9 og Mel Reid på en delt syvendeplads i -8.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:755,245
  • Unique Visitor:83,462
  • Registered Users:157,764
  • Unregistered Users:31,149
  • Blocked Users:12,360
  • Published Nodes:14,984
  • Unpublished Nodes:263
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.228.10.17
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:5,386
    • This week:108,918
    • This month:479,110
    • This year:755,404

Hvis du oplever at hjemmesiden er langsommere end normalt, tryk HER for at slette alle cookies fra golf.dk