Velkommen tilbage, Tiger | Golf.dk

Velkommen tilbage, Tiger

04/12 - 2016 | Mikkel Ring Christensen

Seks doublebogeys kan ikke spolere det samlede indtryk: Der er masser af positive ting at tage med fra Tiger Woods' tilbagevenden til professionel golf efter mere end et års fravær. Svinget er længere og mere rytmisk, end sidst vi så ham i aktion, og en enorm skulderrotation viser, at ryggen (lige nu) ikke begrænser hans konkurrencedygtighed. 24 birdies blev det til i løbet af de 72 huller på Albany Golf Club, en for hvert tredje hul spillet, og selvom det kun rakte til en samlet score i -4 og en 15. plads ud af de 18 deltagere, virkede Woods tilfreds og lettet, da han talte med Golf Channel efter sin afslutning på Hero World Challenge.
 
- Det var en fantastisk uge at komme tilbage og spille igen, konkurrere mod verdens bedste igen. Desværre lavede jeg en masse fejl denne uge, men jeg lavede også en masse birdies. 
 
- Jeg tog nogle dårlige beslutninger, missede nogle skidte steder, og hvis jeg skal være ærlig, føltes det lidt underligt ikke at køre buggy, sagde Woods.
 
Neil Young har ret i, at ”rust never sleeps”, men i Tigers tilfælde ligner det blot overfladerust, som kan pudses væk med et grundigt arbejde over vinteren. Hovedpersonen selv var ikke altid sikker på, at det ville være tilfældet. 
 
- At nå tilbage til dette punkt har testet mig mere end noget andet, jeg har prøvet i mit liv. Smerten, de problemer, jeg har haft, det var bare hårdt, sagde Woods efter sin 76'er søndag og tilføjede, at der var tidspunkter under skadespausen, hvor han ikke var i stand til at bevæge sig. 
 
Det blev Hideki Matsuyama, som løb med sejren i den eksklusive turnering, men det blev ikke den forventede ubekymrede slentretur ned af hul 18. Japaneren førte med syv slag inden de afgørende 18 huller, og med tre sejre og en andenplads med sig i bagagen fra de seneste fire turneringer virkede den 24-årige urørlig.


De første ni huller spillede han i -2, men en doublebogey og en bogey på bagni åbnede døren på klem for Henrik Stenson. Vinderen af Race to Dubai var to slag efter Matsuyama på sidste hul, og da det formstærke talent slog over green, mens Stenson gav sig en god birdiechance, var der optræk til omspil.

 
Sådan gik det ikke, da Matsuyama havde is i blodet og slog sit indspil ind til få centimeter fra hullet. I -18 vandt han med to slag, da Stenson missede sit putt for birdie. Dustin Johnson, Matt Kuchar og Rickie Fowler delte tredjepladsen i -13.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer