Verdens bedste finder sig til rette i hjemstaten | Golf.dk
Dustin Johnson har allerede vundet titler i Saudi Arabien og Mexico i 2019, og nu er han på udkig efter sejr nummer tre på hjemstavnen.

Foto: Getty Images

Verdens bedste finder sig til rette i hjemstaten

19/04 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Med sidste uges andenplads i The Masters generobrede Dustin Johnson førstepladsen på verdensranglisten, og tilbage på tronen er han vendt hjem til South Carolina for at spille RBC Heritage på Harbour Town Golf Links. 

Det er en bane, hvor præcision trumfer rå kraft, og derfor bliver en af Johnsons styrker delvist neutraliseret. Den 34-årige amerikaner er dog langt mere end tordendrives, og han føler sig ganske godt tilpas på en smal golfbane med træer.

- Jeg voksede op på baner som denne. Jeg kan godt lide banen, det er en god test. Små greens, man skal slå rigtig gode jernslag for at få bolden tæt på hullet, sagde Johnson til PGA Touren efter en første runde i -3, der giver en delt 15. plads.

- Det er en god score her på banen. Jeg følte, jeg spillede end smule bedre end det. Jeg drivede bolden rigtig fint. Min eneste bogey kom via et misset, kort putt. Men jeg slog et godt putt, jeg troede bare, den ville falde mod venstre, og så tog den hulkanten. Alt i alt var det en rigtig solid dag. Jeg følte, alt i bag'en var ret godt, sagde han.

Der er et stærkt felt til start på Hilton Head. Fire spillere fra verdens top-10 deltager, 24 fra top-50. Det er netop nummer 50, Shane Lowry, som lagde sig alene i front på førstedagen. Ireren gik en bogeyfri runde i -6 og fører med et slag ned til amerikanerne Daniel Berger, Ryan Moore, Ryan Palmer, Luke List og Trey Mullinax.

Par ligger til lige at klare cuttet, og i den score finder man blandt andre Jordan Spieth. Man skal til gengæld helt ned til 111. pladsen i +3 for at finde Francesco Molinari, der kom så tæt på sejren i The Masters søndag.

Der er lovet regn og hård vind til anden runde, så der kan nå at blive vendt op og ned på stillingen flare gange, før cuttet ligger fast.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer