Vellykket Paragolf-match i Brande Golfklub | Golf.dk
Her ses de glade præmietagere ved Paragolf Brande 2018. Stående fra venstre: Jette Skott Kristensen, Brande GK, Lars Jensen, Brande GK, Simon Wada Klaris, Tollundgaard GK, Mikkel Thorsen, Randers Fjord GK, hjælper med hvis kasket, Asger Kristensen, Brande GK, Vagn Holm, Dejbjerg GK, Lars Møller, Holstebro GK, Lars Schmidt Hansen, Brande GK, Alfred Pedersen, Brande GK, Sine Marie Holm, Dejbjerg GK, Hans Møllegaard, Roskilde GK, Karsten Præstegaard, Brande GK, Jette Pedersen, Brande GK og Erik Kolmos, Odense GK. Siddende fra venstre: Morten Troels Højbjerre, Helsingør GK, Casper Holst-Christensen, Mollerup GK, Kamma Bundgaard, Brande GK, Else Pedersen, Brande GK og Eva Jensen, Brande GK.

Foto: Erik Lauritzen

Vellykket Paragolf-match i Brande Golfklub

14/08 - 2018 | Pressemeddelelse

På trods af det lidt drilagtige sensommervejr med drivende skyer, enkelte regnbyger fulgt af torden var humøret højt hos de 50 spillere fra hele landet, der lørdag deltog i Brande Golfklubs Paragolf-match. Der blev spillet i to rækker, en for spillere med handicapstatus og en for spillere uden handicapstatus. Endvidere blev der også spillet en holdturnering.
Kamma Bundgaard, formand for Paragolf-udvalget i Brande Golfklub, kunne byde velkommen til spillere fra blandt andet Helsingør, Roskilde, Odense, Viborg, Dejbjerg, Horsens, Tollundgaard, Holstebro, Åskov, Nordborg og Brande. Hun udtrykte glæde over den store tilslutning og ønskede alle en god og fornøjelig dag på banen i Brande.

Livsbekræftende golfdag

Det blev en livsbekræftende dag, hvor det med al tydelighed blev understreget, at golf er for alle – også selvom man er blevet ramt af sygdom eller uheld, der begrænser den fysiske udfoldelse. Heldigvis findes der hjælpemidler, så man kan komme rundt på banen og lade sig udfordre af den lille hvide golfbold. Et svagt syn, en ben- eller håndprotese eller manglende førlighed i den ene arm er ingen hindring for at være med og nyde en dag på golfbanen med spil og ikke mindst socialt samvær. Imponerende var det at se, hvor langt og præcist man kan slå, selvom man kun kan bruge den ene arm.
Der blev spillet på livet løs, der blev grinet og hygget rundt på banen og det gode humør og den gode stemning blev taget med ind i klubhuset til den efterfølgende spisning og præmieoverrækkelse. Her stod personalet i Café 19 parat med den lækreste frokost, som blev nydt i fulde drag, mens dagens hændelser på banen blev drøftet livligt.
Fra flere af deltagerne var der stor rost til arrangementet, og der blev udtrykt ønske om at kunne komme igen næste år. Et ønske, som umiddelbart ser ud til, at klubben kan imødekomme.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer