Verdens nummer 1498 vinder Australian Open | Golf.dk
Cameron Davis har tidligere vundet Australian Amateur, og nu er han også vinder af Australian Open.

Foto: Getty Images

Verdens nummer 1498 vinder Australian Open

26/11 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Med sine 10 sejre på PGA Touren var Jason Day, tidligere nummer ét i verden, kæmpe favorit til at vinde Emirates Australian Open, da han gik ind til finalerunden med et slag forspring.

Søndagen startede da også helt efter planen med en birdie, men den 30-årige australier tabte kort derefter pusten. Selv en eagle på hul 14 var ikke nok til at rette op på store fejl midt på runden, og en score i 73 slag betyder, at The Players' i maj 2016 fortsat er Days seneste sejr.

Favoritten dumpede ned til femtepladsen i -8 og kunne se en 22-årig landsmand løfte trofæet. Cameron Davis startede finaledagen seks slag fra førstepladsen og turde aldrig håbe på at slutte øverst i tabellen, men en finalerunde i 64 slag på The Australian sendte Davis til -11, og da de sidste spillere havde puttet ud, viste det sig at være nok til sejren.

- Jeg er en smule følelsesløs lige nu, tror jeg. Jeg havde bare ikke forventet at være i denne situation. Selvom jeg havde en fremragende runde, troede jeg ikke, jeg ville slutte højt nok oppe på leaderboardet. Men da jeg gjorde min runde færdig og så, hvor alle andre var, blev jeg overrasket. Jeg er bare lettet lige nu. Det er alt, jeg kan sige, lød det fra Davis på pressemødet efter sejren.

Med sejren bliver der vendt op og ned på tilværelsen for den unge pro. Australian Open var hans kun 26. turnering i karrieren tællende til verdensranglisten, og det er den første top-10 placering for verdens nummer 1498. I 2017 spillede Davis primært på den canadiske tour, men i den kommende sæson kan han nu se frem til at deltage i The Open Championship.

Der er der gode chancer for igen at støde på Jonas Blixt og Matt Jones. De to delte andenpladsen i -10.

Den forsvarende mester i både Australian Open og The Open, Jordan Spieth, sluttede fint af på banen nær Sydney. En eagle på hul 18 gav en runde i 67 slag og sendte ham frem til ottendepladsen, fem slag fra vinderscoren.

Link til resultatet 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer