Verdens nummer ét kan vinde for anden uge i træk | Golf.dk
Dustin Johnson er favorit til at vinde for anden uge i træk på PGA Touren.

Foto: Getty Images

Verdens nummer ét kan vinde for anden uge i træk

30/08 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Midt i juli gik Dustin Johnson to runder i 80 slag for at slutte blandt de sidste i The Memorial. Ugen efter trak han sig efter en 78’er torsdag i 3M Open. Det lignede ikke, at storspillet var lige om hjørnet, men efter en 12. plads i WGC - FedEx St Jude har den 36-årige amerikaner været flyvende. En andenplads i årets første major blev fulgt op med en sejr på 11 slag i The Northern Trust. 

Johnson er tilbage på verdensranglistens førsteplads, og i denne uges BMW Championship er han tilbage øverst i stillingen. 

Olympia Fields er sat aldeles krævende op med hårde fairways, tyk rough og hurtige greens. For Johnson betød det, at han lavede en sjælden bogey på et par fem hul fra start på sin tredje runde. Han var stadig et slag over par efter syv huller, men på det 218 meter lange ottende bragte han sig tilbage til par for dagen og turneringen med et succesfuldt birdieputt fra to en halv meter.

Bortset fra en birdie på banens sidste par fem hul spillede Johnson resten af hullerne i par for en 69’er og en samlet score i -1. Han deler førstepladsen med sin spillemakker fra lørdagens runde, Hideki Matsuyama.

Mens Johnson kom langsomt ud af startblokken lørdag, leverede den 28-årige japaner et af rundens højdepunkter allerede på første hul, da han holede for eagle fra greenbunkeren. 

Matsuyama nåede også til tre under par, inden den barske bane tog et par slag tilbage.

Udover en total i -1 har de to førende det tilfælles, at de nåede til førstepladsen med dårligere end gennemsnitlig putting under tredje runde - det ifølge strokes gained putting-kategorien. De er også fælles om ikke at være over par samlet, de to eneste i det 69 mand store felt.

Der er to slag ned til Adam Scott, Joaquin Niemann og Mackenzie Hughes på tredjepladsen i +1, mens Bubba Watson, Brendon Todd, Rory McIlroy og Jon Rahm er delt nummer seks i +2.

Lørdag kom det frem, at McIlroy venter sit første barn inden for ganske kort tid, og falder fødslen sammen med Tour Championship, vil han ikke tøve med at trække sig fra golfturneringen og kampen om de 15 millioner dollars i bonus.

Rahm gjorde sig anderledes bemærket lørdag. For det første spillede han bedre golf end nogen anden i feltet, han begik også en regelbrøler ud over det sædvanlige.

På femte hul ramte spanieren green i regulation, traskede op til bolden og samlede den op. Desværre havde han glemt at lægge sig markeringsmærke bag bolden først. Det kostede et slag og førte til dagens eneste bogey.

- Af en eller anden grund samlede jeg bare bolden op i den tro, at jeg allerede havde markeret den. Jeg ved ikke, om kameraet så mit ansigt, men lige efter, jeg havde løftet bolden, vidste jeg det. Jeg kiggede på Adam (caddie) og frøs bare. Jeg vidste ikke, hvad der skete, hvorfor, eller hvad jeg skulle gøre, sagde Rahm efter sin runde, som sluttede timevis før førerbolden kom ind. 

Trods den dumme fejl gik Rahm en suveræn runde i 66 slag, -4, og med den vandt verdens nummer to 33 placeringer i stillingen, så han nu kun er tre slag fra toppen.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,086,156
  • Unique Visitor:100,986
  • Registered Users:159,371
  • Unregistered Users:31,233
  • Blocked Users:12,376
  • Published Nodes:15,207
  • Unpublished Nodes:284
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.210.201.170
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:10,595
    • This week:96,648
    • This month:408,048
    • This year:1,086,372

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk